Så er der frokost!

Lige nu sidder jeg og knokler med regnskaber for både Musahar og Skoleliv, der fra på lørdag smelter sammen til et, så da Menuka ringede kl. 4 i morges, slukkede jeg telefonen og sov videre.

Da jeg sad i toget til arbejde og febrilsk havde fået fyldt mit Nepal-telefonkort op, passede det så heldigvis perfekt med, at hun havde spisefrikvarter på skolen og kunne snakke.

”Vi var oppe for at få registreret de sidste papirer til foreningen i dag”, sagde hun ”men de ville have frokost allesammen og da jeg sagde nej, så sagde damen, at vi også kunne betale hende. Ja hun sagde det ikke lige ud, men med andre ord…”

Det viser sig, at Menuka og damerne har måtte betale frokost til de lokale embedsmænd inde i Bairahawa, hver gang de har været der for at skulle have noget skrevet under!!  ”Jeg tænkte, at hvis du ikke ville betale, så gør jeg det selv. Men nu har jeg brugt hele min løn, så jeg kunne faktisk ikke betale hende”, fortsatte Menuka, min superengagerede 26-årige koordinator.  Vi har bøvlet med den organisation i mere end et år, og vi er alle meget trætte af processen!

Stand in Nisha
Som om det ikke var nok, så er der hele spørgsmålet om det bortløbne bestyrelsesmedlem Nisha. Hun er pistborte og har efterladt sin lille sveske af en datter hos svigermor. Har stort set aldrig set hende udenfor systuen uden den pige i hånden, så det er ret mærkeligt. Nå, men udover de personlige spekulationer, så er det meget problematisk at skulle starte en forening og så mangle et bestyrelsesmedlem. Især i Nepal, hvor hele banden skal rundt fra Herodes til Pilatus for at skrive under på det ene og det andet.

Menuka har i bedste Nepalstil haft diverse ”stand-in Nisha’er” med til myndighederne. Men en efter en har pigerne sagt fra, de vil ikke have ørerne i maskinen for snyd – håber det også gælder i andre sammenhænge…Det er duer jo ikke…men det siger også utrolig meget om Nepal, at man har et ærligt forehavende og må lave den slags desperate tricks, fordi unge piger må løbe væk, hvis de vil skilles og fordi retningslinierne for at registrere en forening ikke bliver overholdt af myndighederne!

Føler igen igen med Menuka og glæder mig i mit stille sind over, at jeg ikke sendte den lidt halv irriterede mail til hende, som jeg havde skrevet i går med påbud om flere rapporter. I stedet huskede jeg at sige “Du er bare så go!” inden jeg lagde på.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Når kvinder er løse på tråden

Jeg har lige modtaget en skrækkelig mail fra Menuka, midt i messe, planlægning af nye produkter og det løse. Menuka er nu endelig efter halvandet års arbejde og adskillige rådgivningssessions med min gode ven Yubaraj, endelig er ved at få registreret en lille organisation sammen med syerskerne i Soiya. Formålet med organisationen er, at de kære damer skal lære mere og klare sig bedre i fremtiden både med og uden danske venner.

Alle har sagt til Menuka, at det er let at registrere en lokal NGO, en tur til distriktets embedsmænd, så er den hjemme. Det har så bare ikke virket, som om det fungerer sådan – udenfor Kathmandu – Menuka og damerne har både skulle til lokal-administrationen for området og til politiet, og det er sidstnævnte, der i denne omgang har givet Menuka “tensions”. For at starte en NGO skal politiet nemlig sig god for, at bestyrelsen er ordentlige mennesker. Ikke at de skal være gældfri eller andet objektivt, næ nej, ordentlige mennesker i gammeldags forstand, og det er damerne fra Soiya altså ikke!

