Kisel og hvide bjergtoppe

Kisel og udsigt til bjergene

Soiya kvindernes anden dag på Gamcha Organic Farm startede kold og diset. Fra Gamcha er der disse dage en storslået udsigt over Himalayabjergenes sneklædte tinder, som nu har været synlige fra Kathmandudalen i fem dage i streg.

Først skulle kvinderne blande kisel i en stor tønde vand, og efterfølgende skulle blandingen spredes ud over planterne i hele haven. Kvinderne fulgte opmærksomt, med da Lis blandede kisel i vandet. I løbet af den næste time fik vi alle lov at prøve kræfter med den særlige og noget hårde røreteknik, som sørger for at forbinde kiselen med vandet.

Det er ikke kun mig, der tager billeder af det hele. Her er Saraswoti i gang med sin telefon. Til venstre spreder Sabitri, som er forkvinde for foreningen Kisel med en kost.

Kisel modner grøntsagerne

Lis fortalte, at kisel fungerer som et modningspræparat for planterne samt forlænge holdbarheden af grøntsagerne efter høsten. Imens vi rørte, blev der blandt andet snakket ægteskab og personlig udsmykning. De af Soiya kvinderne, som er gift, har nemlig nogle meget interessante og særegne tatoveringer på deres underarm, og deres smykker og tikka adskiller sig også fra ugifte pigers.

Til venstre: Lis forklarer og Saraswoti rører rundt. Til højre: En af de ret specielle tatoveringer, som Soiyakvinderne går rundt med.

Senere på dagen gik vi rundt i haven på Gamcha og så på, hvad der fungerer i haven, og hvad der kan forbedres. På den måde kunne kvinderne se både gode og dårlige eksempler på økologiske metoder. Vi startede i drivhuset, og her fik kvinderne blandt andet fortalt, hvordan de kan bruge neem-planten til at bekæmpe sygdom hos planterne.

Der blev også snakket om, hvor vigtig korrekt vanding er, og hvornår der skal vandes og ikke vandes. På turen rundt i haven gav Lis eksempler på områder, som ville være gode til forskellige slags grøntsager. Derefter blev det kvindernes tur til at arbejde. Et lille område i haven skulle luges og gøres klar til såning af økologiske gulerødder, spinat og radisser.

Jorden, hvor der skulle sås, var meget hård og knoldet, så det tog lang tid at forberede den. Der måtte tages både kæp og hakke i brug for at få slået knoldene itu og gjort jorden så fin som muligt. Kvinderne fik også stiftet bekendtskab med en dansk importeret rive, som også viste sig at være brugbar, selvom Soiya kvinderne dog foretrak deres egne hakker. Med alles hjælp og indsats lykkedes det at få den ellers noget sørgelige jord gjort klar til såning.

Det skal gøres ordentligt!

Sabtri måler op, mens Phoolmati står klar med riven.

I de to dage træningen har varet har det været interessant at se, hvordan kvinderne fra Soiya effektivt og dedikeret går i gang med de opgaver, som de bliver stillet overfor. Selvom kommunikationen til tider kan være svær på grund af den sproglige barriere, er det tydligt at se, at kvinderne gør en dyd ud af at observere, tage til sig og efterligne det de ser. Et eksempel var da en diskussion mellem kvinderne om hvorvidt afstanden mellem de forskellige rækker af afgrøder var blevet bestemt til at være en hel eller halv håndslængde. Det var nemlig meget vigtigt for dem, at det blev nøjagtigt, som Lis havde vist dem til at starte med, så tingene kunne blive gjort korrekt.

På besøg i det offentlige Nepal

I den kommende tid håber jeg at poste nogle indlæg fra vores CISU (Danida) kapacitetsopbygningsprojekt. Der, som I måske husker, handler om at opbygge den lille organisation kvinderne fra Soiya har startet og som Menuka er manager for.

Denne post handler om at gå på offentlige kontorer:
Når man skal lave et Cisu-projekt, skal man fornuftigt nok involvere de lokale myndigheder og sørge for, at ens partner kender dem og de udviklingsmuligheder de ofte tilbyder. Derfor brugte vi et par svedige dage i steghede juli på at besøge offentlige kontorer i distriktshovedkvarteret Bairahawa.

Menuka, der er fra Nepals højeste kaste og som altid har en onkel, der er advokat, eller hvad man nu har brug for, var helt med på ideen ”Ja selvfølgelig skal vi det! Man er nød til at være gode venner med CDO (kommunaldirektøren), ellers så kommer man ingen vegne.”…hm jeg tænker ikke, det var helt sådan, CISU mener det…men altså…netværk er godt, det er der enighed om og ’vores’ CDO er heldigvis en fin fyr, så ham skal vi nok få noget samarbejde med hen ad vejen. Soiya-damerne har ingen onkler, med uddannelse, så de kender ikke nogen i en god stilling, så det bliver interessant at se, om man kan få dem introduceret.

Faktisk er det ikke helt sandt, at Soiya-damerne ikke kender nogen. Det viste sig, at de kendte den udviklingsansatte i lokalområdet (selvfølgelig gjorde de det!). Desværre var hverken hun eller VDC sekretæren (leder af lokalområdet) til stede på sit kontor, hvor der til gengæld lå en enorm mængde lokummer, det er en del af det internationale ”stop open defication” tiltag.
Udviklingsdamen kom på besøg næste dag i Soiya, og det var et hyggeligt besøg, om end der ikke lige var så meget at komme efter.

På turen var det ret svært at få bestyrelsen for Soiya Women i front. De sagde ikke god dag, når de kom ind i et kontor(og der blev ikke hilst på dem), og de sagde ikke farvel, når de gik, og det var lidt svært at få Menuka til at give plads til dem.  Følte mig meget som ”nogens mor”, når jeg sagde: ”Altså hvis man gerne vil blive set, så skal man sige ”namaste” når man kommer ind og se folk i øjnene…”, efter den påmindelse prøvede de at forbedre sig. Men det er en helt klassisk del af det med at være mindre værd (“lille kaste”), det er jo noget, man også selv er medskaber af.

Konklusionen er nok, at et besøg på de forskellige kontorer er fint, men det er ikke nok, hvis Soiya damerne skal øve sig i at være “nogen.”

I dagens slutning var vi lige forbi Fisheries development office, hvor man kan lære at dyrke fisk, noget der efter sigende kan være en del penge i, hvis man kan finde ud af det…. Det er jo ikke en del af vores plan med fisk lige nu. Men vi flirter lidt med tanken om at gøre det til næste år, så det er jo godt at være på udkik J Det viste sig, at man starter fisk i februar, ellers når de ikke at blive store til sæsonen slutter og det bliver ”koldt.” Godt at vide!

En fredelig mus

Vi afsluttede dagen med en cola og en snack på en lokal restaurant. ”Ahj her skal være fødselsdag, lad os gå et andet sted hen,” sagde jeg til Menuka og pegede på de mange balloner, der var hængt kunstfærdigt op i restauranten. Hun ikke fattede, hvad jeg mente. Alle ballonerne var skam almindelig pynt, ha ha, nå ja, det er jo ikke noget naturgivent at balloner er en fødselsdagsting!

En andet ting var, at der løb en lille mus rundt i restauranten! Det synes alle var ganske hyggeligt. ”I Danmark var restauranten blevet lukket,” sagde jeg forarget. ”Ja, men her er musene ikke farlige,” forklarede Menuka overbærende J