Dramaet om julevarerne 1. del

Skriiig skriiig skriiiig, ja undskyld, men jeg må af med det! Søndag sad jeg mageligt tilbagelænet og nød tanken om, at Musahars juleting, frugtposer og helt nye fine Elefanter var på vej fra Butwal til Kathmandu og så videre til København med fly. Stofmanden havde bedt om at få alt senest d. 16. og nu ville alt ankomme d. 15. og 16., så jeg var ret (selv?) glad. Nu er der så det, at det skal man ALDRIG være i Nepal! Onsdag havde jeg stadig ikke hørt noget fra Stofmanden, så jeg anede uråd og ringede “dit stof er sendt” meddelte han glad. “nå nå, men hvad med mine produkter dem har du vel modtaget”, svarede jeg mens en klam anelse krildrer ned ad min ryg. “Sku du ikke sende det til mig efter Dashain?” kommer det forundrede svar. Vi snakker d. 1. november eller deromkring og nej det har jeg ALDRIG sagt, hvad jeg derimod har sagt er, at det IKKE kan vente til f…. 1. november, fordi den danske jul altså starter liiige om lidt! IShh! Nå… jeg hidser mig lidt ned og svarer relativt roligt at alt blev sendt søndag og at det faktisk snart er jul og at jeg skal have mine ting NUUUU. Heldigvis kan jeg høre, at Stofmanden omgående får stress og siger, at han chekker med det samme!

Torsdag da jeg ringer, er han hos kureren og skal straks videre til Cargo og har fixet det hele – “hurra du er fantastisk”, jubler jeg og tæller på fingre, at hele balladen kan nå til København før jeg drager til Jylland med Uglefortællinger. Senere på eftermiddagen modtager jeg så endnu et drama: Der er blevet chekket 5 store tasker ind i Butwal og kun 4 er nået frem! Så nu sidder jeg her og krydser fingre for, at det IKKE er julepynten eller Elefanterne men bare frugtposer og te-hætter. Jeg har ikke fantasi (eller nerver) til at forestille mig, at tasken er rigtig væk, men den kommer i hvert fald ikke med i denne omgang, så send venligst en stille bøn til transportguden om at sende lidt held i Musahars retning endnu engang – fortsættelse følger….

Advertisement

Smadret inventar og måske en smadret illusion

Jeg har været lidt i tvivl om denne historie skulle på bloggen og om den skal indgå når jeg skal rundt i landet med mine Uglefortællinger. Men jeg blev ret hurtigt enig med mig selv om, at det skal den! Især fordi den er en del af en realistisk fortælling om fattige mennesker i al sin ubehagelige voldsomhed.

Sabitri i sit lerhus. Hun er 40 år og mor til 3 drenge og 1 pige. Drengene er de eneste i landsbyen, der har gået i skole til mere end sjette klasse.

Dagen i dag startede hyggeligt med en sludder med Sabitri, der er en de damer jeg kommer rigtig godt ud af det med. Menuka havde forsøgt at ringe mig op kl. 5, så da jeg havde sendt ungerne i skole ringede jeg tilbage og så var det Sabitri der tog den. Namaste madam! Sagde hun glad og det lykkedes hende at forklare mig, at Menuka miss havde efterladt telefonen, så de kunne sy efter et billede af juletræstæppet på telefonen.

Sita, mor til Asik og Anjali og superdygtig til at sy. Uheldig med sin mand Narayan og ikke særlig populær i gruppen.

Senere ringede jeg så igen og fik en god snak med Menuka både om tæpperne og om vores skolemadsprojekt. Snakken må have været rigtig godt for hen imod slutningen fortæller hun mig, at der har været et mega-skænderi i systuen for nogle uger siden.

Sitas søn Asik på 4 år havde gået rundt og pillet ved tingene og Mangali, der er vores strygedame, bad Sita få ham ud. Det udviklede sig til et større skænderi og de to damer røg fysisk i totterne på hinanden. Det hørte Sitas mand, der jo tidligere har banket hende mange gange og desuden har en anden kone (eller har haft…) og så kom han farende og gav sig til at smide med maskiner og hvad der nu ellers lå i systuen, han smadrede et vindue og ødelagde døren (går ud fra de har forsøgt at holde ham ude). De andre damer måtte flygte i panik, og forsøgte at ringe til Menuka, der desværre var til eksamen.

Næste dag tog hun så heldigvis affære og sagde til Sita og Mangali, at hvis de skulle fortsætte i systuen, så skal de kunne tale sammen ellers var det ud! Desuden sagde hun til Sita, at hun og hendes mand må erstatte det ødelagte. Sita græd og sagde, at de andre stikker til hende, fordi hendes mand har haft en anden og sagde at vi bare kan tage fra hendes opsparing til reparationer, men ikke sige det til de andre damer. Narayan (Sitas mand) var ked af sit anfald og forsøgte at reparere døren.

Jeg tænkte, du ville blive “sad” så derfor har jeg ikke sagt det før, sagde Menuka (!) meget nepalesisk. Blev sgu ret nedtrykt! Sita har haft det hårdt og Mangali er en førsteklasses rænkesmed, men vi har en hel klar regel om, at der ikke skal være børn i systuen og det er helt uacceptabelt at smadre hele hytten – så jeg sagde til Menuka, at hun måtte sørge for reparationer og så trække Sita.

En af de største barrierer ved arbejde som vores, er helt klart ævl, kævl og misundelse, det synes jeg der står alt for lidt om, når man læser om udvikling, fair trade mv. Det er som om fattige helst skal fremstå som uskyldsrene (stakler?), når virkeligheden ofte snarere er et studie i smålighed, snyd og druk, ikke at disse ting er det eneste, der er at sige om fattige landsbyboer, men det er dog ofte en væsentlig del af deres fortælling. Når man ikke har noget, så er det svært at ønske det bedste for sin nabo, ser det ud til, og det er såmænd ikke så svært at forstå, selvom resultatet er, at ingen vinder, hvor alle kunne have vundet (en klassiker er familiefaren, der kommer fuld hjem og ødelægger ungernes skolebøger, som han har haft svært ved at betale i første omgang).

En fredelig dag i systuen i Soiya.

Heldigvis går det godt i hverdagen i systuen og jeg er virkelig glad for, at Menuka tvang de to kamphøner til at snakke sammen, vi har før haft skænderier, der resulterede i, at to damer ikke kunne arbejde sammen. I morgen skal de alle sammen lave kompost til deres køkkenhaver og så har de to fridage før arbejdet kalder på søndag en slutpurt på 4 dage med julepynt, før vi går i gang med nye ting og sager.

Skoldkopper og styrtregn

Nirmala, en af de yngre kvinder, der er kommet til systuen senere end de andre, da hun som nygift flyttede til landsbyen, kommer bekymret og viser os sin søn, han er fuldstændig dækket af noget der ligner sorte skoldkopper. Hun vil gerne have penge fra sin opsparing til at besøge privathospitalet i Butwal. ”Jeg tror altså bare han har skoldkopper”, siger jeg til Pooja, der også synes drengen ser ok ud bortset fra de rædsomme blærer. Det viser sig, at de har været hos 2 lokale læger, der begge har sagt, at drengen er ok. Samtidig hvisker de andre damer om, at Nirmalas mand drikker hendes løn op, så vi skal ikke give hende for mange penge. Det er jo lidt af et dilemma: Vi kan jo ikke forhindre Nirmala i at give sin mand penge! Vi ender med at enes om, at give hendet et minimalt beløb og opfordre hende til at vente med privathospital til i morgen.

Heldigvis har Nirmalas lille søde trold-unge det bedre næste dag. Til gengæld har hendes nabo Laxmi 3 skoldkopper på næsen. De påstår alle sammen af hverken de selv eller deres unger har haft skoldkopper, så måske er det ikke lige så almindeligt i Nepal?

I hvertfald er det frustrerende at iagttage, at folk bruger så mange unødvendige penge på læger og medicin og så i øvrigt alligevel dør af det ene og det andet.

Aprospos død: Chireiti, der er vores bedste uldgruppedame og mor til de to dygtige syersker Mankumari og Sanghita, vil gerne hæve alle sine sparepenge. Hendes mand er pludselig død og da vi tager på kondolancebesøg, viser det sig, at hun nu skal overtage hans arbejde som kommunal gadefejer. Det er ret godt betalt og der er også sygeforsikring med og hvis Chireiti gør arbejdet indtil hendes søn er 18 år, så kan familien holde på jobbet. Så vi må sige farvel og held og lykke til Chireiti.

Chireti med sin 12 årige søn. I følge traditionerne skal han den næste måned selv lave sin egen mad og bære hvidt tøj.

De unge brude
Mens jeg er i Soiya kommer to af de unge piger, der det sidste års tid er løbet væk med deres kærester på besøg. Rada er klædt i rødt og 6 måneder henne, manden er på vej til Malaysia for at arbejde, Devaki ser lidt forhutlet og tynd ud, men smiler og siger ”ja ja”, da jeg spørger om hendes svigerfamilie nu også gir hende mad nok.

TH: Radha, der vel er ca. 18 år i fint rødt brudetøj og med en lille 6 mdr.s mave. TV: Menuka, vores lokale koordinator, i fuld gang med vores organisationspapirer.

Raksha banda

Onsdag, som er vores næstsidste dag spørger chaufføren Ram håbefuldt, om vi tager af sted i morgen tidlig? Det må jeg jo desværre svare nej til. Grunden til spørgsmålet er, at det er raksha banda, en større nepalesisk festival. Det er der ikke nogen som har gjort mig opmærksom på, inden vi tog af sted, så jeg tillader mig at være en smule kold bagi over at mine medpassagerer må arbejde på en helligdag. Torsdag – sidste dag i systuen – bliver temmelig hektisk, alle arbejder som gale på at færdiggøre det sidste, mens tropisk regnstorm pisker ned og ind ad vinduerne og lyset kommer og går og klokken snart er en hel del mere end jeg havde lovet den ville blive.

