Vådt stof og meget tunge kasser

Nå, men vi fik snakket os til rette om vådt stof og stof med pletter. Stofmanden mente ikke han havde sendt vådt stof – blot var halvdelen pludselig bare lettere fugtigt…Nå den historie stemte jo ikke med Poojas beretning om drivvådt stof, som samme stofmand havde givet hende besked på at tørre i solen. Endte med at jeg bad stofmand lade fortiden hvile og bare koncentrerede sig om, at sende tørt stof fremover, hellere sende senere og sende tørt – for ellers så ryger stoffet tilbage igen ganske omgående. Da vi samtidig sendte plettet stof tilbage, tror jeg det fremgik klart at det var seriøs snak. Manden havde også indikeret at vores to trofaste damer Pooja og Menuka måske ikke helt fortalte sandheden – så jeg skrev, i et separat afsnit – at vi håbede alt var godt mellem dem og ham, for vi stoler meget på dem J Den fangede han også

VÆGT

Så kom den store dag – hvor DC skrev til mig at NU bliver puderne sendt afsted – vejende 107 kg! Jeg blev mildt sagt chokeret! Puderne vejer lidt under 50 kg, der er 2 kg ekstra uld og 1000 hang tags, men alligevel! Ringede ham så op i dag og spurgte hvor nu fejlen lå. Han startede med at sige at ”det er tungt pap” og efter lidt snak frem og tilbage hvor ordet FALLIT indgik som en del af forklaringen på, hvorfor pap ikke skal veje 50 kg, sagde han ok ok jeg chekker lige. Det viste sig så, at de her folk fra speditørfirmaet havde taget rumvægt – og dermed lagt 32 kg oveni!! Ikke liiige det vi havde aftalt – pis og l….

Nu har Stofmanden så lovet, at han vil tale med speditøren igen – og lade ord som FALLIT og ”no business” falde.

Godt man elsker sig arbejde for ellers kunne man godt blive lidt træt i sit hår J

Advertisement

Landsbysladder og stofmænd!

Har lige talt med Pooja og alle dele af projektet havde tydeligvis trængt til hendes besøg!

Blandt andet holdt hun møde med de obsternasige murere fra landsbyen, som nu påstår, at de skam gerne vil bygge et hus for den aftalte pris – de var bare sure over at Menuka også havde spurgt andre om prisen. Menuka siger så, at de havde foreslået hende at dele overskuddet i porten og da hun sagde nej, blev de sure på hende. Det sidste er nok det mest sandsynlige….Nå, bare de bygger nu, så pyt! Vi kan jo ikke lave Nepal om – bare notere os at det er sådan det er.

Når vi nu er ved mænd og Nepal, så er stofmanden det andet sted hvor det er lidt tungt for tiden. En ting er, at manden havde sendt drivvådt stof, og at der var noget der var decideret misfarvet. Derudover har han ikke fået lavet huller i mærkaterne og ikke sendt sikkerhedsnåle med! Isch! Hvad fanden skal de med mærkater uden hul og uden sikkerhedsnål!!? ”Det bliver fint” siger han. Nej det gør sgu ej, siger vi!

Sidst men ikke mindst er Asha og hendes datter efterhånden mega-mavesure over, at det tager så lang tid at få det sy-projekt ud af deres hus, de er decideret aggressive og da Pooja forsøgte at sige til datteren at hendes mor jo har lært at sy gratis, fandt datteren på, at huset decideret er bygget så stort fordi de regnede med en masse penge fra sy-projektet! Helt ærligt, prøv lige at find på en mere troværdig løgn!

Nå, som jeg sagde til Pooja, så har vi brug for dem, så jeg må betale ekstra indtil byggeriet er færdigt.

Suk suk! Hvorfor er fattige mennesker ikke bare rare og uskyldige?

Et lille efterspil til ovenstående: Asha blev tilbudt de dobbelte i leje i maj og en ny fejekost, så nu er hun glad igen. Pooja har givet alle kvinderne løn ift. Fremmøde – og det var de alle meget glade for. Reglen er, at hvis man er syg eller ens barn er syg, så har man to gratis sygedage pr. måned. Har man andre ting man skal, så er det i orden, men så er det for egen regning. Alle er superglade for den ordning – da den er enkel og tydeligt retfærdig.

Vores stofmand har fået en mail som forhåbentlig er en god blanding af nepalesisk høflighed og dansk ligefremhed omkring vådt stof og pletter – og er blevet bedt om at levere nyt uplettet og tørt stof i de farver der mangler – imens laver kvinderne bare nogle andre fugle – det er skønt at vi har Pooja og Menuka til at støtte os og kvinderne! Al magt til kvinderne J

Bandha bandha bhanda

Stoffet, som jo pludselig var løbet tør hos producenten er ved at være klar. Næste udfordring er så en strejke (bhanda) i hele det sydlige Nepal, som forhindrer stoffet i at nå landsbyen. Og de skal i gang, hvis vi skal have vores første ordre helt klar.

Desuden tager Pooja vores kvalitetskonsulent derned søndag for at implementere nogle mindre justeringer i et af mønstrene, så der skal være stof!! Vi satser på, at Pooja enten kan tage stoffet med i flyet søndag eller at strejken bliver afblæst…- uha godt Pooja er så kvik og Menuka er så arbejdsom!!

…Og så er der sgu også strejke mandag. Skulle måske lige forklare de uindviede, at strejker typisk er delt i Terai bandh (hele det sydlige lavland ligger stille), Kathmandu bandh (hovedstaden rør sig ikke) og det totale Nepal-bandh (uha ikke rart). Fredag var der Terai bandh (og derfor ingen lastbiler som kunne komme ned fra bjergene) og mandag Nepal-bandh vidst nok udråbt at maoisterne over en eller anden technicalitet. Men der er faktisk fly, så Pooja vil forsøge at komme til lufthavnen – det er ofte muligt at tage en rickshaw ellers må hun udskyde til tirsdag og vi må endnu engang omrokere produktionen…Det er stadig muligt – omend det begynder at kræve en vis kreativitet…

Huh – det er ikke sjovt!

Forsinkelser igen!

Det bliver f… ved – har lige fået at vide at stoffet først er fremme tirsdag – måske onsdag! Og nu har Pooja købt billet til tirsdag morgen – mandag er der så lukket i hele byen, så hun kan ikke lave det om.

Nå, men der er jo ikke andet at gøre end at tage den positive hat på (ja-hatten som min svigersøn ville have sagt) og skrive til Pooja, at hun bare skal tage af sted – vi skal nok finde noget, hun kan lave – der er jo blandt andet en bygning som skal op at stå og her kan Menuka sikkert sagtens bruge en håndsrækning med at få lansbyboerne til at forstå, at vi gerne hjælper, men ikke er en gavebod J

Du skal ikke bekymre dig – før jeg råber hjælp
Selvfølgelig var vores internet nede og min telefon nægtede at sende sms til Pooja i Nepal, så til sidst ringede hun sørme til mig om de seneste forviklinger. Det er en ret interessant del af nepalesisk mentalitet, som både Menuka og Pooja repræsenterer: Først skriver de ”du skal ikke bekymre dig, vi har styr på det – og så snart der er noget at bekymre sig om: ”hjælp hjælp, hvad gør vi?”  – så man skal altså huske at være klar til at beslutte noget (=bekymre sig). Samtidig er det superdejligt, at de siger til med det samme. Jeg har hørt om så mange nepalesere, som bare ikke gør noget, når der opstår problemer…hurra for Pooja og Menuka J

Et stk upopulær stofmand

I dag blev jeg ringet op af stofmandens søn om jeg lige ku ringe til hans far det var ”urgent”, jeg stod midt i forberedelser til min yngste søns børnefødselsdag, men måtte smide balloner og pølsehorn og ringe ham op – da jeg endelig kom igennem viste det sig, at han ikke kunne finde tråden eller sikkerhedsnålene i den rigtige størrelse og farve – hvad han skulle gøre? Jeg lovede at chekke og vende tilbage. Nå, så kom der sms fra Pooja, som endelig var kommet afsted til Soiya samme morgen – samme besked: Ring lige. Ok, måtte så ringe hende op også: Viste sig at DC-stofmand havde sendt vådt stof afsted, at farverne var mystiske og der var pletter på dele af stoffet!! Lort, lort (og svært at dirigere træt ægtemand til at sætte balloner rigtigt op samtidig!!). Nå efter kort samråd med KV blev vi enige om, at vi måtte få sendt det hele tilbage – vi vil ikke have dårlig kvalitet, så hellere levere senere, selvom det er surt.