Nisha med mand og datter

Først er der Nisha, en sød ung kvinde fra kasten Kumal, der i sin tid løb væk med den kønneste Musahar-dreng i landsbyen og fik Swodiksha, den kønneste lille tøs man kan forestille sig, sidenhen er han angiveligt også begyndt at sparke hende ud af sengen, når han ikke synes, han kone behager ham. Nu er Nisha forsvundet, angiveligt har hun fået nok af mand og svigerfamilie og er flyttet hjem til sin mor, der netop er vendt hjem fra Kuwait efter en del år som hushjælp. Den udåd har hendes svigermor meldt til politiet, som jo derfor kun kan melde at sådan en kvinde, kan man da ikke sige god for. Har I tabt tråden? Hæng på, der kommer mere: I det hele taget så synes politiet, at kvinderne fra Soiya er nogle værre nogen, de tager for eksempel på hotel med andre mænd end deres egen! Hvad gir I? Så kan man da ikke lave en NGO vel?
Jeg må indkomme, at jeg sidder dybt forarget og magtesløs og skriver dette. Hvad f…er meningen? Hvis damerne i Soiya virkelig er på hotel, så håber jeg, det er med mænd, der er sødere og mere ædruelige end dem, de har derhjemme. Men med stor sandsynlighed er det meste overdrevne og løse historier, som et par såkaldt højkaste politibetjente ustraffet kan slippe af sted med, fordi der bare er tale om en flok kvinder og så fra så lav en kaste! Det skal her lige tilføjes, at da Menuka for et år siden første gang var oppe og tale med det lokale regeringskontor, var reaktionen, at sådan en gruppe kvinder, da slet ikke kunne finde ud af at have en forening!
Mit største ønske lige nu er at tage første fly til Rupandehi og sige et par borgerlige ord til d’herre fra politiet, men er jo som sædvanlig nød til at styre mig, og lade Menuka og damerne selv klare ærterne. Krydser fingre for at det går godt, og at syerskerne fra Soiya kommer til at le sidst!

1 kommentar

Filed under Uncategorized

En billedfortælling om grønt og næsten helt uden puder

Nu er det sørme blevet jul, og Musahar holder julemarked hele denne weekend! Heldigvis blev jeg hørt af transportguden dengang i slutningen af oktober da jeg sidst skrev mit meget lidende indlæg om den forsvundne taske med puder. Da jeg i slutningen af november var i Nepal fik jeg min taske – monsterstor og fyldt med blå kaffehætter og grå elefanter (så fine!). Nå men jeg vil lige advare om, at dette indlæg stort set ikke handler om puder og interiør men mest om eksteriør i form af grønne skønne haver. Så ærede læsere læn jer tilbage og nyd denne lille billedfortælling:

m-blog-1

Midt i november var jeg så heldig at kunne drage til Nepal for at lave skolehaver med mine syersker. Endnu mere heldigt var det, at jeg havde Lis Rasmussen, dansk økolog og Umananda Dunghana, farm manager på Søbogaards økologiske gård Kathmandu med! Alle de andre skønne mennesker på billedet tilhører en anden fortælling 🙂

m-blog-2

Solnedgang over Rupandehi. Det var skønt at besøge området så sent på året. Det var decideret køligt om nætterne, der ellers plejer at være svedige og fulde af myg.

Den første morgen: Alle syerskerne ankommer til skolen for at være med til at lave skolehaver.

Den første morgen: Alle syerskerne ankommer til skolen for at være med til at lave skolehaver.

Vi starter med at forbedre udnyttelsesprocenten, ved at lave kartoffelbed omme bag skolen, hvor der før var ukrudt.

Vi starter med at forbedre udnyttelsesprocenten, ved at lave kartoffelbed omme bag skolen, hvor der før var ukrudt.

Hvorfor samler vi skræld her bagved huset? Spurgte Renu helt åbenhjertigt. Ku da ikke forstå hvad det sku gøre godt for!

Hvorfor samler vi skræld her bagved huset? Spurgte Renu helt åbenhjertigt. Ku da ikke forstå hvad det sku gøre godt for!

Lis og Sabitri i gang med kartoffelrække nr. 1. Her i området plejer man at så mange flere kartofler pr. række og så vander man ikke!

Lis og Sabitri i gang med kartoffelrække nr. 1. Her i området plejer man at så mange flere kartofler pr. række og så vander man ikke!

Syerskerne synes rigtig godt om vores allesammens nye "thulo didi" (store storesøster).

Syerskerne synes rigtig godt om vores allesammens nye “thulo didi” (store storesøster).

Nirmala, med sin søn, der sidste gang havde det vildeste skoldkoppe-angreb.

Nirmala, med sin søn, der sidste gang havde det vildeste skoldkoppe-angreb.

Laxmi er på madholdet. Fremover skal mødrene lave mad en dag om ugen i grupper af to.

Laxmi er på madholdet. Fremover skal mødrene lave mad til skolens børn en dag om ugen i grupper af to.

Nisha spiser frokost med sin datter. En af fordelene ved, at mødrene laver mad er, at de på den måde får en chance for at blive mere engagerede i deres børns skoleliv.

Nisha spiser frokost med sin datter. En af fordelene ved, at mødrene laver mad er, at de på den måde får en chance for at blive mere engagerede i deres børns skoleliv.

En meget vigtig ting, når man skal gro ting vertikalt, er jordens kvalitet. Derfor laver kvinderne her joll-moll - flydende gødning af forskellige lokale planter.

En meget vigtig ting, når man skal gro ting vertikalt, er jordens kvalitet. Derfor laver kvinderne her joll-moll – flydende gødning af forskellige lokale planter. jeg var meget nervøs for, om vi nu kunne finde alle de planter, jeg havde hørt der skulle i, men heldigvis vidste syerskerne allerede hvad de skulle bruge, fra et tidligere kursus i permakultur-farming.

Aphno bicaar! Din egen mening tak! Det mest fantastiske ved de vertikale skolehaver er, at det handler om udvikling i ordets sande forstand. Vi skal eksperimentere og lære og der er ikke nogen facitliste. Gode råd er dyre og vi er selv nød til at opfinde alt med lidt hjælp fra et par bøger med gode illustrationer.

Aphno bicaar! Din egen mening tak! Det mest fantastiske ved de vertikale skolehaver er, at det handler om udvikling i ordets sande forstand. Vi skal eksperimentere og lære og der er ikke nogen facitliste. Gode råd findes kun i momenter og vi er selv nød til at opfinde det meste med lidt hjælp fra et par bøger med gode illustrationer: Asha og Sanghita (med bogen) kan ikke læse, men de forstår godt tænket om at der er begrænset plads horizontalt med nærmest ubegrænset plads vertikalt.

Endelig! Nu har jeg fablet om at dyrke grøntsager i tønder i flere år og nu sker det! Her: Vi forsøger at lave huller i en vandtønde med hobby-knive fra Silvan.

Endelig! Nu har jeg fablet om at dyrke grøntsager i tønder i flere år og nu sker det! Her: Vi forsøger at lave huller i en vandtønde med hobby-knive fra Silvan.

Det viste sig at være en åndsvag ide at bruge hobby-knive! Tønderne var alt for stive i det. Nå men heldigvis fandt syerskerne på, at vi skulle smelte huller i stedet! Super go ide!

Det viste sig at være en åndsvag ide at bruge hobby-knive! Tønderne var alt for stive i det. Nå men heldigvis fandt syerskerne på, at vi skulle smelte huller i stedet! Super go ide!

Det var noget af en kamp at få lavet huller i siderne på tønderne. Her måtte vi delt smelte dels skære med hobbyknivene

Det var noget af en kamp at få lavet huller i siderne på tønderne. Her måtte vi delt smelte dels skære med hobbyknivene

Den første jord hældes i den første tønde.

Den første jord hældes i den første tønde.

