Monthly Archives: maj 2011

hvorfor kan man ikke hæve sin datters penge i banken?

Personlig frihed også i ”den danske bank”

En af vores sypiger har hævet sine sparepenge og er løbet væk med en ung mand fra området. Så nu vil hendes mor gerne have udbetalt hendes opsparing. At dette ikke er muligt ifølge hendes arbejdsgiveres danske logik, var rigtig svært for hele holdet at forstå. ”hun har selv sagt det er ok”, var argumentet. ”skal jeg så også kunne hæve dine penge nede i banken, hvis jeg siger du har sagt det var i orden?” spurgte jeg. Det var hun ikke helt med på. I en kultur, hvor der er fokus på familien og ikke på individdet synes mit argument ikke så holdbart.

Nu tar vi bussen!

Om fredagen holder damerne fri, fordi det er markedsdag. Før i tiden gik de så den lange vej op til bazaren, vel en tur på 2 timer hver vej…”Nu tager vi bussen”, fortalte de os nu. Det koster 10 npr (80 øre) og det er da skønt de synes, at de har råd til det nu!

Sabita, Ranchana, Nilam, Mangali og Phoolmati

Nu tror pigerne på sig selv og os, så vejen til smil er blevet meget kortere.

En kort – en lang: et godt grin på tharu)

En af de ting damerne i Soiya synes er sjovest ved vores besøg er, når undertegnede forsøger sig på deres eget sprog ”tharu”. ”Nik bha” og ”nai nik bha” (godt og dårligt) udløser altid stor jubel. Denne gang skulle de lære noget nyt nemlig at sætte snor og sikkerhedsnål på hangtags og da vi gik i gang med den øvelse, fik vi så udviddet mit tharu med ”for kort” og ”for lang” (refererende til hvor højt knuden på snoren sad). Udover sproglig morskab, var det skønt at se samtlige damer sidde på spring for at prøve det nye! De har i den grad flyttet sig over i en verden af  ”jeg kan noget” – fedt! En ekstra ting var, at vi denne gang både skulle lave tags med japansk og med engelsk tekst. -nogle kunne omgående se, hvad der var hvad, mens andre lige måtte spørge 🙂

Sabita og Phoolmati laver tags med japansk tekst

Alle pigerne synes det var supersjovt at lære at sætte snor og sikkerhedsnål på hangtags.

En afskedsgave fra de unge piger.

Da vi skulle afsted kom tre af de unger piger med gaver! Pooja og jeg fik hver en fin glaskasse med plastikblomster i – nok rangerende blandt ting der er for grimme, selv til en tyrkisk import-eksport butik, men en meget meget sød gestus. Naturligvis afleveret med fuldstændig udtryksløse ansigter….bom bom håber da jeg så ’rigtig’ ud ved modtagelsen J

Anne Mette med fin fin gave som Aarati, lille Asha og Radha hentede i nærmeste bazar lige inden vi igen vendte næsen mod Kathmandu

Men alt i alt så går det fremad, både med arbejdet og med tilliden og åbenheden. Dette gælder for øvrigt også Stofmanden, som jeg havde to helt fornuftige møder med og som nu skriver glade positive emails med masser af ”thank you” i.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

MUS-Samtaler

Nu ku man være morsom og sige at alle samtaler i Soiya er en slags Mus-samtaler J

Tanken om medarbejder-samtaler under fire øjne  har længe været på programmet for dette besøg i Soiya. Til møder med hele gruppen, er der mange som bare sidder og kikker og desuden har det før virket positivt at snakke med eventuelt utilfredse elementer på tomandshånd. Så målet med samtalerne var at give alle en mulighed for at give deres besyv med under 6 øjne (tolken skulle jo også med).

Renu og hendes datter

Renu i sit hus af mudder og mursten, der var ikke råd til cement.

Samtalerne var en utrolig positiv oplevelse. En af kvinderne havde fx. haft et meget uregelmæssigt fremmøde og målet med hendes samtale var derfor at finde ud af, hvorfor (hun er i parentes bemærket rigtig dygtig, så vi ville gerne have hende med ombord). Flere af de øvrige havde sagt, at det var kvindens mand, som var problemet, men ifølge hende selv, var det fordi hun skulle betale af på en gæld på 45 kg ris, som hendes nu afdøde svigerfar havde fået uden at betale. Afbetalingen bestod i 1o dages arbejde for ris-butikken.

Vi blev enige om, at hun kunne få et lån på 1500 rupees hos os (130 kr) og betale af over tre måneder, så hun kunne få ro til sit arbejde. ”Kan det blive mellem os?” spurgte hun. Damerne i Soiya er altid meget bange for at vække deres medsøstres mishag og vi har jo heller ingen interesse i at sladre, så det blev vi enige om.

En anden kvinde har netop mistet sin mand og sad nu til sin samtale og opregnede alle dem hun skyldte penge (hele landsbyen og lidt mer til) for medicin. Hendes ønske var, at få sin datter ansat hos os. Da dette helt klart vil kunne bringe hendes økonomi i bedring indvilligede jeg i give datteren en måneds oplæring og så se, om vi kan bruge hende i vores brodergruppe. Denne er nemlig blevet kraftigt decimeret, da flere af damerne herfra er overgået til at sy stolepuden Chokati.

Det sidste gjorde flere af de andre damer meget vrede. ”hun bor her ikke” og ”hvorfor har hun (moren) ikke spurgt os?” sagde de. Pooja fortalte dem temmelig direkte at det ikke var deres bord og vi blev bagefter enige om, at hvis pigen stadig er i landsbyen om en måned, så er hun fastboende.

Maya og Soba

Maya, der underviser i broderi sammen med Soba, den pige som er under oplæring

Vores dygtige unge underviser Aaratis mor Sabitri brugte sin samtale på at fortælle, at datteren gerne vil have orlov og gå på skrædderkursus i tre måneder. Jeg har brugt en del krudt på at køre Aarati i stilling som stofansvarlig og underviser af de øvrige, så det var ikke lige de bedste nyheder, omvendt er det jo dejligt at hun bliver endnu bedre… Så ved Aaratis egen MUS samtale, fik vi snakket mere om tingene. Aarati blev rost til skyerne og da det viste sig at det sted hun gerne vil have undervisning, er hos en af Menukas venner (som vi selv har brugt til en træningsperiode), så tilbød jeg hende at betale kurset (3 mdr. for 110 kr), mod at hun sørger for det bliver om eftermiddagen.  Det viste sig også, at Aarati faktisk har næsten 6. klasse og i sin tid var glad for skolen. Hun stoppede, fordi hun var syg i 3 mdr. i 6 klasse og derfor ikke ku følge med… Hm overvejer meget om hun er en af dem man skal satse på i fremtiden ift. at stå for mere af systuens drift. I dag er Menuka uundværlig og det er jo et eller andet sted alt alt for skrøbeligt.

Samtidig har det hele tiden været vores ønske at gøre systue-damerne selvstændige, det har bare vist sig at være et projekt som tager en del længere tid end først antagetJ

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Et skridt tættere på Soiya – 1

Så er endnu et dejligt besøg i Soiya til ende og resultatet kommer ind her på bloggen i løbet af ugen – husk også lige at sætte kryds i kalenderen torsdag/fredag – her har Musahar lagersalg på Lauravej 3, kld. i Valby fra kl. 15 – 19!

Samosa og grise

Denne gang startede besøget i Soiya med snacks. Damerne havde købt små søde nepalesiske sukkerkugler (som taget ud af en pakistansk sweet shop på Vesterbro) og vi kom med Samosa og sodavand. Jeg havde bedt Menuka bestille og af en eller anden grund gør den slags hende nervøs, så hun ringede nok 5 gange for at konfirmere bestilling af 90 samosa (en ordre der i parentes bemærket kostede os 50 kr!).

Så først var der tikka, mala  (rød farve til panden og blomsterkranse) og sweets, så møde om alt det praktiske, så samosa og hyggesnak. Sidst nævnte bestod blandt andet i at undertegnede fik spurgt hvorfor i alverden damerne køber grise for deres sparepenge! Grise spiser meget og giver ikke mælk, hvorimod fx geder glad nipser alle mulige planter (hos naboen) og giver mælk og kid, så det har jeg længe haft lyst til at opklare.

Først var svaret at geder er billigere. Men da det kun er 1000 rupees forskel (75 kr) lød det lidt mystisk….senere var der en som fortalte at to af de geder hun har haft er døde, så forklaringen er nok nærmere, at geder lettere bliver syge. Shantis gris (omtalt tidligere her på bloggen), er nu godt nok også død. Men den fik de alligevel mad ud af og vidst også solgt noget af kødet, så lidt mere profitabelt end død ged uden kid og mælk….

Kul på

En af de første glædelige oplevelser efter ankomsten var det nye kulstrygejern. Vi har i den senere tid haft store problemer med strømsvigt. Faktisk mente damerne i en periode de hellere måtte sidde og vente på strømmen og kom den først henad eftermiddag, så var det vidst forsent at starte….min første reaktion var at overveje mulighederne for at sætte solceller op, men Pooja foreslog et kul-strygejern og nu er det anskaffet og fungerer fantastisk. Damerne medbringer selv kul hjemmefra deres egne ildsteder til at varme det med!

Mangali, der er fast strygedame er glad for kulstrygejernet

Kulstrygejernet fungerer fantastisk og alle var enige om, at det ikke giver pletter.

Orden, struktur og ansvar

Kodeordene for besøget denne gang var mere orden, effektive arbejdsrutiner og faste ansvarlige for de mest centrale opgaver. Først blev de ansvarlige for de forskellige grupper indkaldt og vi spugte efter nogle stofprøver som uldgruppen har syet. Dette spørgsmål satte alle 5 kvinder i gang med at kikke i samtlige kasser i henved 15 minutter. Så da jeg bagefter foreslog mere orden med reference til deres adfær, så var de helt med. Da jeg samtidig fandt 4 forskellige farver bomuld i kassen til farve nr. 3, gik også budskabet om 1 fast ansvarlig for at lægges stof på plads rent ind.

Anne Mette holer møde med Asha, Maya, Sabitri, Aarati og Chireiti

Møde med de ansvarlige for de fem grupper

Vi blev enige om, at plastiklommer på alle vores metalkasser, hvor man kan sætte billeder af den ting som er i, ville forhindre at alle skal bruge tid på at lede. Asha og Aarati blev udnævnt til stofansvarlige og er nu de eneste som må putte stof i kasser og tage det op igen. Asha er desuden blevet selvbestaltet symaskine-reperatør, noget hun absolut ikke lægger skjul på vigtigheden af… Aarati som bare er 17 år imponerede mig dybt ved selv at have opfundet en masse træningsopgaver for vores uld-gruppe, hvor krøllet stof og 3. sorteringspuder anvendes igen.

1 kommentar

Filed under Uncategorized