Vores dilemma har hele tiden været, at på den ene side er det ikke fedt med for mange deadlines i en opstartsfase omvendt, så ville det heller ikke være fedt at investere så mange penge og tid og så finde ud af, at der ikke er en eneste forretning som ville have puderne. Nu har vi 8 forhandlere og flere på vej og det er godt nok stressende, men det er også det som holder modet oppe, når der sker forsinkelser (der er faktisk nogen som synes vores puder er fede J

Senere skrev Pooja, at meget af stoffet er ok, så nu er de gået i gang. Jeg må ringe til hende i morgen og få en mere præcis melding – hurra for Pooja. Som for resten for nyligt lavede superelegante lønforhandlinger med mig over email og fik en del mere end jeg havde tænkt mig – noget jeg lige nu er superglad for, da hun mildt sagt står med en stor opgave (så er det f… vigtigt at hun er glad).

Byggeri på nepalesisk

En af de ting som skal ske meget snart er, at kvinderne skal have en bygning at arbejde i. Aasha skal have sit halve hus tilbage, hun skal selv bruge det, gider ikke rigtig låne det ud mere og bliver selv meget forstyrret af resten af sin familie. Hertil skal så lige tilføjes at hun forsøgte at tørre hele sin el-regning af på os for foråret – vi taler 25 kr. om måneden, men når nu hendes fjernsyn kører hele aftenen….så synes jeg måske ikke hun skal beskylde vores ene sparepære for at sluge strøm!

Det med en bygning er jo en større investering, så vi har forsøgt et par fonde – men desværre fået afslag…ville nok være lettere hvis man var en organisation, men det kan jo for søren ikke være rigtigt, at alt skal være baseret i organisationsverdenen! Synes personligt at forretning bør være forretning gerne med et socialt ansigt som vores, men grundlæggende handle om at tjene penge og alle de gode spændende og vigtige non-profit initiativer skal foretages af organisationer – som så i mine øjne burde promovere frivilligheden og de mellemfolkelige og medmenneskelige initiativ.

På Nepalsiden er problemet, at landsbyen ikke er særlig hjælpsom – eller sådan lyder det herfra. En af de mest indgroede misforståelser om fattige mennesker (som jeg absolut også selv lider under) er, at de er stakkels uskyldige væsner, som bare mangler en hjælpende hånd. Det er naturligvis et vigtigt aspekt, at folk som dem i Soiya er fattige, fordi de mangler økonomiske og uddannelsesmæssige ressourcer, men derudover er særligt nogle af mændene altså også både grådige og dovne – ikke så politisk korrekt men altså jeg er sikker på at deres koner er enige :).

Jeg har bedt Menuka om at inddrage landsbyens murere mest muligt – huset er jo til kvinderne og dermed en investering i deres familier. Først har alle kvinderne nægtet at bygge selv, ”det er mandearbejde” som de siger. Nu har jeg jo så set og filmet tharu –kvinder længere ude vestpå, som knokler med at bygge grønne skoler, så det er absolut ikke sandt!

Dernæst skal mændene så have 20% mere end den billigste murer Menuka har spurgt! Og da jeg spurgte hende hvorfor, sagde hun ”de siger ’hvorfor bliver du ved med at bede om det billigste’, Anne sender jo bare pengene”, det blev hun rimelig irriteret over og det har jeg da også temmelig svært ved ikke at blive. Men faktisk er det jo fordi jeg løber ind i min egen ”fordom” om disse mennesker. I virkelighedens verden forsøger de jo blot at maksimere deres udbytte….at de så har fejlberegnet Annes økonomiske formåen, det er en anden sag J

Jeg har bedt Menuka spørge dem en sidste gang og sendt et kort brev, hvor jeg skriver, at der altså ikke er flere penge men at de får en sidste chance for at tjene dem, hvis de vil – ikke fordi jeg er et godt menneske, men fordi det rent socialt vil være bedst, hvis der ikke skal fremmede ind og bygge i deres landsby!

Ville ønske jeg var der så jeg kunne give dem en skideballe!

Omvendt kan man vel sige at set fra deres perspektiv er det bare med at få noget ud af de ressourcer som er lige nu – se fremad? Det er en luksus for de rige…

Første kvalitetscheks-besøg

Og så sluttede vores kursus i at lave fuglepuder og KV drog hjem til Danmark – efter at vi havde set hinanden nervøst i øjnene og sagt ”uha bare de nu kan finde ud af det” – kurset var nok lige kort nok kunne vi godt se, da vi var der – normalt ville man jo have fundet de kvikkeste, men her havde vi ALLE både dem med talent og dem uden….

For at støtte processen fremover har vi ansat Pooja som konsulent. Så allerede ugen efter KVs afgang tog Pooja med mig ned for at se til projektet igen. Her var der fabrikeret yderligere 50 puder og nogle af dem var rigtig fine. Der var lige 10 med forkert farve ansigt lyserød i stedet for hudfarvet…hm! Spurgte damerne hvorfor de her skulle ”laz lagyo” (=være generte) og det grinede de meget af – tror det er bedre at tackle det på den måde – det er jo ikke damer med jordens største selvtillid, så sure miner er ikke vejen frem.

En grund til et hus

Herudover fik jeg på mirakuløs vis de juridiske ting på plads omkring en grund til vores systue. Der er en ledig grund i landsbyen og det er en enkemand ved navn Hanuman, som har brugsretten. Da ingen i landsbyen har papirer på deres jord, var han jo ikke meget for at låne os jorden – for sæt nu kvinderne stjal den fra ham?

Laxmi, Sabitri og Saraswoti på kommunekontoret

Så vi tog en tur på det lokale kommunekontor (måtte kun vente halvanden time før formanden dukkede op) og fik at vide at det var helt i orden at bygge en systue og samtidig lave en kontrakt på, at kvinderne i sygruppen ikke kan kræve jorden til andre formål eller udover en aftalt periode.

Menuka kæmper med oversættelsen af kontrakten - vi var så sendt på den!

Nå, men aftalen blev at vi får lov at lave et hus og at mr. Hanuman og hans søn får et par meter i den ene ende til gengæld – alle kvinder skrev under eller satte en blæktommelfinger og så var den sag afgjort –hurra hurra – nogle gange kan ting gå rigtig stært i Nepal.

Endelig sent på dagen kom vi i gang med mødet om grunden

Så blev der skrevet under! Pooja var en stor hjælp til at komme blæk på de mange tommelfingre hos de ca. 50% som ikke ku skrive deres eget navn

Og så blev det Hanumans tur til at sætte sit mærke

Farvefestival på godt og ondt

7. dag: I dag er det sidste dag for vores design-kursus og også Holi, hinduernes farvefestival. Om morgenen enes vi om, at vi vil lege lidt Holi efter frokost. At lege Holi vil sige at suse rundt med små poser farve og smørre ud i hovedet på andre!

Der er stadig ikke arbejde til uld-holdet, så de hænger lidt ud og går igen. Sabitri fra broderigruppen spørger, hvor stoffet skal komme fra senere og lidt efter også til pengene. De er ikke helt glade for svaret på det sidste, de er jo lige begyndt, så de er meget langsomme. Til sidst bliver vi enige om, at der skal være en minimumsløn i starten, selvom de faktisk ikke kan lave nok, og at den gruppe, som der ikke er arbejde til hele dagen, må have mindre penge end de andre i starten – ikke jordens bedste plan, men lettere at skuffe 6 personer i en kort periode end sætte 14 i oprør.

Anne Mette og ungerne fra Soiya efter en gang "holi-kelne"

Efter frokost leger vi holi. Ungerne og de unge piger elsker det og vi har det rigtig sjovt. Dog er det ret svært at få stoppet legen igen og komme videre.

Druk og vold

Om eftermiddagen regner ulykkerne ned over os. Først kommer et par oprevne kvinder og siger at Bishnu får bank af sin mand. Menuka og jeg går derhen og får stoppet et temmelig oprevet ægtepar og trøstet et par grædende smådrenge. En time senere kommer der høje skrig fra Sitas hus og vi må afsted igen. Da jeg kommer ind i huset står Sitas mand Narayan med en kæp i hånden og hun ligger på gulvet. Jeg får taget kæppen fra ham og vi får hende over på sengen. Hun har lukkede øjne og en anelse fråde om munden. Vi ringer efter lægen, mens Menuka siger til Narayan om han ikke kan se, hvad der sker når man ikke kan kontrollere sig selv. ”Hvis hun skal på hospitalet, hvem skal så passe børnene?”, spørger hun, det lyder kynisk, men der er jo en vis logik i det hun siger. Lægen kommer og tager Sitas puls, imellemtiden er hun vågnet op, lidt senere kommer hendes tante, huset er fyldt med grædende damer og sure mænd.