Næste tønde tøjres ovenpå den første. Ideen med at der skal laves mindre huller og ikke bare et stort hul i bunden af tønderne (fordi det gør vandingen for ustyrlig) var mr. Dunghanas.

Næste tønde tøjres ovenpå den første. Ideen med at der skal laves mindre huller og ikke bare et stort hul i bunden af tønderne (fordi det gør vandingen for ustyrlig) var mr. Dunghanas.

Sita og Menuka sætter de første stiklinger fast i deres huller.

Sita og Menuka sætter de første stiklinger fast i deres huller.

 

Der fyldes i tønderne!

Der fyldes i tønderne!

Så! Øverst garnerer vi med en tomatplante!

Så! Øverst garnerer vi med en tomatplante!

Mellem tønderne afprøver vi en anden vertikal ide: Poser, i dette tilfælde syet af gamle reklarmer, med grøntsager i: Her: Chili

Mellem tønderne afprøver vi en anden vertikal ide: Poser, i dette tilfælde syet af gamle reklarmer, med grøntsager i: Her: Chili

Pabitra madam, en af skolens lærere observerer det nye. Tanken er, at det vertikale projekt ikke bare skal give mere mad til skolen, det skal også være et sted man kan gå hen og blive inspireret og lære noget nyt. De fleste nepalesere på landet har noget grønt derhjemme, så det er bare med at komme i gang.

Pabitra madam, en af skolens lærere observerer det nye. Tanken er, at det vertikale projekt ikke bare skal give mere mad til skolen, det skal også være et sted man kan gå hen og blive inspireret og lære noget nyt. De fleste nepalesere på landet har noget grønt derhjemme, så det er bare med at komme i gang.

Vi skal ha et billede, siger jeg og straks ser alle ud som om de er til begravelse: "ingen er døde!" håber jeg teatralsk på mit gebrokne nepali og så flækker de alle sammen af grin: "den var ny:)"

Vi skal ha et billede, siger jeg og straks ser alle ud som om de er til begravelse: “ingen er døde!” håber jeg teatralsk på mit gebrokne nepali og så flækker de alle sammen af grin: “den var ny:)”

 

Det med tønderne er ret besværligt. Vi forbedrer principperne ved tønde to og tre og har igen en herlig diskussion af "bicar" (= mening) og bliver enige om nogle supergode forbedringer i fællesskab. Vi bliver også enige om, at i landsbyen starter vi med ophængte poser, mens vi ser hvordan det går med tønderne på skolen.

Det med tønderne er ret besværligt. Vi forbedrer principperne ved tønde to og tre og har igen en herlig diskussion af “bicar” (= mening) og bliver enige om nogle supergode forbedringer i fællesskab. Vi bliver også enige om, at i landsbyen starter vi med ophængte poser, mens vi ser hvordan det går med tønderne på skolen.

Så går vi i gang i landsbyen. Som det ses er det vertikale ikke fremmed for menneskene i de små lerhuse.

Så går vi i gang i landsbyen. Som det ses er det vertikale ikke fremmed for menneskene i de små lerhuse.

Begrebet "smadderkasse" får her en ny dimension. "Sig mig engang skal I ikke hjælpe bedstemor med det hus?" spør jeg Laxmi og hendes mand "der er ikke koldt" lyder svaret! tja..

Begrebet “smadderkasse” får her en ny dimension. “Sig mig engang skal I ikke hjælpe bedstemor med det hus?” spør jeg Laxmi og hendes mand “der er ikke koldt” lyder svaret! tja..

Vi får også lige kikket lidt på elefanterne. De er bare blevet så fine! Vi er alle vilde med dem. Haverne i Soiya vender jeg stærkt tilbage til i et senere indlæg. For nu er der blot at sige "namaste" og husk: Elefanter er gode julegaver.

Vi får også lige kikket lidt på elefanterne. De er bare blevet så fine! Vi er alle vilde med dem. Haverne i Soiya vender jeg stærkt tilbage til i et senere indlæg. For nu er der blot at sige “namaste” og husk: Elefanter er gode julegaver.

Mohan, Krishna, Asik og Sanghitas mindste. Den her lille flok rødder har jeg kendt fra de blev født.

Mohan, Krishna, Asik og Sanghitas mindste. Den her lille flok rødder har jeg kendt fra de blev født.

 

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Dramaet om julevarerne 1. del

Skriiig skriiig skriiiig, ja undskyld, men jeg må af med det! Søndag sad jeg mageligt tilbagelænet og nød tanken om, at Musahars juleting, frugtposer og helt nye fine Elefanter var på vej fra Butwal til Kathmandu og så videre til København med fly. Stofmanden havde bedt om at få alt senest d. 16. og nu ville alt ankomme d. 15. og 16., så jeg var ret (selv?) glad. Nu er der så det, at det skal man ALDRIG være i Nepal! Onsdag havde jeg stadig ikke hørt noget fra Stofmanden, så jeg anede uråd og ringede “dit stof er sendt” meddelte han glad. “nå nå, men hvad med mine produkter dem har du vel modtaget”, svarede jeg mens en klam anelse krildrer ned ad min ryg. “Sku du ikke sende det til mig efter Dashain?” kommer det forundrede svar. Vi snakker d. 1. november eller deromkring og nej det har jeg ALDRIG sagt, hvad jeg derimod har sagt er, at det IKKE kan vente til f…. 1. november, fordi den danske jul altså starter liiige om lidt! IShh! Nå… jeg hidser mig lidt ned og svarer relativt roligt at alt blev sendt søndag og at det faktisk snart er jul og at jeg skal have mine ting NUUUU. Heldigvis kan jeg høre, at Stofmanden omgående får stress og siger, at han chekker med det samme!

Torsdag da jeg ringer, er han hos kureren og skal straks videre til Cargo og har fixet det hele – “hurra du er fantastisk”, jubler jeg og tæller på fingre, at hele balladen kan nå til København før jeg drager til Jylland med Uglefortællinger. Senere på eftermiddagen modtager jeg så endnu et drama: Der er blevet chekket 5 store tasker ind i Butwal og kun 4 er nået frem! Så nu sidder jeg her og krydser fingre for, at det IKKE er julepynten eller Elefanterne men bare frugtposer og te-hætter. Jeg har ikke fantasi (eller nerver) til at forestille mig, at tasken er rigtig væk, men den kommer i hvert fald ikke med i denne omgang, så send venligst en stille bøn til transportguden om at sende lidt held i Musahars retning endnu engang – fortsættelse følger….

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Smadret inventar og måske en smadret illusion

Jeg har været lidt i tvivl om denne historie skulle på bloggen og om den skal indgå når jeg skal rundt i landet med mine Uglefortællinger. Men jeg blev ret hurtigt enig med mig selv om, at det skal den! Især fordi den er en del af en realistisk fortælling om fattige mennesker i al sin ubehagelige voldsomhed.

Sabitri i sit lerhus. Hun er 40 år og mor til 3 drenge og 1 pige. Drengene er de eneste i landsbyen, der har gået i skole til mere end sjette klasse.

Dagen i dag startede hyggeligt med en sludder med Sabitri, der er en de damer jeg kommer rigtig godt ud af det med. Menuka havde forsøgt at ringe mig op kl. 5, så da jeg havde sendt ungerne i skole ringede jeg tilbage og så var det Sabitri der tog den. Namaste madam! Sagde hun glad og det lykkedes hende at forklare mig, at Menuka miss havde efterladt telefonen, så de kunne sy efter et billede af juletræstæppet på telefonen.

Sita, mor til Asik og Anjali og superdygtig til at sy. Uheldig med sin mand Narayan og ikke særlig populær i gruppen.

Senere ringede jeg så igen og fik en god snak med Menuka både om tæpperne og om vores skolemadsprojekt. Snakken må have været rigtig godt for hen imod slutningen fortæller hun mig, at der har været et mega-skænderi i systuen for nogle uger siden.

Sitas søn Asik på 4 år havde gået rundt og pillet ved tingene og Mangali, der er vores strygedame, bad Sita få ham ud. Det udviklede sig til et større skænderi og de to damer røg fysisk i totterne på hinanden. Det hørte Sitas mand, der jo tidligere har banket hende mange gange og desuden har en anden kone (eller har haft…) og så kom han farende og gav sig til at smide med maskiner og hvad der nu ellers lå i systuen, han smadrede et vindue og ødelagde døren (går ud fra de har forsøgt at holde ham ude). De andre damer måtte flygte i panik, og forsøgte at ringe til Menuka, der desværre var til eksamen.

Næste dag tog hun så heldigvis affære og sagde til Sita og Mangali, at hvis de skulle fortsætte i systuen, så skal de kunne tale sammen ellers var det ud! Desuden sagde hun til Sita, at hun og hendes mand må erstatte det ødelagte. Sita græd og sagde, at de andre stikker til hende, fordi hendes mand har haft en anden og sagde at vi bare kan tage fra hendes opsparing til reparationer, men ikke sige det til de andre damer. Narayan (Sitas mand) var ked af sit anfald og forsøgte at reparere døren.

Jeg tænkte, du ville blive “sad” så derfor har jeg ikke sagt det før, sagde Menuka (!) meget nepalesisk. Blev sgu ret nedtrykt! Sita har haft det hårdt og Mangali er en førsteklasses rænkesmed, men vi har en hel klar regel om, at der ikke skal være børn i systuen og det er helt uacceptabelt at smadre hele hytten – så jeg sagde til Menuka, at hun måtte sørge for reparationer og så trække Sita.

En af de største barrierer ved arbejde som vores, er helt klart ævl, kævl og misundelse, det synes jeg der står alt for lidt om, når man læser om udvikling, fair trade mv. Det er som om fattige helst skal fremstå som uskyldsrene (stakler?), når virkeligheden ofte snarere er et studie i smålighed, snyd og druk, ikke at disse ting er det eneste, der er at sige om fattige landsbyboer, men det er dog ofte en væsentlig del af deres fortælling. Når man ikke har noget, så er det svært at ønske det bedste for sin nabo, ser det ud til, og det er såmænd ikke så svært at forstå, selvom resultatet er, at ingen vinder, hvor alle kunne have vundet (en klassiker er familiefaren, der kommer fuld hjem og ødelægger ungernes skolebøger, som han har haft svært ved at betale i første omgang).

En fredelig dag i systuen i Soiya.

Heldigvis går det godt i hverdagen i systuen og jeg er virkelig glad for, at Menuka tvang de to kamphøner til at snakke sammen, vi har før haft skænderier, der resulterede i, at to damer ikke kunne arbejde sammen. I morgen skal de alle sammen lave kompost til deres køkkenhaver og så har de to fridage før arbejdet kalder på søndag en slutpurt på 4 dage med julepynt, før vi går i gang med nye ting og sager.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skoldkopper og styrtregn

Nirmala, en af de yngre kvinder, der er kommet til systuen senere end de andre, da hun som nygift flyttede til landsbyen, kommer bekymret og viser os sin søn, han er fuldstændig dækket af noget der ligner sorte skoldkopper. Hun vil gerne have penge fra sin opsparing til at besøge privathospitalet i Butwal. ”Jeg tror altså bare han har skoldkopper”, siger jeg til Pooja, der også synes drengen ser ok ud bortset fra de rædsomme blærer. Det viser sig, at de har været hos 2 lokale læger, der begge har sagt, at drengen er ok. Samtidig hvisker de andre damer om, at Nirmalas mand drikker hendes løn op, så vi skal ikke give hende for mange penge. Det er jo lidt af et dilemma: Vi kan jo ikke forhindre Nirmala i at give sin mand penge! Vi ender med at enes om, at give hendet et minimalt beløb og opfordre hende til at vente med privathospital til i morgen.

Nirmala med sin 1 årige søn

Heldigvis har Nirmalas lille søde trold-unge det bedre næste dag. Til gengæld har hendes nabo Laxmi 3 skoldkopper på næsen. De påstår alle sammen af hverken de selv eller deres unger har haft skoldkopper, så måske er det ikke lige så almindeligt i Nepal?

I hvertfald er det frustrerende at iagttage, at folk bruger så mange unødvendige penge på læger og medicin og så i øvrigt alligevel dør af det ene og det andet.

Aprospos død: Chireiti, der er vores bedste uldgruppedame og mor til de to dygtige syersker Mankumari og Sanghita, vil gerne hæve alle sine sparepenge. Hendes mand er pludselig død og da vi tager på kondolancebesøg, viser det sig, at hun nu skal overtage hans arbejde som kommunal gadefejer. Det er ret godt betalt og der er også sygeforsikring med og hvis Chireiti gør arbejdet indtil hendes søn er 18 år, så kan familien holde på jobbet. Så vi må sige farvel og held og lykke til Chireiti.

Chireiti og søn

Chireti med sin 12 årige søn. I følge traditionerne skal han den næste måned selv lave sin egen mad og bære hvidt tøj.

De unge brude
Mens jeg er i Soiya kommer to af de unge piger, der det sidste års tid er løbet væk med deres kærester på besøg. Rada er klædt i rødt og 6 måneder henne, manden er på vej til Malaysia for at arbejde, Devaki ser lidt forhutlet og tynd ud, men smiler og siger ”ja ja”, da jeg spørger om hendes svigerfamilie nu også gir hende mad nok.

TH: Radha, der vel er ca. 18 år i fint rødt brudetøj og med en lille 6 mdr.s mave. TV: Menuka, vores lokale koordinator, i fuld gang med vores organisationspapirer.

Raksha banda

Onsdag, som er vores næstsidste dag spørger chaufføren Ram håbefuldt, om vi tager af sted i morgen tidlig? Det må jeg jo desværre svare nej til. Grunden til spørgsmålet er, at det er raksha banda, en større nepalesisk festival. Det er der ikke nogen som har gjort mig opmærksom på, inden vi tog af sted, så jeg tillader mig at være en smule kold bagi over at mine medpassagerer må arbejde på en helligdag. Torsdag – sidste dag i systuen – bliver temmelig hektisk, alle arbejder som gale på at færdiggøre det sidste, mens tropisk regnstorm pisker ned og ind ad vinduerne og lyset kommer og går og klokken snart er en hel del mere end jeg havde lovet den ville blive.

Der broderes intenst - her på vores juletræstæppe.

Til alles ros skal det siges, at der absolut ikke er nogen slinger i valsen. Chaufføren venter tålmodigt på os i to timer udover det lovede afgangstidspunkt, selvom det betyder, at vi først er i Katmandu efter midnat og damerne arbejder også koncentreret og uden brok. Alt skal med på Formland i Herning ugen efter, så der er ikke mulighed for at eftersende noget.

Juletræstæppet fotograferes. Det har damerne meget sjov ud af, der er som altid aldrig langt til at godt grin.

Endnu engang læsser vi bilen og vinker farvel til de smilende damer, der nu skal i gang med en masse nyt og spændende arbejde, som vi regner med dukker op i oktober.

1 kommentar

Filed under Uncategorized

Jul i juli

”Se”, udbryder Sita og bryder sammen af grin mens hun vipper vores lille nye æggevarmer frem og tilbage som en hånddukke. En mini coffee cosy, det er for skørt! Tror heller aldrig hun har set et æggebæger før.

Sita og Renu arbejder

De første Cosy Egg ser dagens lys

Egentlig er jeg kommet for at lave julepynt i skønne duschede farver med vores 20 syersker i Soiya. Men på vej i flyet sad jeg og ærgrede mig over de store mænger stof, der går til spilde, når vi laver Cosy Coffee birds og ærgerlsen blev til den kæreste æggevarmer, til stor morskab for damerne der aldrig har set sådan en himstragims eller æggebægeret, der venligst er udlånt af min veninde Sapna.

”Prøv at se engang”, siger jeg belærende, ”det her er meget dyrt” og viser, at der kun kan være to cosyer på stoffet. ”Der ka godt være en til” siger Sita og vender mønsteret på hovedet! Lidt øv at vi ikke har set det før, men dejligt, at hun ser det nu!

Nisha med flagranke

Nisha med en af vores nye jule-ranker

Vi kommer også så småt i gang med juletingene, der tegner fantastisk. Vi skal være her i 4 dage, hvilket ikke er meget, når alt er på papir og skal prøves af før det godkendes. Tirsdag afstedkommer afprøvningerne endnu et sidespor: Vores nye søde juleranke, udviklet i samarbejde med designer Line Søndergaard, deler sig i tre: To juleranker og en alfabetranke, jeg kan se, vi er bagud, selvom Nisha og Asha syr koncentreret, men beslutter mig til at kreativiteten nu engang må flyde som den vil.

Tæppekunst on-demand

Saraswoti og Sabitri med de fantastiske chokati-tæpper

Det tager næsten 4 dage at lave chokati-tæpperne med diameteren 84 cm.

En anden hurtig beslutning er, at sætte Sabitri og Saraswoti i gang med vores smukke chokati-tæpper. De store på hhv. 84 og 120 cm er helt enkelt kunstværker og de to superdygtige damer kan lige nå at lave hver 1 på 4 dage, hvis de får et par medhjælpere til at klippe de mange mange firkanter, som skal til. Vi har udsolgt og har ikke haft tid til at bestille mere stof, men det viser sig, at der lige kan blive to af det stof vi har liggende.

Det viser sig at være en rigtig god beslutning, for lige inden jeg tager hjem, er der en kunde som bestiller et blåt tæppe!

Trods stress eller måske pga. tempoet, får jeg øvet mig i ikke at styrte rundt og finde ting frem selv, men bede de ansvarlige i systuen om broderigarn, stof osv. i de rigtige farver – bliver så glad for mit begrænsede nepali i den slags situationer. Selv Shanti er en god hjælp. Shanti er nok den af vores damer, der har mindst initiativ og som er mindst udadvendt. Men denne gang er det hende som bliver sat til alle mulige småjobs og til sidst begynder hun faktisk selv at tage lidt initiativ til at hjælpe til. Hendes nepali begrænser sig til forståelse, så når man snakker med hende er det om at holde ørerne ekstra stive og gætte på, hvordan hendes tharu-gloser passer med det man spurgte om. Men hun svarer! For et par år siden ville hun bare have stået og kikket fjernt på os.

5 år med Soiya

Undertegnede med Laxmis lille nye datter

Laxmis lille datter – en tro kopi af storebror Krishna i samme alder

Laxmi, der var gravid sidst, har fået en lille yndig datter. ”Hun ligner da bare Krishna så meget, fra han var lille”, udbryder jeg og refererer til Laxmis 3 årige søn, som jeg i sin tid tog en masse billeder af, blandt andet fordi Laxmi tidligere har mistet to små (som nygift 16 årig!). Det synes Laxmi faktisk ikke, hun gør, den lille pige uden navn endnu. Sjovt at have kendt damerne i Soiya så længe – faktik er det præcist 5 år siden i disse dage, at jeg første gang besøgte landsbyen sammen med Peter Bischoff fra MS Danmark, dengang jeg arbejdede som udviklingsarbejder for organisationen. Havde allerede dengang en anelse om, at vi hørte sammen landsbyen og jeg J.

Onsdag drager jeg til Formland i Herning med de nye fine ting og sager. Forhåbentlig når jeg inden da at fortælle mere fra turen til Nepal her på bloggen.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized