Nu er det sørme blevet jul, og Musahar holder julemarked hele denne weekend! Heldigvis blev jeg hørt af transportguden dengang i slutningen af oktober da jeg sidst skrev mit meget lidende indlæg om den forsvundne taske med puder. Da jeg i slutningen af november var i Nepal fik jeg min taske – monsterstor og fyldt med blå kaffehætter og grå elefanter (så fine!). Nå men jeg vil lige advare om, at dette indlæg stort set ikke handler om puder og interiør men mest om eksteriør i form af grønne skønne haver. Så ærede læsere læn jer tilbage og nyd denne lille billedfortælling:
Midt i november var jeg så heldig at kunne drage til Nepal for at lave skolehaver med mine syersker. Endnu mere heldigt var det, at jeg havde Lis Rasmussen, dansk økolog og Umananda Dunghana, farm manager på Søbogaards økologiske gård Kathmandu med! Alle de andre skønne mennesker på billedet tilhører en anden fortælling 🙂
Solnedgang over Rupandehi. Det var skønt at besøge området så sent på året. Det var decideret køligt om nætterne, der ellers plejer at være svedige og fulde af myg.
Den første morgen: Alle syerskerne ankommer til skolen for at være med til at lave skolehaver.
Vi starter med at forbedre udnyttelsesprocenten, ved at lave kartoffelbed omme bag skolen, hvor der før var ukrudt.
Hvorfor samler vi skræld her bagved huset? Spurgte Renu helt åbenhjertigt. Ku da ikke forstå hvad det sku gøre godt for!
Lis og Sabitri i gang med kartoffelrække nr. 1. Her i området plejer man at så mange flere kartofler pr. række og så vander man ikke!
Syerskerne synes rigtig godt om vores allesammens nye “thulo didi” (store storesøster).
Nirmala, med sin søn, der sidste gang havde det vildeste skoldkoppe-angreb.
Laxmi er på madholdet. Fremover skal mødrene lave mad til skolens børn en dag om ugen i grupper af to.
Nisha spiser frokost med sin datter. En af fordelene ved, at mødrene laver mad er, at de på den måde får en chance for at blive mere engagerede i deres børns skoleliv.
En meget vigtig ting, når man skal gro ting vertikalt, er jordens kvalitet. Derfor laver kvinderne her joll-moll – flydende gødning af forskellige lokale planter. jeg var meget nervøs for, om vi nu kunne finde alle de planter, jeg havde hørt der skulle i, men heldigvis vidste syerskerne allerede hvad de skulle bruge, fra et tidligere kursus i permakultur-farming.
Aphno bicaar! Din egen mening tak! Det mest fantastiske ved de vertikale skolehaver er, at det handler om udvikling i ordets sande forstand. Vi skal eksperimentere og lære og der er ikke nogen facitliste. Gode råd findes kun i momenter og vi er selv nød til at opfinde det meste med lidt hjælp fra et par bøger med gode illustrationer: Asha og Sanghita (med bogen) kan ikke læse, men de forstår godt tænket om at der er begrænset plads horizontalt med nærmest ubegrænset plads vertikalt.
Endelig! Nu har jeg fablet om at dyrke grøntsager i tønder i flere år og nu sker det! Her: Vi forsøger at lave huller i en vandtønde med hobby-knive fra Silvan.
Det viste sig at være en åndsvag ide at bruge hobby-knive! Tønderne var alt for stive i det. Nå men heldigvis fandt syerskerne på, at vi skulle smelte huller i stedet! Super go ide!
Det var noget af en kamp at få lavet huller i siderne på tønderne. Her måtte vi delt smelte dels skære med hobbyknivene
Den første jord hældes i den første tønde.
Næste tønde tøjres ovenpå den første. Ideen med at der skal laves mindre huller og ikke bare et stort hul i bunden af tønderne (fordi det gør vandingen for ustyrlig) var mr. Dunghanas.
Sita og Menuka sætter de første stiklinger fast i deres huller.
Der fyldes i tønderne!
Så! Øverst garnerer vi med en tomatplante!
Mellem tønderne afprøver vi en anden vertikal ide: Poser, i dette tilfælde syet af gamle reklarmer, med grøntsager i: Her: Chili
Pabitra madam, en af skolens lærere observerer det nye. Tanken er, at det vertikale projekt ikke bare skal give mere mad til skolen, det skal også være et sted man kan gå hen og blive inspireret og lære noget nyt. De fleste nepalesere på landet har noget grønt derhjemme, så det er bare med at komme i gang.
Vi skal ha et billede, siger jeg og straks ser alle ud som om de er til begravelse: “ingen er døde!” håber jeg teatralsk på mit gebrokne nepali og så flækker de alle sammen af grin: “den var ny:)”
Det med tønderne er ret besværligt. Vi forbedrer principperne ved tønde to og tre og har igen en herlig diskussion af “bicar” (= mening) og bliver enige om nogle supergode forbedringer i fællesskab. Vi bliver også enige om, at i landsbyen starter vi med ophængte poser, mens vi ser hvordan det går med tønderne på skolen.
Så går vi i gang i landsbyen. Som det ses er det vertikale ikke fremmed for menneskene i de små lerhuse.
Begrebet “smadderkasse” får her en ny dimension. “Sig mig engang skal I ikke hjælpe bedstemor med det hus?” spør jeg Laxmi og hendes mand “der er ikke koldt” lyder svaret! tja..
Vi får også lige kikket lidt på elefanterne. De er bare blevet så fine! Vi er alle vilde med dem. Haverne i Soiya vender jeg stærkt tilbage til i et senere indlæg. For nu er der blot at sige “namaste” og husk: Elefanter er gode julegaver.
Mohan, Krishna, Asik og Sanghitas mindste. Den her lille flok rødder har jeg kendt fra de blev født.
Musahar 