Til alles ros skal det siges, at der absolut ikke er nogen slinger i valsen. Chaufføren venter tålmodigt på os i to timer udover det lovede afgangstidspunkt, selvom det betyder, at vi først er i Katmandu efter midnat og damerne arbejder også koncentreret og uden brok. Alt skal med på Formland i Herning ugen efter, så der er ikke mulighed for at eftersende noget.

Juletræstæppet fotograferes. Det har damerne meget sjov ud af, der er som altid aldrig langt til at godt grin.

Endnu engang læsser vi bilen og vinker farvel til de smilende damer, der nu skal i gang med en masse nyt og spændende arbejde, som vi regner med dukker op i oktober.

Jul i juli

”Se”, udbryder Sita og bryder sammen af grin mens hun vipper vores lille nye æggevarmer frem og tilbage som en hånddukke. En mini coffee cosy, det er for skørt! Tror heller aldrig hun har set et æggebæger før.

De første Cosy Egg ser dagens lys

Egentlig er jeg kommet for at lave julepynt i skønne duschede farver med vores 20 syersker i Soiya. Men på vej i flyet sad jeg og ærgrede mig over de store mænger stof, der går til spilde, når vi laver Cosy Coffee birds og ærgerlsen blev til den kæreste æggevarmer, til stor morskab for damerne der aldrig har set sådan en himstragims eller æggebægeret, der venligst er udlånt af min veninde Sapna.

”Prøv at se engang”, siger jeg belærende, ”det her er meget dyrt” og viser, at der kun kan være to cosyer på stoffet. ”Der ka godt være en til” siger Sita og vender mønsteret på hovedet! Lidt øv at vi ikke har set det før, men dejligt, at hun ser det nu!

Nisha med en af vores nye jule-ranker

Vi kommer også så småt i gang med juletingene, der tegner fantastisk. Vi skal være her i 4 dage, hvilket ikke er meget, når alt er på papir og skal prøves af før det godkendes. Tirsdag afstedkommer afprøvningerne endnu et sidespor: Vores nye søde juleranke, udviklet i samarbejde med designer Line Søndergaard, deler sig i tre: To juleranker og en alfabetranke, jeg kan se, vi er bagud, selvom Nisha og Asha syr koncentreret, men beslutter mig til at kreativiteten nu engang må flyde som den vil.

Tæppekunst on-demand

Det tager næsten 4 dage at lave chokati-tæpperne med diameteren 84 cm.

En anden hurtig beslutning er, at sætte Sabitri og Saraswoti i gang med vores smukke chokati-tæpper. De store på hhv. 84 og 120 cm er helt enkelt kunstværker og de to superdygtige damer kan lige nå at lave hver 1 på 4 dage, hvis de får et par medhjælpere til at klippe de mange mange firkanter, som skal til. Vi har udsolgt og har ikke haft tid til at bestille mere stof, men det viser sig, at der lige kan blive to af det stof vi har liggende.

Det viser sig at være en rigtig god beslutning, for lige inden jeg tager hjem, er der en kunde som bestiller et blåt tæppe!

Trods stress eller måske pga. tempoet, får jeg øvet mig i ikke at styrte rundt og finde ting frem selv, men bede de ansvarlige i systuen om broderigarn, stof osv. i de rigtige farver – bliver så glad for mit begrænsede nepali i den slags situationer. Selv Shanti er en god hjælp. Shanti er nok den af vores damer, der har mindst initiativ og som er mindst udadvendt. Men denne gang er det hende som bliver sat til alle mulige småjobs og til sidst begynder hun faktisk selv at tage lidt initiativ til at hjælpe til. Hendes nepali begrænser sig til forståelse, så når man snakker med hende er det om at holde ørerne ekstra stive og gætte på, hvordan hendes tharu-gloser passer med det man spurgte om. Men hun svarer! For et par år siden ville hun bare have stået og kikket fjernt på os.

5 år med Soiya

Laxmis lille datter – en tro kopi af storebror Krishna i samme alder

Laxmi, der var gravid sidst, har fået en lille yndig datter. ”Hun ligner da bare Krishna så meget, fra han var lille”, udbryder jeg og refererer til Laxmis 3 årige søn, som jeg i sin tid tog en masse billeder af, blandt andet fordi Laxmi tidligere har mistet to små (som nygift 16 årig!). Det synes Laxmi faktisk ikke, hun gør, den lille pige uden navn endnu. Sjovt at have kendt damerne i Soiya så længe – faktik er det præcist 5 år siden i disse dage, at jeg første gang besøgte landsbyen sammen med Peter Bischoff fra MS Danmark, dengang jeg arbejdede som udviklingsarbejder for organisationen. Havde allerede dengang en anelse om, at vi hørte sammen landsbyen og jeg J.

