Monthly Archives: august 2012

Skoldkopper og styrtregn

Nirmala, en af de yngre kvinder, der er kommet til systuen senere end de andre, da hun som nygift flyttede til landsbyen, kommer bekymret og viser os sin søn, han er fuldstændig dækket af noget der ligner sorte skoldkopper. Hun vil gerne have penge fra sin opsparing til at besøge privathospitalet i Butwal. ”Jeg tror altså bare han har skoldkopper”, siger jeg til Pooja, der også synes drengen ser ok ud bortset fra de rædsomme blærer. Det viser sig, at de har været hos 2 lokale læger, der begge har sagt, at drengen er ok. Samtidig hvisker de andre damer om, at Nirmalas mand drikker hendes løn op, så vi skal ikke give hende for mange penge. Det er jo lidt af et dilemma: Vi kan jo ikke forhindre Nirmala i at give sin mand penge! Vi ender med at enes om, at give hendet et minimalt beløb og opfordre hende til at vente med privathospital til i morgen.

Nirmala med sin 1 årige søn

Heldigvis har Nirmalas lille søde trold-unge det bedre næste dag. Til gengæld har hendes nabo Laxmi 3 skoldkopper på næsen. De påstår alle sammen af hverken de selv eller deres unger har haft skoldkopper, så måske er det ikke lige så almindeligt i Nepal?

I hvertfald er det frustrerende at iagttage, at folk bruger så mange unødvendige penge på læger og medicin og så i øvrigt alligevel dør af det ene og det andet.

Aprospos død: Chireiti, der er vores bedste uldgruppedame og mor til de to dygtige syersker Mankumari og Sanghita, vil gerne hæve alle sine sparepenge. Hendes mand er pludselig død og da vi tager på kondolancebesøg, viser det sig, at hun nu skal overtage hans arbejde som kommunal gadefejer. Det er ret godt betalt og der er også sygeforsikring med og hvis Chireiti gør arbejdet indtil hendes søn er 18 år, så kan familien holde på jobbet. Så vi må sige farvel og held og lykke til Chireiti.

Chireiti og søn

Chireti med sin 12 årige søn. I følge traditionerne skal han den næste måned selv lave sin egen mad og bære hvidt tøj.

De unge brude
Mens jeg er i Soiya kommer to af de unge piger, der det sidste års tid er løbet væk med deres kærester på besøg. Rada er klædt i rødt og 6 måneder henne, manden er på vej til Malaysia for at arbejde, Devaki ser lidt forhutlet og tynd ud, men smiler og siger ”ja ja”, da jeg spørger om hendes svigerfamilie nu også gir hende mad nok.

TH: Radha, der vel er ca. 18 år i fint rødt brudetøj og med en lille 6 mdr.s mave. TV: Menuka, vores lokale koordinator, i fuld gang med vores organisationspapirer.

Raksha banda

Onsdag, som er vores næstsidste dag spørger chaufføren Ram håbefuldt, om vi tager af sted i morgen tidlig? Det må jeg jo desværre svare nej til. Grunden til spørgsmålet er, at det er raksha banda, en større nepalesisk festival. Det er der ikke nogen som har gjort mig opmærksom på, inden vi tog af sted, så jeg tillader mig at være en smule kold bagi over at mine medpassagerer må arbejde på en helligdag. Torsdag – sidste dag i systuen – bliver temmelig hektisk, alle arbejder som gale på at færdiggøre det sidste, mens tropisk regnstorm pisker ned og ind ad vinduerne og lyset kommer og går og klokken snart er en hel del mere end jeg havde lovet den ville blive.

Der broderes intenst - her på vores juletræstæppe.

Til alles ros skal det siges, at der absolut ikke er nogen slinger i valsen. Chaufføren venter tålmodigt på os i to timer udover det lovede afgangstidspunkt, selvom det betyder, at vi først er i Katmandu efter midnat og damerne arbejder også koncentreret og uden brok. Alt skal med på Formland i Herning ugen efter, så der er ikke mulighed for at eftersende noget.

Juletræstæppet fotograferes. Det har damerne meget sjov ud af, der er som altid aldrig langt til at godt grin.

Endnu engang læsser vi bilen og vinker farvel til de smilende damer, der nu skal i gang med en masse nyt og spændende arbejde, som vi regner med dukker op i oktober.

1 kommentar

Filed under Uncategorized

Jul i juli

”Se”, udbryder Sita og bryder sammen af grin mens hun vipper vores lille nye æggevarmer frem og tilbage som en hånddukke. En mini coffee cosy, det er for skørt! Tror heller aldrig hun har set et æggebæger før.

Sita og Renu arbejder

De første Cosy Egg ser dagens lys

Egentlig er jeg kommet for at lave julepynt i skønne duschede farver med vores 20 syersker i Soiya. Men på vej i flyet sad jeg og ærgrede mig over de store mænger stof, der går til spilde, når vi laver Cosy Coffee birds og ærgerlsen blev til den kæreste æggevarmer, til stor morskab for damerne der aldrig har set sådan en himstragims eller æggebægeret, der venligst er udlånt af min veninde Sapna.

”Prøv at se engang”, siger jeg belærende, ”det her er meget dyrt” og viser, at der kun kan være to cosyer på stoffet. ”Der ka godt være en til” siger Sita og vender mønsteret på hovedet! Lidt øv at vi ikke har set det før, men dejligt, at hun ser det nu!

Nisha med flagranke

Nisha med en af vores nye jule-ranker

Vi kommer også så småt i gang med juletingene, der tegner fantastisk. Vi skal være her i 4 dage, hvilket ikke er meget, når alt er på papir og skal prøves af før det godkendes. Tirsdag afstedkommer afprøvningerne endnu et sidespor: Vores nye søde juleranke, udviklet i samarbejde med designer Line Søndergaard, deler sig i tre: To juleranker og en alfabetranke, jeg kan se, vi er bagud, selvom Nisha og Asha syr koncentreret, men beslutter mig til at kreativiteten nu engang må flyde som den vil.

Tæppekunst on-demand

Saraswoti og Sabitri med de fantastiske chokati-tæpper

Det tager næsten 4 dage at lave chokati-tæpperne med diameteren 84 cm.

En anden hurtig beslutning er, at sætte Sabitri og Saraswoti i gang med vores smukke chokati-tæpper. De store på hhv. 84 og 120 cm er helt enkelt kunstværker og de to superdygtige damer kan lige nå at lave hver 1 på 4 dage, hvis de får et par medhjælpere til at klippe de mange mange firkanter, som skal til. Vi har udsolgt og har ikke haft tid til at bestille mere stof, men det viser sig, at der lige kan blive to af det stof vi har liggende.

Det viser sig at være en rigtig god beslutning, for lige inden jeg tager hjem, er der en kunde som bestiller et blåt tæppe!

Trods stress eller måske pga. tempoet, får jeg øvet mig i ikke at styrte rundt og finde ting frem selv, men bede de ansvarlige i systuen om broderigarn, stof osv. i de rigtige farver – bliver så glad for mit begrænsede nepali i den slags situationer. Selv Shanti er en god hjælp. Shanti er nok den af vores damer, der har mindst initiativ og som er mindst udadvendt. Men denne gang er det hende som bliver sat til alle mulige småjobs og til sidst begynder hun faktisk selv at tage lidt initiativ til at hjælpe til. Hendes nepali begrænser sig til forståelse, så når man snakker med hende er det om at holde ørerne ekstra stive og gætte på, hvordan hendes tharu-gloser passer med det man spurgte om. Men hun svarer! For et par år siden ville hun bare have stået og kikket fjernt på os.

5 år med Soiya

Undertegnede med Laxmis lille nye datter

Laxmis lille datter – en tro kopi af storebror Krishna i samme alder

Laxmi, der var gravid sidst, har fået en lille yndig datter. ”Hun ligner da bare Krishna så meget, fra han var lille”, udbryder jeg og refererer til Laxmis 3 årige søn, som jeg i sin tid tog en masse billeder af, blandt andet fordi Laxmi tidligere har mistet to små (som nygift 16 årig!). Det synes Laxmi faktisk ikke, hun gør, den lille pige uden navn endnu. Sjovt at have kendt damerne i Soiya så længe – faktik er det præcist 5 år siden i disse dage, at jeg første gang besøgte landsbyen sammen med Peter Bischoff fra MS Danmark, dengang jeg arbejdede som udviklingsarbejder for organisationen. Havde allerede dengang en anelse om, at vi hørte sammen landsbyen og jeg J.

Onsdag drager jeg til Formland i Herning med de nye fine ting og sager. Forhåbentlig når jeg inden da at fortælle mere fra turen til Nepal her på bloggen.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized