Så har Menuka endelig sendt mig billeder til at dokumentere alt det gode der sker i Soiya.
Sidste vinter klagede damerne over den råkolde Terai-vinter, så i år besluttede vi, at de skullle have fleece-jakker – med logo! Da vi talte om det december, var de ikke så begejstrede for det logo: “Musahar” , deres kastenavn, som de ikke er stolte af udskreget til alverden fra deres ryg (!!).
Nå, jeg fik overtalt dem til et lille logo på brystet (kan dækkes med tørklæde var mit argument). Da jakkerne kom (selvfølgelig meget forsinkede), så var logoet på brystet, ikke populært… Men så trak Menuka, som er Brahmin (såkaldt højkaste) i en jakke og sagde “jeg kan godt på med den når jeg er med i et Musahar projekt” og så fulgte et par af de mere fremtrædende damer efter og til sidst resten.
Alle syerskerne fra Soiya i nye røde jakker, med Menuka forrest
Det er fedt, at Menuka kan vise den respekt og det er hendes og vores lille bidrag til at nedbryde kastebarrierne. Musahar skal være noget man er stolt af!
Økologi for bønder uden jord
Lige efter jul havde kvinderne en uges pause fra arbejdet for at blive trænet i økologisk landbrug for bønder “uden jord”, altså folk som dem, der ikke ejer noget og har et hus med have på statens jord uden papirer(i Nepal “sukumbasi”). Min tidligere kollega Jakob, der har boet i Nepal i mange år og er glødende økolog havde formidlet kontakten til den dygtig træner Bhuwan Khadka og graesrodsfonden i Danmark, givet en mindre sum til at betale for 5 dages jordbrugstræning.
Damerne havde eftersigende glæder sig meget og nød dagene:
En essentiel komponent i økologisk jordbrug: Kompost
Bhuwan Kadka bruger bogen Farmer's Handbook af Chris Ewans og Jakob Jespersen og her er der mange mange forskellige komponenter, man kan vælge.
Bhuwan og hans kone Hom-maya kommer igen om tre måneder og følger op, så håber jeg at være til stede!
Hurra for skype!
For tiden virker vores mobile email kommunikation med Menuka i Soiya ikke særlig godt, så jeg ringer ofte til hende – hendes engelske er, takket være Anja – praktikant på skolen, hvor Menuka også arbejder – blevet rigtig meget bedre, så vi klarer mange spørgsmål på den måde. Den er lidt hård når hun af og til ringer kl. 5 om morgenen (9 – 10 tiden hos hende) og jeg må op og ringe tilbage (hun ringer kun op når det er vigtigt).
En anden der modtager mange opringninger er Stofmanden. Det lader til at være den eneste måde, at få ham ud af starthullerne på – fx: For leden ringede jeg og sagde: “kan vi få stof farvet i farve no. 2 i denne uge?”
Stofmand: “farveriet vil gerne have alle farver på engang, men jeg mangler kun at væve 30 meget bomuld”.
Anne Mette “Det kan jeg ikke vente på, vær sød at sende stof til farve nr. 2, der er nok til at det er ok med farveriet”
Stofmand: “ok”, hvorefter ringer jeg og chekker og farveriet siger “ja selvfølgelig” og jeg ringer igen og siger “nu har jeg talt med farveriet, du kan bare komme”.
Stofmand “ok, stoffet skal bare lige vaskes” (hvorfor er det ikke gjort???!! tænker undertegnede).
For nu lige at sikre mig at alt er ok, ringer jeg to dage senere og siger “nå hva så med mit stof?” og så siger manden mindsanten: “altså jeg manglede jo kun 30 meter, så jeg væver lige færdigt og så tager jeg det hele derhen”,
AM (med meget høj stemmeføring) “JEG skal bruge farve nr. 2 hurtigst muligt, jeg kan IKKE vente, vi har allerede aftalt, at du får farve no. 2 farvet NU!” Stofmand: “ok ok” – Herefter venter jeg 2 timer og ringer så til farveriet og spørger om manden har meldt sin ankomst – heldigvis kommer han ind ad døren mens jeg ringer (så ved han at jeg er i haserne på ham).
Hvad kan jeg sige? Hurra for Skype!
Musahar 