På ekskursion

Gitte Thorup, praktikant fra Internationale Udviklingsstudier på RUC fortæller fra Soiya Women’s kursus i økologisk og biodynamisk dyrkning.

3. dag: Farmer’s Marked

Afsted til farmers market i Kathmandu
På vores tredje kursus dag, var vi på ekskursion. Det var planen, at vi i dag skulle have været på besøg hos Everything Organic, som er en økologisk gård lig med Gamcha men større, men grundet det forestående parlamentsvalg i Nepal og vedvarende transportstrejke, viste det sig umuligt at skaffe en chauffør som ville køre turen. De forskellige chauffører mente simpelthen, at det var for farligt at køre derud, fordi der ikke er indsat nok militær og politi i det område. Derfor tog vi i morges på Farmers Marked i Kathmandu’s centrum i stedet.

Bideshi-priser
Det var noget af en oplevelse for kvinderne at være på Farmers Marked. Markedet er mest besøgt af mere velhavende nepalesere og udlændinge (bideshi) bosat i Kathmandu, og udvalget af økologiske grøntsager, ayurvediske medikamenter, vin og hjemmelavede kager, vidner om et vist feinsmecker klientel. Da jeg spurgte kvinderne, hvad de synes om stedet, svarede de som altid høfligt, at de da synes det var et rigtig godt sted, men at de aldrig havde oplevet et lignende sted og med så mange udlændinge.

Lis og Sabitri spørger til priser på økologiske varer

Soiyakvinderne var overraskede over, at priserne på økologiske varer i Kathmandu er så gode.

Kvinderne fik snakket med nogle af sælgerne af økologiske grøntsager og fik hørt dem, hvordan handlen med varer foregår i Kathmandu. Kvinderne spurgte også ind til priserne på de økologiske grøntsager og var overrasket over den høje pris, som de kunne sælges for her i Kathmandu. Det var altså tydeligt, at der er et andet marked for økologiske produkter i Kathmandu end i kvindernes hjemegn.

En selvforsynende økologisk Asram
Efter Farmers markedet kørte vi ud og besøgte Orbindu Asram. Her dyrker de også økologiske grøntsager, og derudover har de på farmen 40 køer, som giver 400 liter mælk om dagen, hvoraf de sælger de 200. På Orbindu Asram er de selvforsynende både i forhold til madvarer og økonomi. Jeg spurgte Phoolmati, hvad hun syntes om stedet, og hun fortalte, at hun synes rigtig godt om at de har deres egen gødning fra alle køerne, for det har de ikke i Soiya. Hun fortalte også, at den gødning som kan være nødvendig at købe ikke er ligeså god som komøg fra egne køer. Laxmi, en af de helt unge  Soiya kvinder, tilføjede dog at det ikke var så godt, at de på Orbindu Asram først bruger køernes afføring til biogas og derefter som gødning, da gødningen dermed ikke er ligeså god.
På besøg i Orbindu Ashram

Hvad man tager billeder af
Da det var tid til at tage hjem var solen allerede på vej ned bag bakkerne, og vi pakkede os godt ind i vores sjaler, da det hurtigt bliver køligt på denne årstid uden solen. På turen hjem i bussen så vi på billeder, som to af kvinderne har taget med deres kameramobiler i løbet af deres ophold i Kathmandu. Det var interessant at se hvad kvinderne har fotograferet, da det siger meget om hvad de tænker om det hele og hvad de synes er bemærkelsesværdigt og gerne vil vise familien der hjemme. Der var billeder af træningen her på Gamcha af planter og af søen. Der var også billeder fra farmers marked af en kasse med jordbær, af boderne, en sjov hund og billeder af stegte kyllinger i et varmeskab. Derudover havde de selvfølgelig mange billeder af flyet som de ankom med fra Rupandehi, hvilket mindede mig om, hvor underligt og nyt rigtig mange af de ting de oplever her i Kathmandu må være.

Efter aftensmaden spurgte kvinderne ind til crop-rotation, og hvorfor man skal skifte mellem forskellige afgrøder. Lis forklarede dem, at jorden har brug for en pause en gang i mellem, og at det derfor er en ide eksempelvis at så kløver en sæson, da kløverens rødder samler kvælstof i jorden. Kvinderne fortæller, at de jo ikke har så meget land, men de virker alligevel forståelig overfor, at jorden skal have en pause en gang imellem.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv en kommentar