Farvel farvel

Mankumari, Asha, Phoolmati, Saraswoti, Laxmi og Sabitri med Lis og Gitte.

På den fjerde træningsdag gik vi alle fra morgenstunden ud og besøgte nogle af de lokale kvinder, som bor omkring Gamcha farmen, og som dyrker økologiske grøntsager og har gjort det i mange år.  De lokale kvinder udvekslede med glæde erfaringer med Soiya-kvinderne og gav råd med på vejen. Det var dog igen tydeligt, at der er forskel på at være økologisk landkvinde i Kathmandu og i Rupandehi, da mange af de afgrøder de lokale kvinder i Kathmandu-dalen dyrker, er krydderurter som ikke indgår i det nepalesiske køkken, men derimod sælges til restauranter i dalen. Derfor var det vigtigt at fortælle kvinderne, at det ikke var meningen, at de skulle til at dyrke oregano og basilikum. På vejen rundt i lokalområdet faldt vi også over nogle brændenælde, som Lis fortalte kvinderne at de kunne lave kompost ud af.

På besøg hos en øko-bonde.

Pottemagere på mange måder

Da vi var tilbage på Gamcha, skulle kvinderne forberede jord til potter, hvor der skulle sås netop krydderurter. Som forleden dag tog det lang tid at forarbejde jorden, så den ikke var for knoldet og hård. Derefter blandede kvinderne en smule kompostjord og lidt sand i jorden for at give urterne de bedst mulige betingelser i potterne. Senere på eftermiddagen besøgte kvinderne Timi Pottery, som ligger ca. tre kvarters gåtur væk. Det, synes kvinderne, var rigtig spændende, og de virkede til at være glade for også at opleve noget, som ikke nødvendigvis har med landbrug at gøre.

Den mærkelige kvinde med alle bjergbillederne

Hjemme på Gamcha hyggede vi inden aftensmaden. Jeg viste alle de billeder, som jeg har taget i løbet af kvindernes ophold. Det var meget underholdende og der blev grinet meget af hinanden og af sig selv. Kvinderne grinte især af alle mine mange billeder af bjergene fra forskellige vinkler. Jeg tror, de synes, at jeg er en lille smule underlig.

Efter maden havde Lis arrangeret, at kvinderne skulle optegne deres have i Soiya på et stort stykke papir, så Lis kan forberede en crop-rotation plan, som hun kan præsentere kvinderne for, når hun ankommer til Soiya på fredag. Det viste sig selvfølgelig at være lidt af en udfordring for kvinderne at tænke så abstrakt og forestille sig deres have på et stykke papir set i fugleperspektiv. Men det lykkedes nogenlunde at indtegne de forskellige områder og indikere, hvilke afgrøder der er plantet hvor.

Der var også tid til at lege.

I dag skal kvinderne hjem til Soiya efter fire dages træning i økologisk dyrkning af grøntsager. Formiddagen foregik derfor i et stille og roligt tempo. Pigerne brugte blandt andet formiddagen på at flette Lis’s og hinandens hår, og så havde vi en lille energizer med dans, inden vi gik i gang med dagens havearbejde.

Havearbejdet bestod i dag af såning af blandt andet koriander, basilikum, grøn peber og chili i små potter, som kvinderne lavede ud af avispapir. Efter middag var det tid til at tage afsked med Gamcha Organic Farm og køre mod lufthavnen. Kvinderne havde rigtig stadset sig ud og iført sig deres fineste sarier, opsat hår og påført sig små stof tikkaer med similisten påsat. De virkede en smule nervøse for flyveturen, men også glade for at skulle hjem. Det er trods alt ikke så tit, at de er så langt væk fra deres hjem. Det skal blive spændende at se, hvordan kvinderne kan bruge, de erfaringer de har gjort sig på de fire dages træning her i Kathmandu og kan dele deres viden med de andre kvinder der hjemme.

På ekskursion

Gitte Thorup, praktikant fra Internationale Udviklingsstudier på RUC fortæller fra Soiya Women’s kursus i økologisk og biodynamisk dyrkning.

3. dag: Farmer’s Marked

På vores tredje kursus dag, var vi på ekskursion. Det var planen, at vi i dag skulle have været på besøg hos Everything Organic, som er en økologisk gård lig med Gamcha men større, men grundet det forestående parlamentsvalg i Nepal og vedvarende transportstrejke, viste det sig umuligt at skaffe en chauffør som ville køre turen. De forskellige chauffører mente simpelthen, at det var for farligt at køre derud, fordi der ikke er indsat nok militær og politi i det område. Derfor tog vi i morges på Farmers Marked i Kathmandu’s centrum i stedet.

Bideshi-priser
Det var noget af en oplevelse for kvinderne at være på Farmers Marked. Markedet er mest besøgt af mere velhavende nepalesere og udlændinge (bideshi) bosat i Kathmandu, og udvalget af økologiske grøntsager, ayurvediske medikamenter, vin og hjemmelavede kager, vidner om et vist feinsmecker klientel. Da jeg spurgte kvinderne, hvad de synes om stedet, svarede de som altid høfligt, at de da synes det var et rigtig godt sted, men at de aldrig havde oplevet et lignende sted og med så mange udlændinge.

Soiyakvinderne var overraskede over, at priserne på økologiske varer i Kathmandu er så gode.

Kvinderne fik snakket med nogle af sælgerne af økologiske grøntsager og fik hørt dem, hvordan handlen med varer foregår i Kathmandu. Kvinderne spurgte også ind til priserne på de økologiske grøntsager og var overrasket over den høje pris, som de kunne sælges for her i Kathmandu. Det var altså tydeligt, at der er et andet marked for økologiske produkter i Kathmandu end i kvindernes hjemegn.

En selvforsynende økologisk Asram
Efter Farmers markedet kørte vi ud og besøgte Orbindu Asram. Her dyrker de også økologiske grøntsager, og derudover har de på farmen 40 køer, som giver 400 liter mælk om dagen, hvoraf de sælger de 200. På Orbindu Asram er de selvforsynende både i forhold til madvarer og økonomi. Jeg spurgte Phoolmati, hvad hun syntes om stedet, og hun fortalte, at hun synes rigtig godt om at de har deres egen gødning fra alle køerne, for det har de ikke i Soiya. Hun fortalte også, at den gødning som kan være nødvendig at købe ikke er ligeså god som komøg fra egne køer. Laxmi, en af de helt unge  Soiya kvinder, tilføjede dog at det ikke var så godt, at de på Orbindu Asram først bruger køernes afføring til biogas og derefter som gødning, da gødningen dermed ikke er ligeså god.

Hvad man tager billeder af
Da det var tid til at tage hjem var solen allerede på vej ned bag bakkerne, og vi pakkede os godt ind i vores sjaler, da det hurtigt bliver køligt på denne årstid uden solen. På turen hjem i bussen så vi på billeder, som to af kvinderne har taget med deres kameramobiler i løbet af deres ophold i Kathmandu. Det var interessant at se hvad kvinderne har fotograferet, da det siger meget om hvad de tænker om det hele og hvad de synes er bemærkelsesværdigt og gerne vil vise familien der hjemme. Der var billeder af træningen her på Gamcha af planter og af søen. Der var også billeder fra farmers marked af en kasse med jordbær, af boderne, en sjov hund og billeder af stegte kyllinger i et varmeskab. Derudover havde de selvfølgelig mange billeder af flyet som de ankom med fra Rupandehi, hvilket mindede mig om, hvor underligt og nyt rigtig mange af de ting de oplever her i Kathmandu må være.

Efter aftensmaden spurgte kvinderne ind til crop-rotation, og hvorfor man skal skifte mellem forskellige afgrøder. Lis forklarede dem, at jorden har brug for en pause en gang i mellem, og at det derfor er en ide eksempelvis at så kløver en sæson, da kløverens rødder samler kvælstof i jorden. Kvinderne fortæller, at de jo ikke har så meget land, men de virker alligevel forståelig overfor, at jorden skal have en pause en gang imellem.

Kisel og hvide bjergtoppe

Kisel og udsigt til bjergene

Soiya kvindernes anden dag på Gamcha Organic Farm startede kold og diset. Fra Gamcha er der disse dage en storslået udsigt over Himalayabjergenes sneklædte tinder, som nu har været synlige fra Kathmandudalen i fem dage i streg.

Først skulle kvinderne blande kisel i en stor tønde vand, og efterfølgende skulle blandingen spredes ud over planterne i hele haven. Kvinderne fulgte opmærksomt, med da Lis blandede kisel i vandet. I løbet af den næste time fik vi alle lov at prøve kræfter med den særlige og noget hårde røreteknik, som sørger for at forbinde kiselen med vandet.

Det er ikke kun mig, der tager billeder af det hele. Her er Saraswoti i gang med sin telefon. Til venstre spreder Sabitri, som er forkvinde for foreningen Kisel med en kost.

Kisel modner grøntsagerne

Lis fortalte, at kisel fungerer som et modningspræparat for planterne samt forlænge holdbarheden af grøntsagerne efter høsten. Imens vi rørte, blev der blandt andet snakket ægteskab og personlig udsmykning. De af Soiya kvinderne, som er gift, har nemlig nogle meget interessante og særegne tatoveringer på deres underarm, og deres smykker og tikka adskiller sig også fra ugifte pigers.

Til venstre: Lis forklarer og Saraswoti rører rundt. Til højre: En af de ret specielle tatoveringer, som Soiyakvinderne går rundt med.

Senere på dagen gik vi rundt i haven på Gamcha og så på, hvad der fungerer i haven, og hvad der kan forbedres. På den måde kunne kvinderne se både gode og dårlige eksempler på økologiske metoder. Vi startede i drivhuset, og her fik kvinderne blandt andet fortalt, hvordan de kan bruge neem-planten til at bekæmpe sygdom hos planterne.

Der blev også snakket om, hvor vigtig korrekt vanding er, og hvornår der skal vandes og ikke vandes. På turen rundt i haven gav Lis eksempler på områder, som ville være gode til forskellige slags grøntsager. Derefter blev det kvindernes tur til at arbejde. Et lille område i haven skulle luges og gøres klar til såning af økologiske gulerødder, spinat og radisser.

Jorden, hvor der skulle sås, var meget hård og knoldet, så det tog lang tid at forberede den. Der måtte tages både kæp og hakke i brug for at få slået knoldene itu og gjort jorden så fin som muligt. Kvinderne fik også stiftet bekendtskab med en dansk importeret rive, som også viste sig at være brugbar, selvom Soiya kvinderne dog foretrak deres egne hakker. Med alles hjælp og indsats lykkedes det at få den ellers noget sørgelige jord gjort klar til såning.

Det skal gøres ordentligt!

Sabtri måler op, mens Phoolmati står klar med riven.

I de to dage træningen har varet har det været interessant at se, hvordan kvinderne fra Soiya effektivt og dedikeret går i gang med de opgaver, som de bliver stillet overfor. Selvom kommunikationen til tider kan være svær på grund af den sproglige barriere, er det tydligt at se, at kvinderne gør en dyd ud af at observere, tage til sig og efterligne det de ser. Et eksempel var da en diskussion mellem kvinderne om hvorvidt afstanden mellem de forskellige rækker af afgrøder var blevet bestemt til at være en hel eller halv håndslængde. Det var nemlig meget vigtigt for dem, at det blev nøjagtigt, som Lis havde vist dem til at starte med, så tingene kunne blive gjort korrekt.

mudder og komøg

Seks af kvinder fra den lille lerklinede landsby Soiya er rejst til Kathmandu med en lillebitte flyver fra Yeti air. Det er første gang, de er ude at flyve, og for fleres vedkommende første gang de er ude af deres distrikt. De er i Kathmandu for at lære mere om økologi og sammen med Lis Rasmussen fra Skoleliv i Nepal/Kiselgården, skal de besøge nogle af de økologiske landbrug, der ligger rundt om i Kathmandu-dalen, for at udveksle erfaringer.

Samtidig ankom et styk praktikant fra Internationale Udviklingsstudier på RUC. Gitte Thorup er i praktik hos foreningen Soiya Women, og i disse dage er hun med på Gamcha, for at følge forløbet og rapportere her på bloggen.

Temaet for den første dag på Gamcha var kompost. Først så vi nærmere på en kompostbunke som blev lavet for tre måneder siden, da en gruppe af kvinder fra Soiya var på Gamcha. Der blev snakket om, hvordan man kan se og lugte om kompost er klar til brug, hvilke fordele der er ved at bruge kompost, og hvordan den skal bruges for at have den bedst mulige effekt.

Derefter skulle kvinderne i gang med at forberede en ny kompost. Inden jeg fik set mig om, var de spredt omkring i haven og i fuld gang med at luge ukrudt og græs, som skulle bruges i den nye kompost. Der gik ikke længe før, der var samlet en stor bunke. Derefter blev der revet tørre blade sammen og så komøg. Kvinderne arbejdede hårdt og effektivt hele dagen, men der blev også grinet og snakket en masse, og humøret var højt.

Smukke og rene nepalesere og en tilsvinet dansker

På trods af det noget klamme og svinende arbejde var det bemærkelsesværdigt at se, hvor gode kvinderne er til at sørge for ikke at blive beskidte. Selv efter timers arbejde i haven og med at slæbe komøg ser deres kurtaer og sarees stadig flotte og rene ud, hvorimod jeg selv har mudrede sko og komøg her og der og allevegne.

Efter frokost var det blevet tid til at få bygget kompostbunken op med skiftevis lag af tørre blade, komøg og frisk grønt. Her var det tydeligt, at en af de kvinder, som havde været med til sidste træning tog styringen og forklarede de andre, hvordan de skulle gøre og så tog arbejdet fart og bunken voksede. Lis måtte stoppe kvinderne, inden kompostbunken blev for høj. Der var endda materiale til en ekstra lille kompostbunke.

Orm er værdifulde venner

Efter aftensmaden blev der snakket mere om kompost og Lis fortalte kvinderne at kompost er sjælen i økologisk landbrug, og at ormene er værdifulde venner, som man skal være glade for.

På besøg i det offentlige Nepal

I den kommende tid håber jeg at poste nogle indlæg fra vores CISU (Danida) kapacitetsopbygningsprojekt. Der, som I måske husker, handler om at opbygge den lille organisation kvinderne fra Soiya har startet og som Menuka er manager for.

Denne post handler om at gå på offentlige kontorer:
Når man skal lave et Cisu-projekt, skal man fornuftigt nok involvere de lokale myndigheder og sørge for, at ens partner kender dem og de udviklingsmuligheder de ofte tilbyder. Derfor brugte vi et par svedige dage i steghede juli på at besøge offentlige kontorer i distriktshovedkvarteret Bairahawa.

Menuka, der er fra Nepals højeste kaste og som altid har en onkel, der er advokat, eller hvad man nu har brug for, var helt med på ideen ”Ja selvfølgelig skal vi det! Man er nød til at være gode venner med CDO (kommunaldirektøren), ellers så kommer man ingen vegne.”…hm jeg tænker ikke, det var helt sådan, CISU mener det…men altså…netværk er godt, det er der enighed om og ’vores’ CDO er heldigvis en fin fyr, så ham skal vi nok få noget samarbejde med hen ad vejen. Soiya-damerne har ingen onkler, med uddannelse, så de kender ikke nogen i en god stilling, så det bliver interessant at se, om man kan få dem introduceret.

Faktisk er det ikke helt sandt, at Soiya-damerne ikke kender nogen. Det viste sig, at de kendte den udviklingsansatte i lokalområdet (selvfølgelig gjorde de det!). Desværre var hverken hun eller VDC sekretæren (leder af lokalområdet) til stede på sit kontor, hvor der til gengæld lå en enorm mængde lokummer, det er en del af det internationale ”stop open defication” tiltag.
Udviklingsdamen kom på besøg næste dag i Soiya, og det var et hyggeligt besøg, om end der ikke lige var så meget at komme efter.

På turen var det ret svært at få bestyrelsen for Soiya Women i front. De sagde ikke god dag, når de kom ind i et kontor(og der blev ikke hilst på dem), og de sagde ikke farvel, når de gik, og det var lidt svært at få Menuka til at give plads til dem.  Følte mig meget som ”nogens mor”, når jeg sagde: ”Altså hvis man gerne vil blive set, så skal man sige ”namaste” når man kommer ind og se folk i øjnene…”, efter den påmindelse prøvede de at forbedre sig. Men det er en helt klassisk del af det med at være mindre værd (“lille kaste”), det er jo noget, man også selv er medskaber af.

Konklusionen er nok, at et besøg på de forskellige kontorer er fint, men det er ikke nok, hvis Soiya damerne skal øve sig i at være “nogen.”

I dagens slutning var vi lige forbi Fisheries development office, hvor man kan lære at dyrke fisk, noget der efter sigende kan være en del penge i, hvis man kan finde ud af det…. Det er jo ikke en del af vores plan med fisk lige nu. Men vi flirter lidt med tanken om at gøre det til næste år, så det er jo godt at være på udkik J Det viste sig, at man starter fisk i februar, ellers når de ikke at blive store til sæsonen slutter og det bliver ”koldt.” Godt at vide!

En fredelig mus

Vi afsluttede dagen med en cola og en snack på en lokal restaurant. ”Ahj her skal være fødselsdag, lad os gå et andet sted hen,” sagde jeg til Menuka og pegede på de mange balloner, der var hængt kunstfærdigt op i restauranten. Hun ikke fattede, hvad jeg mente. Alle ballonerne var skam almindelig pynt, ha ha, nå ja, det er jo ikke noget naturgivent at balloner er en fødselsdagsting!

En andet ting var, at der løb en lille mus rundt i restauranten! Det synes alle var ganske hyggeligt. ”I Danmark var restauranten blevet lukket,” sagde jeg forarget. ”Ja, men her er musene ikke farlige,” forklarede Menuka overbærende J

Designer-net og køkkenhaver

I skrivende stund er Musahars og Skoleliv i Nepals indkøbsnet på vej til Danmark med kurer, og mit hår har lagt sig pænt ned på hovedet igen efter et mindre drama, der var nær ved at kulsejle vores fantastiske kampagne.

Nettene blev designet af Karen Bagge i januar og syerskerne i Soiya lærte at lave dem i marts hos Pooja, vores dygtige konsulent, inde i Kathmandu.

Alt gik vel, de tre stjerne-syersker Sabitri, Sita og Saraswoti lærte deres kollegaer hjemme på systuen i Soiya at sy nettene. I Kathmandu lovede en ung mand, der er ven af projektet og som var på vej til Danmark, at tage den første portion net med.

Hjemme i Danmark var kampagnen planlagt, fotograf for bl.a. Boligliv Tia Borgsmidt tog nogle superskønne billeder af nettene og de første medier viste dem frem, og fortalte om den gode sag: Når du køber et indkøbsnet, så giver du samtidig en køkkenhave til en mor i Nepal. Altså totalt win-win: Du får en unik brugsgenstand og kvinderne i Nepal får grøntsagsfrø, komposteringskursus og  et bambushegn, og på den måske mulighed for at lave en bedre køkkenhave. Sidste uge i april tjekker jeg daligt op med Menuka og Sukumaya, de to piger, der skal sørge for at fragte nettene fra landsbyen og frem til vores unge ven og privat-kurer, om de har styr på det hele og det har de. Den unge mand får nettene og er klar til afgang.

Den morgen nettene skal ankomme vågner jeg til en sms med ordlyden ”undskyld undskyld, de kom ikke med!!” Med de første mange ventende bestillinger og mors dag 10 dage fremme, kunne man nok blive noget hysterisk over den besked!!

Efter at have grublet lidt over sagen, bliver jeg enig med mig selv om, at det måtte være Stofmanden, der simpelthen skulle redde os. For lige at forklare de uindviede, så er Stofmanden ham, der leverer alt det skønne økologiske bomuldsstof og den sjove brændenælde. Det er også ham, der aldrig sender ting til tiden, og som man med mellemrum skal sende produkter med fejl tilbage til. Men det er også ham, der to gange har besøgt systuen og er vældig glad for, at han er lidt med i det projekt OG som absolut har hjertet på rette sted.

Så jeg ringer og forklarer ham sagen. Han er straks 100 % med på, hvad problemet er og hvad vi skal gøre og erklærer, at det skal han nok klare! Klukker endda begejstret ved udsigten til at kunne være redningsmand. Jeg i min ende er på grådens rand af taknemmelighed. Det holder i øvrigt aldrig op med at fascinere mig, at det er top-umuligt at langtidsplanlægge med nepalesere, men at det generelt er langt bedre at komme med akut behov for hjælp.

Efter endnu et tykt antal opringninger til Stofmand og Suku (der stadig har halvdelen af nettene) og et større antal emails, ser det nu ud til at nettene er på vej til Danmark i tre hold, og at de første ankommer onsdag altså med seks dages forsinkelse. Næste sending kommer fredag og den sidste i næste uge. Hurra for de pligtopfyldende mennesker, som har gjort deres bedste for at hjælpe.

Nu håber jeg så bare, at rigtig mange vil købe nettene, og jeg glæder mig til at fortælle om køkkenhaverne her på bloggen.

Se nettene i Musahars web-shop

Del nettene på Facebook

Nye indtryk giver nyt mod

Egentlig er det ret indlysende, men alligevel er det først nu gået rigtig op for mig:

Et af de store problemer, når man er fattig, lavkaste og kvinde, er manglende selvtillid og andres manglende tiltro til ens evner. Det viser processen med at oprette en forening for syerskerne i Soiya med al tydelighed: Alt tog meget lang tid, og fra starten var myndighedernes udmelding: “Kvinder, som dem her, kan ikke have deres egen organisation” (!!). Første sejr er, at det har de nu! De måtte godt nok have hjælp, men det lykkedes og det blev gjort af ene kvinder.

En af de måder problemet bekæmpes på, er nye udfordringer og ikke mindst nye indtryk og viden!

En af de ting vi lige har gjort for at styrke syerskerne er at sende tre af de dygtigste på “Taskekursus” i Kathmandu, og i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag, vil jeg fortælle lidt om den tur.

Det er en alvorlig sag at være taget til byen! Her: Thamel, Kathmandu.

Saraswoti, Sita og Sabitri var i Kathmandu for at lære at lave nogle nye fine indkøbsnet, som vi blandt andet skal sælge ved en særlig lejlighed senere…Det plejer jo at være Pooja, der tager til Soiya, men hun er gravid og baby ligger ikke helt rigtigt, så lægen sagde det var en dårlig ide med bumperiet på de dårlige veje ved landsbyen. Da jeg samtidig skulle have puder til Danmark og faktisk også helst nogle indkøbsnet, der allerede var bestilt, så sendte jeg en minibus af sted med materialer fra Kathmandu og hentede puder og syersker med tilbage. En sidehistorie er, at vores stofmand også tog med frem og tilbage. Det gjorde mig rigtig glad! Kan ikke lige forestille mig nogen leverandører her i Danmark, der ganske frivilligt sætter sig ind i en bil i 2×8 timer for at køre til en lille landsby ad hullede veje. Nå, tilbage til sagen:

De tre damer, som har været i Kathmandu få gange i deres liv, har nu været hos Pooja i 5 dage og fik hurtigt fod på nettene (de er alle tre meget dygtige).

Syning på terassen på Poojas nye gæstehus i Kathmandu. Det er stadig den tid på året, hvor det er varmest ude!

Da der var tid til overs, fik jeg den indskydelse, at de da skulle ud og se noget og fik arrangeret et møde hos NGOen Women for Human Rights, der ledes af Lily Thapa, der er en både sej og meget hjælpsom kvinde.

Her foran WHRs kontor i Kathmandu

Hos WHR blev de vist rundt og talte med en advokat, som lovede at støtte dem, hvis de skulle få brug for det fremover med råd og dåd. Det synes de alle tre var en god oplevelse. I de 4-5 år jeg har kendt de tre er de vokset enormt. I starten var alle meget usikre og skeptiske og Sabitri sagde lige ud: “Jeg tror ikke, vi kan finde ud af det her”. Nu siger hun “Vi skal kunne klare os selv” og jeg er enig:  Nu er det simpelthen på tide at rykke videre og blive mere selvstændige og det skal ske ved at lære nyt og se nyt. At tage til Kathmandu er en af de ting, der flytter noget. At møde ligesindede giver selvtillid. Næste skridt er at give de tre og resten af bestyrelsen i deres nystartede forening et ledelseskursus. Det gælder om at få dem til at sige “vi kan” og at de gør det!

Det var sjovt at komme ud og se, hvordan andre kvinder har indrettet sig.

Det går overskuddet fra vores tehætter til frem til 15.3 og vi følger op her på bloggen!

Så er der frokost!

Lige nu sidder jeg og knokler med regnskaber for både Musahar og Skoleliv, der fra på lørdag smelter sammen til et, så da Menuka ringede kl. 4 i morges, slukkede jeg telefonen og sov videre.

Da jeg sad i toget til arbejde og febrilsk havde fået fyldt mit Nepal-telefonkort op, passede det så heldigvis perfekt med, at hun havde spisefrikvarter på skolen og kunne snakke.

”Vi var oppe for at få registreret de sidste papirer til foreningen i dag”, sagde hun ”men de ville have frokost allesammen og da jeg sagde nej, så sagde damen, at vi også kunne betale hende. Ja hun sagde det ikke lige ud, men med andre ord…”

Det viser sig, at Menuka og damerne har måtte betale frokost til de lokale embedsmænd inde i Bairahawa, hver gang de har været der for at skulle have noget skrevet under!!  ”Jeg tænkte, at hvis du ikke ville betale, så gør jeg det selv. Men nu har jeg brugt hele min løn, så jeg kunne faktisk ikke betale hende”, fortsatte Menuka, min superengagerede 26-årige koordinator.  Vi har bøvlet med den organisation i mere end et år, og vi er alle meget trætte af processen!

Stand in Nisha
Som om det ikke var nok, så er der hele spørgsmålet om det bortløbne bestyrelsesmedlem Nisha. Hun er pistborte og har efterladt sin lille sveske af en datter hos svigermor. Har stort set aldrig set hende udenfor systuen uden den pige i hånden, så det er ret mærkeligt. Nå, men udover de personlige spekulationer, så er det meget problematisk at skulle starte en forening og så mangle et bestyrelsesmedlem. Især i Nepal, hvor hele banden skal rundt fra Herodes til Pilatus for at skrive under på det ene og det andet.

Menuka har i bedste Nepalstil haft diverse ”stand-in Nisha’er” med til myndighederne. Men en efter en har pigerne sagt fra, de vil ikke have ørerne i maskinen for snyd – håber det også gælder i andre sammenhænge…Det er duer jo ikke…men det siger også utrolig meget om Nepal, at man har et ærligt forehavende og må lave den slags desperate tricks, fordi unge piger må løbe væk, hvis de vil skilles og fordi retningslinierne for at registrere en forening ikke bliver overholdt af myndighederne!

Føler igen igen med Menuka og glæder mig i mit stille sind over, at jeg ikke sendte den lidt halv irriterede mail til hende, som jeg havde skrevet i går med påbud om flere rapporter. I stedet huskede jeg at sige “Du er bare så go!” inden jeg lagde på.

Når kvinder er løse på tråden

Jeg har lige modtaget en skrækkelig mail fra Menuka, midt i messe, planlægning af nye produkter og det løse. Menuka er nu endelig efter halvandet års arbejde og adskillige rådgivningssessions med min gode ven Yubaraj, endelig er ved at få registreret en lille organisation sammen med syerskerne i Soiya. Formålet med organisationen er, at de kære damer skal lære mere og klare sig bedre i fremtiden både med og uden danske venner.

Alle har sagt til Menuka, at det er let at registrere en lokal NGO, en tur til distriktets embedsmænd, så er den hjemme. Det har så bare ikke virket, som om det fungerer sådan – udenfor Kathmandu – Menuka og damerne har både skulle til lokal-administrationen for området og til politiet, og det er sidstnævnte, der i denne omgang har givet Menuka “tensions”. For at starte en NGO skal politiet nemlig sig god for, at bestyrelsen er ordentlige mennesker. Ikke at de skal være gældfri eller andet objektivt, næ nej, ordentlige mennesker i gammeldags forstand, og det er damerne fra Soiya altså ikke!

Først er der Nisha, en sød ung kvinde fra kasten Kumal, der i sin tid løb væk med den kønneste Musahar-dreng i landsbyen og fik Swodiksha, den kønneste lille tøs man kan forestille sig, sidenhen er han angiveligt også begyndt at sparke hende ud af sengen, når han ikke synes, han kone behager ham. Nu er Nisha forsvundet, angiveligt har hun fået nok af mand og svigerfamilie og er flyttet hjem til sin mor, der netop er vendt hjem fra Kuwait efter en del år som hushjælp. Den udåd har hendes svigermor meldt til politiet, som jo derfor kun kan melde at sådan en kvinde, kan man da ikke sige god for. Har I tabt tråden? Hæng på, der kommer mere: I det hele taget så synes politiet, at kvinderne fra Soiya er nogle værre nogen, de tager for eksempel på hotel med andre mænd end deres egen! Hvad gir I? Så kan man da ikke lave en NGO vel?
Jeg må indkomme, at jeg sidder dybt forarget og magtesløs og skriver dette. Hvad f…er meningen? Hvis damerne i Soiya virkelig er på hotel, så håber jeg, det er med mænd, der er sødere og mere ædruelige end dem, de har derhjemme. Men med stor sandsynlighed er det meste overdrevne og løse historier, som et par såkaldt højkaste politibetjente ustraffet kan slippe af sted med, fordi der bare er tale om en flok kvinder og så fra så lav en kaste! Det skal her lige tilføjes, at da Menuka for et år siden første gang var oppe og tale med det lokale regeringskontor, var reaktionen, at sådan en gruppe kvinder, da slet ikke kunne finde ud af at have en forening!
Mit største ønske lige nu er at tage første fly til Rupandehi og sige et par borgerlige ord til d’herre fra politiet, men er jo som sædvanlig nød til at styre mig, og lade Menuka og damerne selv klare ærterne. Krydser fingre for at det går godt, og at syerskerne fra Soiya kommer til at le sidst!

En billedfortælling om grønt og næsten helt uden puder

Nu er det sørme blevet jul, og Musahar holder julemarked hele denne weekend! Heldigvis blev jeg hørt af transportguden dengang i slutningen af oktober da jeg sidst skrev mit meget lidende indlæg om den forsvundne taske med puder. Da jeg i slutningen af november var i Nepal fik jeg min taske – monsterstor og fyldt med blå kaffehætter og grå elefanter (så fine!). Nå men jeg vil lige advare om, at dette indlæg stort set ikke handler om puder og interiør men mest om eksteriør i form af grønne skønne haver. Så ærede læsere læn jer tilbage og nyd denne lille billedfortælling:

Midt i november var jeg så heldig at kunne drage til Nepal for at lave skolehaver med mine syersker. Endnu mere heldigt var det, at jeg havde Lis Rasmussen, dansk økolog og Umananda Dunghana, farm manager på Søbogaards økologiske gård Kathmandu med! Alle de andre skønne mennesker på billedet tilhører en anden fortælling 🙂

Solnedgang over Rupandehi. Det var skønt at besøge området så sent på året. Det var decideret køligt om nætterne, der ellers plejer at være svedige og fulde af myg.

Den første morgen: Alle syerskerne ankommer til skolen for at være med til at lave skolehaver.

Vi starter med at forbedre udnyttelsesprocenten, ved at lave kartoffelbed omme bag skolen, hvor der før var ukrudt.

Hvorfor samler vi skræld her bagved huset? Spurgte Renu helt åbenhjertigt. Ku da ikke forstå hvad det sku gøre godt for!

Lis og Sabitri i gang med kartoffelrække nr. 1. Her i området plejer man at så mange flere kartofler pr. række og så vander man ikke!

Syerskerne synes rigtig godt om vores allesammens nye “thulo didi” (store storesøster).

Nirmala, med sin søn, der sidste gang havde det vildeste skoldkoppe-angreb.

Laxmi er på madholdet. Fremover skal mødrene lave mad til skolens børn en dag om ugen i grupper af to.

Nisha spiser frokost med sin datter. En af fordelene ved, at mødrene laver mad er, at de på den måde får en chance for at blive mere engagerede i deres børns skoleliv.

En meget vigtig ting, når man skal gro ting vertikalt, er jordens kvalitet. Derfor laver kvinderne her joll-moll – flydende gødning af forskellige lokale planter. jeg var meget nervøs for, om vi nu kunne finde alle de planter, jeg havde hørt der skulle i, men heldigvis vidste syerskerne allerede hvad de skulle bruge, fra et tidligere kursus i permakultur-farming.

Aphno bicaar! Din egen mening tak! Det mest fantastiske ved de vertikale skolehaver er, at det handler om udvikling i ordets sande forstand. Vi skal eksperimentere og lære og der er ikke nogen facitliste. Gode råd findes kun i momenter og vi er selv nød til at opfinde det meste med lidt hjælp fra et par bøger med gode illustrationer: Asha og Sanghita (med bogen) kan ikke læse, men de forstår godt tænket om at der er begrænset plads horizontalt med nærmest ubegrænset plads vertikalt.

Endelig! Nu har jeg fablet om at dyrke grøntsager i tønder i flere år og nu sker det! Her: Vi forsøger at lave huller i en vandtønde med hobby-knive fra Silvan.

Det viste sig at være en åndsvag ide at bruge hobby-knive! Tønderne var alt for stive i det. Nå men heldigvis fandt syerskerne på, at vi skulle smelte huller i stedet! Super go ide!

Det var noget af en kamp at få lavet huller i siderne på tønderne. Her måtte vi delt smelte dels skære med hobbyknivene

Den første jord hældes i den første tønde.

Næste tønde tøjres ovenpå den første. Ideen med at der skal laves mindre huller og ikke bare et stort hul i bunden af tønderne (fordi det gør vandingen for ustyrlig) var mr. Dunghanas.

Sita og Menuka sætter de første stiklinger fast i deres huller.

 

Der fyldes i tønderne!

Så! Øverst garnerer vi med en tomatplante!

Mellem tønderne afprøver vi en anden vertikal ide: Poser, i dette tilfælde syet af gamle reklarmer, med grøntsager i: Her: Chili

Pabitra madam, en af skolens lærere observerer det nye. Tanken er, at det vertikale projekt ikke bare skal give mere mad til skolen, det skal også være et sted man kan gå hen og blive inspireret og lære noget nyt. De fleste nepalesere på landet har noget grønt derhjemme, så det er bare med at komme i gang.

Vi skal ha et billede, siger jeg og straks ser alle ud som om de er til begravelse: “ingen er døde!” håber jeg teatralsk på mit gebrokne nepali og så flækker de alle sammen af grin: “den var ny:)”

 

Det med tønderne er ret besværligt. Vi forbedrer principperne ved tønde to og tre og har igen en herlig diskussion af “bicar” (= mening) og bliver enige om nogle supergode forbedringer i fællesskab. Vi bliver også enige om, at i landsbyen starter vi med ophængte poser, mens vi ser hvordan det går med tønderne på skolen.

Så går vi i gang i landsbyen. Som det ses er det vertikale ikke fremmed for menneskene i de små lerhuse.

Begrebet “smadderkasse” får her en ny dimension. “Sig mig engang skal I ikke hjælpe bedstemor med det hus?” spør jeg Laxmi og hendes mand “der er ikke koldt” lyder svaret! tja..

Vi får også lige kikket lidt på elefanterne. De er bare blevet så fine! Vi er alle vilde med dem. Haverne i Soiya vender jeg stærkt tilbage til i et senere indlæg. For nu er der blot at sige “namaste” og husk: Elefanter er gode julegaver.

Mohan, Krishna, Asik og Sanghitas mindste. Den her lille flok rødder har jeg kendt fra de blev født.