Pressedækning fra vi startede i maj

Her kommer 5 måneders presse – der mangler et par stykker fra hhv. RUM i maj og Alt for Damerne i august.

 

Overskud til andre

Har lige talt med Menuka i en halv time på en supergod skype forbindelse (sikkert fordi det er ferietid i Nepal). Damerne har lavet 87 rainbow bird de sidste par dage, hvilket er helt vildt mange, så nu er jeg meget spændt på at se, om de alle er i orden, for så er de jo bare goe de der damer!

Menuka fortalte også, at Sita har det lidt bedre “she is fine, but actually she is not fine” som hun sagde, og forklarede at Sita sover meget. Jeg spurgte, hvem der passer Sitas børn og Menuka svarede at Anjali på 6 år hjælper mor så godt hun kan og at alle de andre damer desuden skiftes til at komme med mad til hende og børnene. “Det er nyt, de er blevet meget mere hjælpsomme, før skændtes de hele tiden”, sagde Menuka og vi kunne så sidde og dele glæden ved den forandring der er sket. Det er vel ikke mere indviklet end at personligt overskud giver overskud til andre. Når der er mad på bordet hver dag og penge i banken, så kan man bedre tænke på sin næste 🙂

Englandstur og hustruvold

Det er mildest talt en divers opgave at styre et firma som Musahar!

I sidste uge var jeg i London for at vise puderne frem. Rigtig fin tur, hvor vi fik et par nye butikker (www.chikichic.co.uk og dotty-dot.com) og hvor vi fik mange mange nye ideer til butikker, vi vil kontakte og blade vi skal sende vores presse- og billedmateriale til. Min søde veninde Eva, som er uddannet indenfor kommunikation og marketing har været en stor hjælp i den proces:)

Vel hjemme igen ringede jeg til Pooja, vores konsulent, som var i Soiya i weekenden for at få damerne godt i gang med ekstra levering af Rainbow bird og Blue bird, som er udsolgt. Det viste sig at de var meget bagud, fordi Sita igen havde fået bank af sin mand, denne gang med en stol så næsen var brækket! Hun havde heldigvis denne gang meldt ham til politiet og han tilbragte en nat i brummen (hvorefter han bestak sig ud igen).
Nu vil søde lille Sita skilles, hun skal bare have manden til at underskrive sit statsborgerskabsdokument. I Nepal er det noget man kan få fra man er 16 år. Er man ugift er det forældrene, der skriver under, er man gift er det ens mand! Uden det papir har man stort set ingen rettigheder (til jord, til at stemme, til at få et pas osv.). Derefter ville hun flytte hjem til sin far.
Gennem Pooja tilbød jeg hende, at hun kunne flytte til Kathmandu og arbejde derfra. Hendes løn kan oppebære husleje og mad og jeg vil gerne betale for hendes ungers skole. Nu håber jeg så, at Maya, min gamle hushjælp fra vores år i Nepal, kan hjælpe hende med at finde et værelse…
Det er sørgerligt, for på mange måder er det jo skønt at bo i en landsby og arbejde med alle dem man kender, men det duer jo ikke at skulle på hospitalet hver anden måned, fordi ens alkoholiserede mand ikke kan styre sig!