Til sidst går alle og Sita sover med sine to småbørn ved sin side. En mere end almindelig rædselsfuld oplevelse! Senere går vi over til Bishnu igen og vores tolk Pooja folder sig ud som rådgiver – får manden til at sige undskyld og beder konen glemme det dårlige og se fremad. Ikke lige det man ville have gjort derhjemme, men her er ingen kvindehjem, ingen politi ingen social sikkerhed. Vi får snakket med manden om, at han ikke skal blande sig i træningen og det er han helt ok med. Vi ærger os over, at vi ikke nåede et møde med mændende, men det er der ikke noget at gøre ved nu.

Karen Vibeke laver plancher over fugle-puderne

Aftenen går med at forklare kvinderne endnu engang hvad de skal, lave plancher over de forskellige puder og flere forklaringer.

Det færdige resultat: Plancher med alt fra stof til tråd

Karen Vibeke og Pooja i det lille syrum, da vi endelig er færdige med alt

Det sværeste ser ud til at blive en bygning. Hvor skal den være? Vi har et par muligheder, men folk her, er hele tiden bange for, at andre skal få mere end dem selv eller snyde dem, så det er ikke nemt. Vi tager et sidste kik inden vi rejser til Kathmandu i morgen. Selvom et par dage mere ville have været godt, så tror jeg vi alle et eller andet sted er lettede over, at vi rejser nu. Jeg giver Sita et sidste kram til farvel – hun er stadig tydeligt rystet efter gårsdagens episode – jeg har virkelig ondt af hende, men må jo trøste mig med at sy-jobbet er det bedste, jeg kan gøre for hende.

Fortid og Fremtid

Sjette undervisningsdag: Jeg kører i bazaren sammen med Devanti efter flere baljer og endnu en metalkasse og lys til syrummet. Vi køber også en ”vifte” til loftet, for lige om lidt bliver her rigtig varmt – som i 44 grader!

Devanti udpeger deres gamle hjem fra vejen. ”Det var ikke godt at bo hos den Zamindar”, siger hun, ”vi skulle altid arbejde”. Sabitri fortalte også historien om deres liv som gældsslaver i går. ” Vi fik kun ris i løn og så kom vi i gæld til ham, når vi skulle have medicin og andre ting som koster penge” sagde hun. Hun nævnte også, at der sjældent er arbejde at få i området her. Folk har ikke råd til at betale de 150 rupees daglønnen er steget til. Det er Radio lumbini, MS lokale partner, som har hjulpet dem med at få mere i løn og som sædvanlig i udviklingssammenhænge er resultatet lidt blandet…Men på den anden side måske er det ikke en specifik udviklingsdiskussion, det samme argument bruges jo af højrefløjen i Danmark: Sæt lønnen ned og få flere i arbejde!

Da jeg kommer tilbage til landsbyen, står der bogstavelig talt røg ud af KVs ører. Bishnu Kumal, som er i ”Mave gruppen” har kastet sig ud i at sy hele kroppen sammen, selvom det ikke er hendes job, mens en anden er ved at flå to stykker brændenældestof fra hinanden uden den store forsigtighed ”DET TRÆVLER” får hun at vide. Det er helt tydeligt broderigruppen, som fungerer bedst, men de har også det mest ensartede job, alle andre skal både klippe og sy.

KV hjælper kvinderne i broderigruppen

Endelig er de første fugle klar til fyldning. Ansigerne er SÅ fine! Desværre viser det sig at det er Goma, læreren, som har syet dem, fordi Laxmi som skulle gøre det ikke turde. Så nu træner Laxmi på resterne. Brændenælde er ret anderledes at sy.

Nisa, den ene halvdel af landsbyens eneste kærlighedsægteskab, syr de første puder sammen