Onsdag drager jeg til Formland i Herning med de nye fine ting og sager. Forhåbentlig når jeg inden da at fortælle mere fra turen til Nepal her på bloggen.

Fulde strejkevagter og komøg

Turen til Soiya var denne gang ekstra kaotisk, fordi Nepal står for at færdiggøre sin nye forfatning. Det betød at alle der på nogen måde havde bare det mindste at skulle have sagt havde anmeldt en strejke. I Nepal er en strejke noget med at lukke vejene for biler og helst også butikkerne – rimelig upraktisk for os, der havde planer om at køre fra Kathmandu til Soiya, en tur der går gennem 7 distrikter, alle med deres omfangsrige strejkeprogram.

Vi endte med at købe indenrigsflybilletter til hele banden, der denne gang bestod af min mor, mine to drenge, Anjali (som er 8 år og kommer fra Soiya, men går i skole i Katmandu med venners hjælp), min veninde Birgitte og så selvfølgelig Musahars konsulent Pooja. Inden vi drog med syd, var vi ude på Søbogaards økologiske gårdprojekt Gamcha. Det er nemlig tanken at syerskerne i Soiya skal i gang med økologisk jordbrug, når de ikke syr.

Efter et par dage på Gamcha ville vi så videre til landsbyen, men den dag var strejken så hård at vi ikke engang kunne få en turisttaxi! Vi måtte altså ændre flybilletterne til dagen efter og krydse fingre! Næste dag gik det lidt bedre, vi fik en taxa meget tidligt om morgenen og var endda så heldige at overtale Gamchas manager mr. Dhunagana til at tage med os.

“Oh wauw” sagde Anjali, da hun hørte vi skulle flyve. Noget af en oplevelse for en lille pige, der er vokset op i en lerhytte i lillebitte Soiya. Flyveturen gik fint, men da vi nåede frem var der ingen taxaer overhovedet. Foran lufthavnsbygningen holdt en militærbil og 3 rickshaws og det var det og så 40 graders varme!

Efter en del snakken og ringen til hoteller i nærheden, måtte vi hyre 5 rickshaws til os selv og al vores bagage og så ellers sætte næsen mod et hotel 20 km nede af vejen….planen var at vente der og se om vejen ville blive åbnet om aftenen.

Hver gang vi kom til en vejspærring råbte de unge strejkevagter “challau” (kør!), grinede og hilste på os. Jeg fik som altid en følelse af, at de her strejker er en slags fest for unge arbejdsløse knægte (der ikke har noget bedre at lave!). Nå, men vi sneglede os ned ad landevejen – og efter 3 timer tænkte jeg “det kan da ikke blive værre” – men det ku det! Frem fra vejsiden kom to meget påvirkede strejkevagter, skældte vores chauffører hæder og ære fra for at køre med os, gav den ene en flad og tog alle vores ventiler! Så måtte vi gå….Men heldigvis gik der ikke længe inden vi kom til en lille bazar, hvor vi fik hjælp i form af nye ventiler og moralsk opbakning – begge dele ganske gratis – sådan er Nepal jo også 🙂
Vel fremme ved hotellet, gik vi i gang med at søge efter en jeep, og ved mr. Dunghanas hjælp gik det rimelig smertefrit, så da kl. var 9 om aftenen rullede vi endelig mod Soiya. Alle var glade selvom vi jo også tænkte: Hvordan søren kommer vi tilbage igen….(?)

Hos Menuka, vores nygifte koordinator, var der kommet en lille nevø. Radha, Menukas smukke og supersøde svigerinde var blevet mor til en lille dreng. “Nu har jeg to drenge”, som Menukas lettere exentriske mor jublede.

I Soiya var alt vel. Damerne har brugt den sidste månedstid på at lave de sødeste frugtposer: Et fællesprojekt for systuen og skolemadsprojektet, hvor overskuddet går til skolemad. Poserne er designet af Susan Liebe og indeholder en lille fin tegneserie designet af Line Pawelczyk Søndergaard.

I den forbindelse er vi begyndt at bruge broderirammer. Det var lidt svært for damerne til en start at brodere bogstaver, men nu går det fint! Det er jo “bare” et billede.

Poserne kan i parentes bemærket købes både hos foreningen Skoleliv i Nepal, hos Musahar og en række andre forhandlere fra juni og frem og er fuldstændig perfekte til skolefrugt/børnehavefrugt.

Vertikale haver
Udover herlige frugtposer til danske børn, skal vi også have gang i grøntsager til damerne og deres familier. Min store drøm er at lave vertikale haver både i landsbyen og på skolen og på den måde øge fødevaresikkerheden/indkomsten i landsbyen. I første omgang brugte vi mest tid på jordfordring. Vores rare øko.ekspert mr. Dhungana synes vores damer var lidt træls: Tidligere gældsslaver er ikke lige mennesker der kaster sig i armene på andre og raver ressourcer til sig, den slags lader de højkaste-brahminerne om, så når der kommer sådan en fyr fra Kathmandu i hvid skjorte, så er de skeptiske og det syns han altså var træls.
Meen vi fik da snakket en del om kompost med komøg i og lavet en fin nu kompostbunke i Renus have. Renu er faktisk normalt lidt træls eller rettere hendes mand er luddoven og når han laver noget beholder han alle pengene selv, så hun er altid på spanden. Men hun er en af dem, der stadig havde kompost 2 år efter vores første kursus, så hun er altså interesseret i sin have, så vi startede med hende. Som altid viste det sig, at der var flere problemer end bare lige kompost. Renus jord ligger meget lavt, da landsbyen jo bogstavelig talt ligger i grøftekanten, så vi måtte først fylde hente jord med traktor og fylde på.

Næste skridt er at få lavet bambuskurve og til at hænge op i stativer og bruge noget af komposten der. Når man hænger kurve op kan man nemlig dyrke mere på mindre plads og plads er jo ikke lige det Soiya har mest af!

Mens vi andre arbejdede med frugtposer og nye haver – havde Soiya-børnene travlt med at lege med lego sammen med mine drenge Thor og Aske. Vi havde en del lego med doneret af Lego – charity denne gang, så alle kunne være med. En interessant observation: INGEN kunne følge en brugsvejledning! Alle havde svært ved at finde de helt rigtige dele eller valgte noget der lignede (fx lang hvid stav med 10 dupper i stedet for den lange grå med 8 fra tegningen). Det er nok en meget typisk forskel på Nepal og Danmark: I Danmark er alt hvad vi gør styret og sat i ramme, som en legomanual, vi tænker ikke engang over det! I Nepal er det hele mere tilfældigt og styret af hvad der sker nu og her, dagens problemer og behov! Gad vide om en dosis lego-manual kunne ændre noget i Nepal? Ikke at mangel på præcision er det eneste problem eller det største (her kommer de lokale politikere og hele det informelle politiske system ind på en klar førsteplads), men det kunne da være interessant at se:)

Til sidst et billede af Butulis nye svigerdatter (midt for), som også gerne vil være med til at sy….Hvor gammel er hun? Spurgte jeg, da det var helt tydeligt, at pigen ikke var ret gammel. Det vidste de ikke helt…! men ca. 14 år…! Barnebrud? Børnearbejder? Lige meget hvad, så besluttede jeg, at hun kan komme i lære, så må vi se, hvordan det går.

Charity Pips og forår i Nepal

Så kommer der endelig lidt her på  bloggen fra min rejse til Nepal. Men inden I får den historie, så vil jeg lige reklamere for, at man resten af april kan støtte skolemad til fattige nepalesiske børn ved at købe en “Charity Pip Squeak” i webbutikken. Pip’serne koster 65 kr og heraf går 5 kr til skolemad, via foreningen Skoleliv i Nepal. Charity Pip Squeaks sælges – ligesom alle andre varer i webbutikken fragtfrit!

Og nu til Nepal:

Jeg lander i et forårsmildt Kathmandu, fyldt med planer for de kommende 9 dage. Første hurdle er 5 timers forsinkelse, som sender mig direkte fra lufthavnen ud til stofmanden, da lufthavnen ligger mellem hans hus i Bhaktapur og byen, hvor jeg egentlig skulle til møde med Rabi…som skal hjælpe mig med nogle forretninger – hvad skulle man gøre uden forbindelser J

Alt vel i Bhaktapur. Stofmanden viser sig fra sin bedste side, hvilket vil sige at han i lyntempo har produceret stof til gule kaffehætter, som er ved at være påske-udsolgte i web-butikken. Han har også diverse samples og ubleget bomuld til de små stofposer min lille forening skal sælge senere på året.

”Er der børnebørn på vej?” spørger jeg, stofmanden fik sød ung svigerdatter i huset sidste forår. ”Næh, de unge har ikke travlt”, siger han og ryster på hovedet. Der bliver rystet endnu mere, når jeg spørger om svigerdatter så arbejder i firmaet….det huer vidst ikke helt den gamle patriark, at familiemedlemmerne ikke er sådan at styre rundt med.

Efter mødet, belæsset med stofruller kører stofmandens chauffør mig tilbage til mine venner Rabi og Sapnas hus i  Kathmandu. Her følger den traditionelle afhøring fra Sapnas lille bitte nanny Kanchi didi, der skal vide alt om alt og ikke går af vejen for at forlange gaver, hvis hun synes man er for fedtet 🙂 Rabi og Sapna har i øjeblikket datterens amerikanske kæreste boende, så jeg sover i stuen. Selvom de er et par frisindede væsner, så kan de to unge altså ikke dele værelse!

En skøn overraskelse!

Dagen efter skriver jeg projektdokumenter på fuld skrue og så er det ellers afsted til landsbyen. Pooja skal selvfølgelig også med som tolk – hende mødes jeg med i Thamel. Det første jeg tænker, da jeg ser hende er ”hvor ser hun køn og glad ud, hun nærmest stråler”, først herefter ser jeg den unge mand, der bær hendes taske og som sekundet efter bliver introduceret som ”min forlovede, Sudesh”!! Hele historien om, hvordan de to har mødt hinanden, får jeg på turen sydover, men desværre har jeg lovet den ikke skal på bloggen 😉 Kan kun sige, at det er skæbnen, en særlig forbindelse og  kærlighed – så det er jo skønt! Både Pooja og Sudesh er i begyndelsen af 30’erne, så det er ikke det tidligste tidspunkt til familie, især ikke i Nepal.

Menuka’s bryllup

En stor begivenhed på denne tur er Menukas bryllup. Menuka, vores koordinator, der utrætteligt passer systuen og er bindeleddet mellelm os og vores syersker, havde, som nogen måske husker, 8 bejlere i efteråret og valgte så på astrologisk korrekt vis d. 11. Marts til bryllupsdag. Den heldige hedder Laxman og er udvalgt udfra andres udsagn om hans gode personlighed og hans karakterer på universitetet – altså et arrangeret ægteskab. Menuka har mødt ham til forlovelsen og ellers mest talt i telefon med ham. Der var en anden ung fyr, der også var med i opløbet, men han havde det forkerte efternavn ”Neupane og Sapkota er som søskende, så det er ikke godt at gifte sig”, forklarer Menuka (Neupane), denne unge fyr (som hedder Sapkota) var ellers frisk og foreslog de to løb væk sammen, men det er ikke lige Menukas stil: Hun elsker status og at være midtpunkt og der er ikke så meget pomp og pragt over at løbe bort.

Dagen før brylluppet ankommer et væld af søstre (Menuka har 5 søstre) og andre familiemedlemmer, vejen spærres med en kæmpe baldakin og ude bagved frituresteges der cellroti på fuld drøn.

Senere på aftenen er der henna dekorering til alle.

Brylluppet var en stor ting med 500 gæster, dans og masser af ritualer og selvom det var uden alkohol, så var prisen oppe og konkurrere med et middelstort dansk bryllup. Det dyreste var gaverne…så nu skal Menukas bror afsted til Dubai og arbejde igen…Først synes jeg, det virkede meget urimeligt, men som Sapna og Rabi sagde: Det er jo hendes arv – han får huset en dag! Tja det er jo også sandt….

Menuka har inviteret alle syerskerne med til brylluppet, hvilket både Pooja og jeg er imponerede over: det er vidst ikke tit, der er dalitter til et brahmin-bryllup – hatten af for Menuka igen igen. Også skønt at se, at damerne ikke stod og så generte ud i et hjørne: Næ nej, de gik skam helt hen til brudeparret for at kikke!

Der er mange flere billeder på Facebook 🙂

Dagen efter brylluppet drog jeg afsted for at besøge den nye familie sammen med Menukas bror og nogle andre familiemedlemmer. Ikke at jeg på nogen måde havde tid, men på den anden side: Hvis Menuka skal arbejde for mig i fremtiden, så blev jeg enig med mig selv om, at det nok var bedst at charmere svigerfamilien og “besøg af dansker i hvid bil” er absolut et godt træk i den sammenhæng.

Det viste sig, at Laxmans familie boede MEGET langt væk! Herudover viste det sig også, at Laxman faktisk bor i Kathmandu og helst vil blive der….! Ikke så lidt af en gyser da Menuka jo er MEGET central for vores arbejde i Soiya og fordi hendes mands og hans families holdning til os og velvillighed jo nok ikke bliver større af, at vi jo gerne ser at hun fortsætter sit arbejde  – i Soiya…

Nå, men besøget gik fint og alle var glade, særligt for diverse fotosessions af den enorme familie der var samlet for at fejre brylluppet:

Arbejde til alle!

I Soiya blev der syet gule kaffehætter på fuld sving. Det er skønt at se, at damerne har styr på deres arbejde og på at organisere sig, så alle har noget at lave:Fx så tager Shanti knappenåle ud for dem der syr på maskine. Shanti er nok vores svageste syerske, så det er begrænset hvad man kan sætte hende til, men det med knappenålene sparer de andre for arbejde, så det er jo superfint at de selv har fundet på det!

Her dog et billede af hende, mens Nisha hjælper hende med at sy en prøve:

En anden vigtig ting er fremtiden: Damerne i Soiya skal jo ikke være afhængige af andre resten af deres liv, så derfor blev Aarati og Ranchana denne gang sat i gang med et engelsk kursus hos Menukas søde svigerinde Radha. Aarati er den mest arbejdsomme og hjælpsomme af de unge piger, men hun er ugift, så vi ved jo ikke, hvor længe vi har hende (der er løbet flere væk, i de forløbne 3 år), mens Ranchana er gift men ikke har børn og desuden har en 8. klasses eksamen (som den absolut eneste) men derudover ikke virker specielt skarp. Vi må se, hvordan det spænder af…

En anden svært placerbar dame er Butuli. Hun får snart en svigerdatter og jeg går lidt og håber, hun så kan gå på pension og lade svigerdatteren overtage…denne gang forsøgte jeg at sætte hende i gang med at sy inderpuder til nogle patchwork puder, damerne har lavet for at øve sig. Det var lidt svært, men ikke helt dårligt:

En værdig aftager

Inden vi igen vendte næsen mod Kathmandu, var det også blevet klart, at der var en meget ivrig kandidat til jobbet som koordinator, nu hvor Menuka (måske) er på vej ud. Radha Menukas brors kone er godt nok højgravid, men hun vil meget gerne have et job! Hendes mand har ikke som sin lillesøster en god uddannelse, så det er svært for ham at få et godt job, så de to er lidt stuck hos svigermor og uden penge temmelig hjælpeløse. Radhas engelsk er gennem de sidste par år blevet meget bedre, da det primært er hende, der har taget sig af de danske studerende, der med mellemrum gæster den lokale skole som praktikanter. Hun er ikke på Menukas niveau, men det skal nok komme!

Til bryllup på den astrologisk rigtige dag

“Jeg er blevet forlovet” sagde Menuka, vores søde ret specielle og ganske uundværlige koordinator i går i telefonen og så: “hvornår er det nu du kommer? Vi skal finde en dato for brylluppet”. Menuka har jo, som nogen måske har læst på bloggen, haft hele 8 friere her i efteråret og nu havde hun så åbenbart valgt en.

“Ku det blive i maj?”, spurgte undertegnede forhåbningsfuldt. Men næ-nej, er man blevet forlovet så skal man giftes i samme måned fik jeg besked om. “Hvad så med d. 11?” spurgte jeg, for det passer ind i min plan for besøget i Nepal her i slutningen af næste uge, det kunne det og Menuka skyndte sig desuden med vanlig iver, at invitere hele min familie og Karen og hendes familie, samt alle de frivillige danskere hun har arbejdet med på sin anden arbejdsplads, den lokale skole. Det med at “we danes need to plan things” bed ikke rigtigt på.

Det viste sig forøvrigt, at Menuka havde valgt “professoren”, en mand i slutningen af 20erne (selvom titlen giver andre associationer 🙂 som bor nær Butwal og dermed nær systuen, altså afgjort min favorit til posten som ægtemand for Menuka (noget jeg selvfølgelig har holdt for mig selv) – hurra hurra, tør ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis Menuka flyttede til Australien eller andre eksotiske steder.

Nå, men sagen slutter ikke her! 10 min efter ringer Menuka igen og meddeler: “d. 10 og 11 går ikke siger astrologen. Det er dårlige dage at gifte sig på, kan du komme d. 9.?” Tja, det ku jeg jo egentlig ikke, da jeg lander i Kathmandu dagen før. Men det er jeg så nød til – når astrologen siger det.

Så nu er alle planer ændret, så jeg kan trille ned ad bakken til Rupandehi og Soiya to dage før tid for at være til Menukas bryllup. Det skal lige siges, at ingen af vores nepalesiske samarbejdspartnere har undret sig over begrundelsen for ændringen “ja ha ha her i Nepal gifter vi os jo kun en gang!” klukkede Stofmanden. Tja…?

En ting jeg forresten bringer med mig til Rupandehi fra Stofmandens hus i Bhaktapur er nogle ruller med gult. Vi er næsten løbet tør for gule kaffehætter og det går jo ikke. Apropos kaffehætter, så vil jeg sige god weekend med et par billeder af, hvor fine kaffehætterne ser ud hos Girlie Hurlie i Istedgade:

Telefon-nedbrud og sidemandsoplæring

De sidste 2 uger har der været sort skærm i Nepal, i bogstaveligste forstand.

For to uger siden brød begge de to smart phones Menuka bruger, når hun skriver til os nemlig sammen, samtidig!

Det betød jo dels at vi ikke kunne ringe sammen, dels at der hverken kom mails eller billeder. Heldigvis havde vi netop aftalt et 2 ugers forløb, hvor damerne underviser hinanden ud fra tanken om at alle er gode til noget, men kan blive klogere på andre områder af produktionsprocessen.

Det har de så gjort ved at lave patchwork tæpper af rester fra lokale skrædderier mixet med lokal bomuld. Det første har vist sig at være alt for dyrt. Resterne er for små og skrædderiernes priser latterligt høje. Men herudover kunne Menuka melde, at alle damer nu kan alt, og det er jo skønt. Hvad der er lige så skønt er, at de iflg. Menuka har arbejdet supergodt sammen og at deres gamle hang til indbyrdes ævl og kævl er helt borte 🙂

Menuka synes det har været hårdt ikke at kunne spørge om det ene og det andet. Men det nok også sundt nok en gang imellem:)

Telefonerne er fortsat i uorden, bliver nok aldrig til telefoner igen. Så nu har en god ven, der laver socialt arbejde i Nepal, lovet at lege kurer og bringe en anden telefon til Kathmandu (havde heldigvis en ekstra, som jeg selv plejer at bruge i Nepal), hvor en af Menukas mange bekendte så må fragte den videre til Soiya.

Herhjemme gør vi klar til kundebesøg i det midtjydske. Der har været overvældende positive tilbagemeldinger på KVs forespørgsler, så vi kan faktisk ikke nå alle dem vi gerne ville 🙂 Men så kan successen jo gentages! Man kan komme mange gange rundt i Danmark for de penge vi har sparret ved at droppe Formland messen her i foråret.

 

How to place a ‘battm rite’

Så er vi i gang igen! Her i Danmark med udsalg i vores shop og snart også med udsendelse af billeder til vores forhandlere – samt planlægning af en tour-de-Danmark, som skal erstatte forårets Formland-messe.

Som en ny udfordring til os selv, har vi i Nepal kastet os ud i en skøn patchworkpude af økologisk bomuld quiltet med matchende broderigarn. Men hvor Pooja jo ellers har været udkaldt fra Kathmandu til at undervise samples har været sendt fra DK også videre, har vi valgt, at Menuka og damerne selv kan finde ud af det, uden Poojas konsulent-assistance og kun med tegninger scannet og sendt pr. mail.

Det har absolut været interessant – og faktisk ikke sværere end frygtet. Efter at have fulgt op på tegningerne med en længere telefonsamtale, kom der en masse billeder af puden på vej mod at blive pude, sendt fra Menuka. Helt tydeligt at Menuka også er ved at udvikle sig som proces-fotograf – der var sømme og der var mønster, for- og bag….

Første tekst var også rimelig let at forstå for det øvede øje/øre: ” After finish embody” + et billede af quiltningen – jeg sendte ’embody/embroidery’ billedet videre til KV, der pænt skrev til Menuka at den ’embody’ var tip top – altså: Ingen problemer med broderi/quiltning.

Næste mail var straks værre:

”The white thing is battm to keeping this stal is rite or not i use to put two stal you can look and which is rite mal me”…

(?)

Efter at have nærstuderet de følgende billeder og læst teksten for mig selv med Menukas accent, nåede jeg frem til ”The white thing is buttons, is this the right place or not? I have tried to put them in two places, please have a look and mail me which one is right” (man føler sig ret dygtig, når man har løst gåden…he he)

Andre gange, skal det lige siges, er Menukas engelsk relativt let at forstå ☺

Herudover, går det godt i Soiya. Menuka fortalte fx at alle uld-damerne efterhånden er i stand til at brodere: ”De gør det så pænt, når jeg er der, men jeg tror hellere, de vil arbejde med ulden”, sagde Menuka. Godt at vide, for der skal jo ikke uld i kaffehætter, babytæpper, unika-tshirts eller i patchwork-puder…

Indre skønhed eller bitter nød?
Phoolmati, der mistede sin mand for nogen tid siden og herefter tilsyneladende har hygget sig fantastisk med sin søster Renu og hendes familie har fundet sig en ny mand. ”Altså er det bare mig eller er det ikke lidt vildt??” spørger jeg Menuka, Phoolmatis afdøde mand, var ægtemand nr. 2 og nr. 1 er eftersigende blevet vanvittig af sorg efter Phoolmati har forladt ham og nu er der så en 3. mand inde i billedet…, nu er skønhedsidealer jo forskellige og indre skønhed er da absolut en væsentlig faktor, men Phoolmati (også kaldet Woolmati) er altså ikke særlig pæn…., så undertegnede ku ikke lade være med at undre sig en anelse over hendes succes hos det modsatte køn. ”Hvis hun havde råd til at være alene, så tror jeg hellere hun ville det”, var Menukas praktiske kommentar og den gjorde ondt: Syerskerne har et fast deltidsjob og det er et fantastisk supplement til deres mands indkomst. Det betyder, at der er mad nok og at de kan deltage i større projekter som fx et nyt tag og kan købe skolesager til ungerne – altså: Det er grundlæggende et skridt ud af den værste fattigdom og samtidig et løft mod større selvstændighed, men som enlig mor er det svært at klare sig som deltidsbeskæftiget….

Forhåbentlig bliver 2012 året, hvor vi kan sætte gang i endnu flere puder, t-shirts og andet spændende, så syerskerne i Soiya kan få det fuldtidsjob de ønsker sig allermest.

Mød vores syersker

Denne blog har fået en ny side. Den skal udvikle sig til en præsentation af vores syersker, Musahar-damerne i Soiya. I dag er siden præsenteret her, men ellers kan man klikke på linket øverst på siden ved siden af “about” og læse der.