Så blev det sidste dag i Soiya i denne omgang. Vi havde rygende travlt fra start til slut. Ulddamerne skulle åbne nogle puder og putte mere uld i, og vi skulle flytte rundt på, hvem der syr bunden sammen. Gamle Laxmi, der har svært ved at se, var på mystisk vis blevet sat til dette job, hvilket ikke selvsagt ikke er praktisk. Chiraiti som er langt yngre, ville meget gerne, men sagde ikke noget før Pooja spurgte hende.

Anne Mette i fuld gang med at stoppe fugle
Vi brugte meget tid på at sige, at det faktisk ikke er let at fylde puder på en pæn måde. Der er så vidt jeg kan se, en generel følelse i gruppen af, at uld det er dem som ikke kan så meget, så for at give deres selvtillid et løft, synes vi det var vigtigt at sige, og så er det sandt J
Shanti, som er ny i uldgruppen separerer kun uld, så da hun fik et pudebetræk i hånden, sad hun bare og kikkede tomt ud i luften! Da jeg spurgte, hvorfor hun ikke gik i gang var der ingen reaktion.
Vi har også haft møde om arbejdstider og feriedage. Vi har den opfattelse, at det er bedre at have færre timer og så ikke en decideret frokostpause. Nepalesere spiser ris om morgenen og så igen om aftenen, så hvis de får pause midt på dagen begynder de på alle mulige andre ting og kommer først tilbage efter halvanden til to timer. Uden pauser kommer og går de, når der er tid til det. Hvis de alligevel venter på noget at lave, holder de en lille pause, ammer de små eller giver hjemvendte skolebørn frokost. De bor jo alle sammen under 2 min. gang fra systuen, så det er mere fleksibelt på den måde. Det var alle enige i, så nu arbejder de fra 9 – 15 med de småpauser som det nu engang passer ind.

Butuli Musahar reparerer en gammel taske - fedt at se at også uldholdet bruger maskinerne
Vi fik også aftalt, hvilke helligdage de skal holde, Nepal har rigtig rigtig mange helligdage, og måske derfor officielt en seks dages arbejdsuge. Vi har derimod en europæisk 5-dages uge, så da vi synes det system er bedre for kvinder med hus og unger at passe. Udover helligdage fik kvinderne et antal fridage efter eget valg, som Aarati og Menuka skal holde regnskab med. Udover de dage er der fri for egen regning. Sabitri blev ved med at sige om al den ferie nu var godt, så nåede de jo ikke så mange puder. Vi kan ikke lige regne hendes dagsorden ud. Altid skal hun brokke sig eller sige, at andre mener dit og dat som er negativt. Det er eftersigende også hende der har fået Hanuman, vores ’udlejer’ til at forlange en ekstra meter hus.
Systuens stenfundament er for øvrigt ved at være færdigt, det er fantastisk så gode de er til at kløve sten til at lave det af. I stedet for at grave ned i jorden, så laver man simpelthen en firkantet ramme af kampesten, hvoraf den yderste er flækket så kanten bliver lige, der puttes sand og ler i midten og så bygger man ellers vægge ovenpå.

Hele gruppen ved det nye hus fundament
At blive konfronteret med egne fejl
Fra nu af skal kvinderne også hver uge fordele puderne i gode og mindre gode. Det skærper deres evne til at spotte fejl og konfronterer dem med sjuskeri. Kombineret med et bonussystem for pæne puder, håber vi, at det kan sænke antallet af fejl yderligere. Generelt ser det ud til at antallet af puder med mindre fejl er faldet fra 3 ud af 10 til 2 ud af 10. Ideelt set, skal der jo ikke være mere end et par stykker for hver 20-30 stk, men lige nu er målet 1 ud af 10.
Alle puder som ikke kan rettes skal blive liggende indtil videre. Det er dyrt at sende anden sortering hele vejen til Danmark….
De to piger vi har flyttet til broderi-testgruppen gik i dag i gang med at lave broderi på rigtige puder og to af de helt nye er også i gang. Den sidste måtte vi opgive og fortælle, at hun må hoppe på det næste sykursus. Vi har ikke tid til at lære hende at sy på maskine lige nu og der er ikke brug for flere i uldgruppen. Hun har en ret lille baby, så vi tænker, at hun må vente til den er lidt større og der er tid til at lære hende op.
Næste projekt på kvalitetsfronten bliver at udnævne en kvalitetsleder for hver gruppe. Det har været på vej, men vi har ikke været helt klar til det. Måske kan Menuka sætte det i gang. Næste gang der kommer ting fra Kathmandu har vi aftalt at fire kvinder henter det uden Menukas hjælp. Det er jo ikke raketvidenskab, at hente stof hos en kurer, så hvis de er udstyret med en telefon, skal de nok klare det J
Slave i Golfen
På vej til lufthavnen kunne Pooja berette endnu en rædselsfuld historie om Renu, en af de nye, der lige er vendt hjem fra Golfen efter to år der. Renu var både blevet slået og spærret inde og familien havde beholdt et års løn og stjålet hendes ting! Puha måske er der gode penge i Golfen, men det er et farligt liv med endnu mindre retssikkerhed end i Nepal.
Nu har Renu bygget et stenhus med alle de penge hun tjente – smukt men hendes datter er to år bagud i skolen og familien er flad igen. Håber meget hun bliver – også fordi hun er kvik og har go karma 🙂
Naturligt stof vs sjuskeri
Efter en lidt for kort nats søvn hjemme hos Poojas hyggelige familie, mødtes vi med Stofmanden for at returnere krøllet stof. Det blev til en kort og rimelig håndfast diskussion om forskellen mellem ’naturligt’ og ’dårligt presset’. Jeg understregede desuden, at jeg egentlig ikke har lyst til at få farvet stoffet om, men helst bare vil returnere det, men at vi godt kan se, at han er meget hjælpsom, så det er ok, at han farver det sort, når vi får brug for den farve.
Bagefter besøgte vi farveriet, som faktisk er en NGO, der også har systue. Her havde vi den superinteressante oplevelse at høre, at de selv opererer med ”damaged fabric”, altså pletter som ikke skal være der opfattes ikke som naturligt men ”ødelagt”, så jeg brugte lejligheden til at sige til Stofmanden, at han da også skal sende sjusket arbejde tilbage til farveriet – der er jo ikke noget ondt i at forlange, at de gør deres arbejde ordentligt.
Rumfang og realvægt
Sidste stop var hos Cargo-firmaet. Direktøren talte længe og henrevet om, hvordan han havde kæmpet sig op fra ekstremt fattige kår til sin nuværende position ”jeg vil gerne hjælpe jer, jeg er meget socialt indstillet” sagde han, og det lød nærmest som om han ville fragte vores puder gratis. Det var dog langt fra tilfældet – det viste sig desværre, efter at Stofmanden venligt men bestemt havde bedt ham stoppe talen og komme til sagen, at vores lette puder altid vil blive taget som rummål – alternativt taler vi container og det kan jeg ikke lige se os med. Nå, men faktisk endte vi med et komprimis der hed ”hvis vi har 250 kg, så får vi 50 cent rabat (2,7 kr) pr. kg.
Det bliver spændende hvor lang tid det kommer til at tage at lave. Nu hvor vi har 11 damer som broderer kan de snart lave 20 puder om dagen, da de som syr og klipper sagtens kan nå at lave flere – dvs. 100 på en uge og 400 på en måned – her til kommer så de 20% anden sortering, der jo nok stadig vil komme. Nå, nu må vi se!