Så kommer der endelig lidt her på bloggen fra min rejse til Nepal. Men inden I får den historie, så vil jeg lige reklamere for, at man resten af april kan støtte skolemad til fattige nepalesiske børn ved at købe en “Charity Pip Squeak” i webbutikken. Pip’serne koster 65 kr og heraf går 5 kr til skolemad, via foreningen Skoleliv i Nepal. Charity Pip Squeaks sælges – ligesom alle andre varer i webbutikken fragtfrit!
Og nu til Nepal:
Jeg lander i et forårsmildt Kathmandu, fyldt med planer for de kommende 9 dage. Første hurdle er 5 timers forsinkelse, som sender mig direkte fra lufthavnen ud til stofmanden, da lufthavnen ligger mellem hans hus i Bhaktapur og byen, hvor jeg egentlig skulle til møde med Rabi…som skal hjælpe mig med nogle forretninger – hvad skulle man gøre uden forbindelser J
Alt vel i Bhaktapur. Stofmanden viser sig fra sin bedste side, hvilket vil sige at han i lyntempo har produceret stof til gule kaffehætter, som er ved at være påske-udsolgte i web-butikken. Han har også diverse samples og ubleget bomuld til de små stofposer min lille forening skal sælge senere på året.
”Er der børnebørn på vej?” spørger jeg, stofmanden fik sød ung svigerdatter i huset sidste forår. ”Næh, de unge har ikke travlt”, siger han og ryster på hovedet. Der bliver rystet endnu mere, når jeg spørger om svigerdatter så arbejder i firmaet….det huer vidst ikke helt den gamle patriark, at familiemedlemmerne ikke er sådan at styre rundt med.
Efter mødet, belæsset med stofruller kører stofmandens chauffør mig tilbage til mine venner Rabi og Sapnas hus i Kathmandu. Her følger den traditionelle afhøring fra Sapnas lille bitte nanny Kanchi didi, der skal vide alt om alt og ikke går af vejen for at forlange gaver, hvis hun synes man er for fedtet 🙂 Rabi og Sapna har i øjeblikket datterens amerikanske kæreste boende, så jeg sover i stuen. Selvom de er et par frisindede væsner, så kan de to unge altså ikke dele værelse!
En skøn overraskelse!
Dagen efter skriver jeg projektdokumenter på fuld skrue og så er det ellers afsted til landsbyen. Pooja skal selvfølgelig også med som tolk – hende mødes jeg med i Thamel. Det første jeg tænker, da jeg ser hende er ”hvor ser hun køn og glad ud, hun nærmest stråler”, først herefter ser jeg den unge mand, der bær hendes taske og som sekundet efter bliver introduceret som ”min forlovede, Sudesh”!! Hele historien om, hvordan de to har mødt hinanden, får jeg på turen sydover, men desværre har jeg lovet den ikke skal på bloggen 😉 Kan kun sige, at det er skæbnen, en særlig forbindelse og kærlighed – så det er jo skønt! Både Pooja og Sudesh er i begyndelsen af 30’erne, så det er ikke det tidligste tidspunkt til familie, især ikke i Nepal.
Menuka’s bryllup
En stor begivenhed på denne tur er Menukas bryllup. Menuka, vores koordinator, der utrætteligt passer systuen og er bindeleddet mellelm os og vores syersker, havde, som nogen måske husker, 8 bejlere i efteråret og valgte så på astrologisk korrekt vis d. 11. Marts til bryllupsdag. Den heldige hedder Laxman og er udvalgt udfra andres udsagn om hans gode personlighed og hans karakterer på universitetet – altså et arrangeret ægteskab. Menuka har mødt ham til forlovelsen og ellers mest talt i telefon med ham. Der var en anden ung fyr, der også var med i opløbet, men han havde det forkerte efternavn ”Neupane og Sapkota er som søskende, så det er ikke godt at gifte sig”, forklarer Menuka (Neupane), denne unge fyr (som hedder Sapkota) var ellers frisk og foreslog de to løb væk sammen, men det er ikke lige Menukas stil: Hun elsker status og at være midtpunkt og der er ikke så meget pomp og pragt over at løbe bort.
Dagen før brylluppet ankommer et væld af søstre (Menuka har 5 søstre) og andre familiemedlemmer, vejen spærres med en kæmpe baldakin og ude bagved frituresteges der cellroti på fuld drøn.
Senere på aftenen er der henna dekorering til alle.
Brylluppet var en stor ting med 500 gæster, dans og masser af ritualer og selvom det var uden alkohol, så var prisen oppe og konkurrere med et middelstort dansk bryllup. Det dyreste var gaverne…så nu skal Menukas bror afsted til Dubai og arbejde igen…Først synes jeg, det virkede meget urimeligt, men som Sapna og Rabi sagde: Det er jo hendes arv – han får huset en dag! Tja det er jo også sandt….
Menuka har inviteret alle syerskerne med til brylluppet, hvilket både Pooja og jeg er imponerede over: det er vidst ikke tit, der er dalitter til et brahmin-bryllup – hatten af for Menuka igen igen. Også skønt at se, at damerne ikke stod og så generte ud i et hjørne: Næ nej, de gik skam helt hen til brudeparret for at kikke!
Der er mange flere billeder på Facebook 🙂
Dagen efter brylluppet drog jeg afsted for at besøge den nye familie sammen med Menukas bror og nogle andre familiemedlemmer. Ikke at jeg på nogen måde havde tid, men på den anden side: Hvis Menuka skal arbejde for mig i fremtiden, så blev jeg enig med mig selv om, at det nok var bedst at charmere svigerfamilien og “besøg af dansker i hvid bil” er absolut et godt træk i den sammenhæng.
Det viste sig, at Laxmans familie boede MEGET langt væk! Herudover viste det sig også, at Laxman faktisk bor i Kathmandu og helst vil blive der….! Ikke så lidt af en gyser da Menuka jo er MEGET central for vores arbejde i Soiya og fordi hendes mands og hans families holdning til os og velvillighed jo nok ikke bliver større af, at vi jo gerne ser at hun fortsætter sit arbejde – i Soiya…
Nå, men besøget gik fint og alle var glade, særligt for diverse fotosessions af den enorme familie der var samlet for at fejre brylluppet:
Arbejde til alle!
I Soiya blev der syet gule kaffehætter på fuld sving. Det er skønt at se, at damerne har styr på deres arbejde og på at organisere sig, så alle har noget at lave:
Fx så tager Shanti knappenåle ud for dem der syr på maskine. Shanti er nok vores svageste syerske, så det er begrænset hvad man kan sætte hende til, men det med knappenålene sparer de andre for arbejde, så det er jo superfint at de selv har fundet på det!
Her dog et billede af hende, mens Nisha hjælper hende med at sy en prøve:
En anden vigtig ting er fremtiden: Damerne i Soiya skal jo ikke være afhængige af andre resten af deres liv, så derfor blev Aarati og Ranchana denne gang sat i gang med et engelsk kursus hos Menukas søde svigerinde Radha. Aarati er den mest arbejdsomme og hjælpsomme af de unge piger, men hun er ugift, så vi ved jo ikke, hvor længe vi har hende (der er løbet flere væk, i de forløbne 3 år), mens Ranchana er gift men ikke har børn og desuden har en 8. klasses eksamen (som den absolut eneste) men derudover ikke virker specielt skarp. Vi må se, hvordan det spænder af…
En anden svært placerbar dame er Butuli. Hun får snart en svigerdatter og jeg går lidt og håber, hun så kan gå på pension og lade svigerdatteren overtage…denne gang forsøgte jeg at sætte hende i gang med at sy inderpuder til nogle patchwork puder, damerne har lavet for at øve sig. Det var lidt svært, men ikke helt dårligt:
En værdig aftager
Inden vi igen vendte næsen mod Kathmandu, var det også blevet klart, at der var en meget ivrig kandidat til jobbet som koordinator, nu hvor Menuka (måske) er på vej ud. Radha Menukas brors kone er godt nok højgravid, men hun vil meget gerne have et job! Hendes mand har ikke som sin lillesøster en god uddannelse, så det er svært for ham at få et godt job, så de to er lidt stuck hos svigermor og uden penge temmelig hjælpeløse. Radhas engelsk er gennem de sidste par år blevet meget bedre, da det primært er hende, der har taget sig af de danske studerende, der med mellemrum gæster den lokale skole som praktikanter. Hun er ikke på Menukas niveau, men det skal nok komme!
Musahar 