Monthly Archives: juni 2010

Produktionsstop grundet kærlighed

Seneste del af følgetonen om Musahar’s puder er, at to af vores ledende damers teenagere er løbet bort sammen. Bishnu’s datter og Aashas søn, et par søde unge på 16 – 17 år. Bishnu er gået til politiet og Aashas familie er på flugt. Da vi jo stadig producerer i Aashas hus har vi haft et problem, for damerne havde ikke lyst til at komme der, når familien ikke var hjemme. Vi vedtog derfor et par dages pause indtil sagerne er bragt i orden. Alle bliver tilbudt at arbejde en anden dag i stedet for –som når der er strejker.

Jeg har også bedt Menuka mægle mellem de to mødre og forsøge at få dem til at arbejde for, at Bishnus datter ikke forlader skolen. Jeg har tilbudt at betale hendes skolegang fremover, hvis det lykkedes. En anden ting er, at de skal forsøge at få hende til at få en p-pillestav (hvis det da ikke allerede er for sent).

Fortsættelse følger i den lille landsby, hvor der faktisk sker en del mere end i min kedelige bydel.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Cola og afsked

Så blev det sidste dag i Soiya i denne omgang. Vi havde rygende travlt fra start til slut. Ulddamerne skulle åbne nogle puder og putte mere uld i, og vi skulle flytte rundt på, hvem der syr bunden sammen. Gamle Laxmi, der har svært ved at se, var på mystisk vis blevet sat til dette job, hvilket ikke selvsagt ikke er praktisk. Chiraiti som er langt yngre, ville meget gerne, men sagde ikke noget før Pooja spurgte hende.

Anne Mette i fuld gang med at stoppe fugle

Vi brugte meget tid på at sige, at det faktisk ikke er let at fylde puder på en pæn måde. Der er så vidt jeg kan se, en generel følelse i gruppen af, at uld det er dem som ikke kan så meget, så for at give deres selvtillid et løft, synes vi det var vigtigt at sige, og så er det sandt J

Shanti, som er ny i uldgruppen separerer kun uld, så da hun fik et pudebetræk i hånden, sad hun bare og kikkede tomt ud i luften! Da jeg spurgte, hvorfor hun ikke gik i gang var der ingen reaktion.

Vi har også haft møde om arbejdstider og feriedage. Vi har den opfattelse, at det er bedre at have færre timer og så ikke en decideret frokostpause. Nepalesere spiser ris om morgenen og så igen om aftenen, så hvis de får pause midt på dagen begynder de på alle mulige andre ting og kommer først tilbage efter halvanden  til to timer. Uden pauser kommer og går de, når der er tid til det. Hvis de alligevel venter på noget at lave, holder de en lille pause, ammer de små eller giver hjemvendte skolebørn frokost. De bor jo alle sammen under 2 min. gang fra systuen, så det er mere fleksibelt på den måde. Det var alle enige i, så nu arbejder de fra 9 – 15 med de småpauser som det nu engang passer ind.

Butuli Musahar reparerer en gammel taske - fedt at se at også uldholdet bruger maskinerne

Vi fik også aftalt, hvilke helligdage de skal holde, Nepal har rigtig rigtig mange helligdage, og måske derfor officielt en seks dages arbejdsuge. Vi har derimod en europæisk 5-dages uge, så da vi synes det system er bedre for kvinder med hus og unger at passe. Udover helligdage fik kvinderne et antal fridage efter eget valg, som Aarati og Menuka skal holde regnskab med. Udover de dage er der fri for egen regning. Sabitri blev ved med at sige om al den ferie nu var godt, så nåede de jo ikke så mange puder. Vi kan ikke lige regne hendes dagsorden ud. Altid skal hun brokke sig eller sige, at andre mener dit og dat som er negativt. Det er eftersigende også hende der har fået Hanuman, vores ’udlejer’ til at forlange en ekstra meter hus.

Systuens stenfundament er for øvrigt ved at være færdigt, det er fantastisk så gode de er til at kløve sten til at lave det af. I stedet for at grave ned i jorden, så laver man simpelthen en firkantet ramme af kampesten, hvoraf den yderste er flækket så kanten bliver lige, der puttes sand og ler i midten og så bygger man ellers vægge ovenpå.

Hele gruppen ved det nye hus fundament

At blive konfronteret med egne fejl
Fra nu af skal kvinderne også hver uge fordele puderne i gode og mindre gode. Det skærper deres evne til at spotte fejl og konfronterer dem med sjuskeri. Kombineret med et bonussystem for pæne puder, håber vi, at det kan sænke antallet af fejl yderligere. Generelt ser det ud til at antallet af puder med mindre fejl er faldet fra 3 ud af 10 til 2 ud af 10. Ideelt set, skal der jo ikke være mere end et par stykker for hver 20-30 stk, men lige nu er målet 1 ud af 10.

Alle puder som ikke kan rettes skal blive liggende indtil videre. Det er dyrt at sende anden sortering hele vejen til Danmark….

De to piger vi har flyttet til broderi-testgruppen gik i dag i gang med at lave broderi på rigtige puder og to af de helt nye er også i gang. Den sidste måtte vi opgive og fortælle, at hun må hoppe på det næste sykursus. Vi har ikke tid til at lære hende at sy på maskine lige nu og der er ikke brug for flere i uldgruppen. Hun har en ret lille baby, så vi tænker, at hun må vente til den er lidt større og der er tid til at lære hende op.

Næste projekt på kvalitetsfronten bliver at udnævne en kvalitetsleder for hver gruppe. Det har været på vej, men vi har ikke været helt klar til det. Måske kan Menuka sætte det i gang. Næste gang der kommer ting fra Kathmandu har vi aftalt at fire kvinder henter det uden Menukas hjælp. Det er jo ikke raketvidenskab, at hente stof hos en kurer, så hvis de er udstyret med en telefon, skal de nok klare det J

Slave i Golfen
På vej til lufthavnen kunne Pooja berette endnu en rædselsfuld historie om Renu, en af de nye, der lige er vendt hjem fra Golfen efter to år der. Renu var både blevet slået og spærret inde og familien havde beholdt et års løn og stjålet hendes ting! Puha måske er der gode penge i Golfen, men det er et farligt liv med endnu mindre retssikkerhed end i Nepal.

Nu har Renu bygget et stenhus med alle de penge hun tjente – smukt men hendes datter er to år bagud i skolen og familien er flad igen. Håber meget hun bliver – også fordi hun er kvik og har go karma 🙂

Naturligt stof vs sjuskeri
Efter en lidt for kort nats søvn hjemme hos Poojas hyggelige familie, mødtes vi med Stofmanden for at returnere krøllet stof. Det blev til en kort og rimelig håndfast diskussion om forskellen mellem ’naturligt’ og ’dårligt presset’. Jeg understregede desuden, at jeg egentlig ikke har lyst til at få farvet stoffet om, men helst bare vil returnere det, men at vi godt kan se, at han er meget hjælpsom, så det er ok, at han farver det sort, når vi får brug for den farve.

Bagefter besøgte vi farveriet, som faktisk er en NGO, der også har systue. Her havde vi den superinteressante oplevelse at høre, at de selv opererer med ”damaged fabric”, altså pletter som ikke skal være der opfattes ikke som naturligt men ”ødelagt”, så jeg brugte lejligheden til at sige til Stofmanden, at han da også skal sende sjusket arbejde tilbage til farveriet – der er jo ikke noget ondt i at forlange, at de gør deres arbejde ordentligt.

Rumfang og realvægt
Sidste stop var hos Cargo-firmaet. Direktøren talte længe og henrevet om, hvordan han havde kæmpet sig op fra ekstremt fattige kår til sin nuværende position ”jeg vil gerne hjælpe jer, jeg er meget socialt indstillet” sagde han, og det lød nærmest som om han ville fragte vores puder gratis. Det var dog langt fra tilfældet – det viste sig desværre, efter at Stofmanden venligt men bestemt havde bedt ham stoppe talen og komme til sagen, at vores lette puder altid vil blive taget som rummål – alternativt taler vi container og det kan jeg ikke lige se os med. Nå, men faktisk endte vi med et komprimis der hed ”hvis vi har  250 kg, så får vi 50 cent rabat (2,7 kr) pr. kg.

Det bliver spændende hvor lang tid det kommer til at tage at lave. Nu hvor vi har 11 damer som broderer kan de snart lave 20 puder om dagen, da de som syr og klipper sagtens kan nå at lave flere – dvs. 100 på en uge og 400 på en måned – her til kommer så de 20% anden sortering, der jo nok stadig vil komme. Nå, nu må vi se!

3 kommentarer

Filed under Uncategorized

Et meget varmt besøg i Soiya

Så er jeg tilbage i Nepal bevæbnet med 1 stk kvalitetskonsulent og tolk (Pooja) og en masse positiv energi og ideer. Jeg har været lidt i tvivl om min fysisk tilstedeværelse er absolut nødvendig lige nu, men min mave siger mig, at projektet har godt at et besøg OG da den politiske situation ser ud som et hurtigt arriverende uvejr, så kunne et besøg også meget hurtigt blive umuligt.

Alle var glade og smilende da vi kom til landsbyen. De har lavet testfugle et stykke tid, fordi vi har manglet stof og det skulle jo ikke forhindre dem i at øve sig, så vi har fået en masse glade kulørte fugle i lokalt billigt bomuld med rester inden. De er faktisk superflotte så alle damerne skal have en hver.

Kvalitets(selv)kontrol
Efter et kort møde, hvor vi viste billeder fra Urban Living, så damerne kan se, hvor puderne bliver solgt (stor jubel), blev alle delt i grupper og sat til at sortere de rigtige fugle, de havde liggende i gode og dårlige, det var de faktisk forbavsende gode til og jeg er helt sikker på, de lærte mere af det, end når jeg gør det for dem sammen med Pooja J

Dansk slik og billeder fra Urban Livingbroderigruppen vurderer "little bird"

Nye ansigter
Maya, en af vores dygtige broderidamer, s søn er blevet gift, så hendes nye svigerdatter, Rachana vil gerne deltage. Det samme gælder Gyanu, en kvinde som har været to år i Saudi Arabien og Renu, som også har været i Saudi. Også Shanti har meldt sig, da hendes handicappede søn er død, for en uge siden. Hun er selvfølgelig knust men selvom det er barskt og selvom det er så underligt at han ikke er der, så kan Shanti nu få det bare smule bedre.

Sabitri underviser Kaushila, Radha, Devaki og Ranchana i at brodere

Vi har alt i alt fire nye kvinder, som vi vil forsøge at lære at brodere, kan de ikke det, må de vente til vi får tid til et sykursus mere.

Arbejdsløs ægtemand
Sitas mand har været arbejdsløs i en periode og nu har han fået arbejde i nærheden af sine forældre. Sita er dødtræt af ham (det var  hende der blev slået bevidstløs for et par måneder siden) så hun er vidst godt tilfreds med, at han ikke er hjemme hver dag og nu er hun jo heller ikke afhængig af om han kommer hjem med penge eller ej – det er virkelig noget som gør mig glad!

Pooja laver mad bag Sitas hus. Sita fik mange formanende ord med på vejen om at huske grønne-grøntsager til sine børn

systue på vej

Arbejdsgruppen på kanten af fundamentet, som man i Nepal lægger ovenpå jorden

Mændene er gået i gang med at bygge systuen og vi har snakket med dem om, hvordan det skal foregå. Det er absolut en af de helt store gevinster ved dette besøg, at stå ansigt til ansigt med dem. I sidste uge strejkede de tre dage, fordi de ville have en pumpe. Først troede vi, det var til drikkevand og synes de var ret latterlige, da der jo er vand i den lokale brønd. Men det viste sig, at det er, fordi de skal bruge vand til byggeriet fra floden – til det skal man faktisk bruge en pumpe! Vi havde også selv et par stykker, da vi boede i Kathmandu.

Den meget omdiskuterede pumpe halv nede i bækken bag landsbyen

Nå, men jeg fik da sagt, at en anden gang skal de altså ikke gå i strejke, før vi har talt sammen. Det er så også blevet lettere at få kontakt med hinanden, for Menuka, vores lokale kontaktperson har nu lånt Jacobs gamle Nokia som kan sende billige emails – hurra hurra!

Når en skruetrækker får alt til at ende i drama
I dag gik vi så i gang med regnbuefugle, mens de nye damer fik billigt stof til at brodere på. Dagen startede med et kæmpeskænderi over en skruetrækker. Pludselig skreg og råbte Mangali og Maya af hinanden. De er ellers begge søde og rolige mennesker så det var ret voldsomt. Hold kæft hvor ka de skændes! Pooja siger at de er meget hurtige til at kalde hinanden ”bitch” og det der er værre.

Det viste sig at handle om en skruetrækker. Maya bad Mangali hente den og da hun ikke kunne finde den, beskyldte hun Mangalis arbejdsgruppe for altid at smide ting væk. Ok hvor småt kan det lige blive? Nå, men de andre gik bare i gang så til sidst kølede de af begge to.

Sytræning for dalitter
Senere havde vi en snak med Aarati, en af de unge piger, som pludselig ville til sytræning her i VDCen (kommunen). Det viste sig, at det ville de egentlig helst ikke, men de havde følt sig presset og så var det jo også godt at lære mere syning. Kurset kostede 50 rupees om måneden og der var 5 maskiner til 30 kvinder. Det endte med at jeg foreslog, at vi laver et tøj-sykursus om aftenen, når vores nye hus er færdigt. Det synes alle var en god ide og pigerne droppede deres kursusplaner. Meget godt eksempel på, at det med at tage til Nepal og monitorere er temmelig vigtigt…

Aarati fører protokol over fremmødet - en af grundende til, at vi ærgrede os meget over, at hun ville forlade os i hele tre måneder

Løn
Herudover fik jeg aftalt løn med Menuka. Hun bliver på skolen, men skal arbejde ca. 1/3 af dagen for sy-projektet i snit. Jeg betaler så til gengæld en vikar i hendes fravær. Men lige nu starter skolen kl. 6 om morgenen,  og hun er færdig kl. 11, så hun kan bare komme her bagefter. Jeg synes stadig, hun er fantastisk, selvom hun absolut kan være irriterende. Hun kan også rigtig godt lide Pooja og ringer til hende hver gang hun er i tvivl om noget.

Shanti - ny på uldholdet

Tik bah!
Inden vi sluttede af, fik vi også diskuteret stofkvalitet. Sidste gang Stofmanden sendte var der en del stof der var vådt og både Pooja og Menuka forsøgte at sige til ham, at det ikke var godt. Men manden ville ikke lytte! Nu tog jeg så og rullede alt stof ud sammen med et par af kvinderne og sammen afgjorde vi så, hvad der var godt og ikke godt.

Det helt store hit var, at det blev gjort på tharu, det sprog de fleste af dem taler hjemme ”tik bah” er ”godt” og nai tik bah” er ”dårligt”, når jeg sagde det udløste det hver gang begejstret latter. Men udover at vi havde det sjovt, var det også tydeligt, at de sagtens kan se, om stof er pænt eller ej. Også for Menuka og Pooja var det vigtigt, så det endte med at blive en af turens vigtigste øjeblikke, fordi vi fik en fælles forståelse af, hvornår stof er i orden og hvornår det skal retur.

Laxmi fra en af sygrupperne gør arbejdsbordet rent

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized