Turen til Soiya var denne gang ekstra kaotisk, fordi Nepal står for at færdiggøre sin nye forfatning. Det betød at alle der på nogen måde havde bare det mindste at skulle have sagt havde anmeldt en strejke. I Nepal er en strejke noget med at lukke vejene for biler og helst også butikkerne – rimelig upraktisk for os, der havde planer om at køre fra Kathmandu til Soiya, en tur der går gennem 7 distrikter, alle med deres omfangsrige strejkeprogram.
Vi endte med at købe indenrigsflybilletter til hele banden, der denne gang bestod af min mor, mine to drenge, Anjali (som er 8 år og kommer fra Soiya, men går i skole i Katmandu med venners hjælp), min veninde Birgitte og så selvfølgelig Musahars konsulent Pooja. Inden vi drog med syd, var vi ude på Søbogaards økologiske gårdprojekt Gamcha. Det er nemlig tanken at syerskerne i Soiya skal i gang med økologisk jordbrug, når de ikke syr.
Efter et par dage på Gamcha ville vi så videre til landsbyen, men den dag var strejken så hård at vi ikke engang kunne få en turisttaxi! Vi måtte altså ændre flybilletterne til dagen efter og krydse fingre! Næste dag gik det lidt bedre, vi fik en taxa meget tidligt om morgenen og var endda så heldige at overtale Gamchas manager mr. Dhunagana til at tage med os.
“Oh wauw” sagde Anjali, da hun hørte vi skulle flyve. Noget af en oplevelse for en lille pige, der er vokset op i en lerhytte i lillebitte Soiya. Flyveturen gik fint, men da vi nåede frem var der ingen taxaer overhovedet. Foran lufthavnsbygningen holdt en militærbil og 3 rickshaws og det var det og så 40 graders varme!
Efter en del snakken og ringen til hoteller i nærheden, måtte vi hyre 5 rickshaws til os selv og al vores bagage og så ellers sætte næsen mod et hotel 20 km nede af vejen….planen var at vente der og se om vejen ville blive åbnet om aftenen.
Hver gang vi kom til en vejspærring råbte de unge strejkevagter “challau” (kør!), grinede og hilste på os. Jeg fik som altid en følelse af, at de her strejker er en slags fest for unge arbejdsløse knægte (der ikke har noget bedre at lave!). Nå, men vi sneglede os ned ad landevejen – og efter 3 timer tænkte jeg “det kan da ikke blive værre” – men det ku det! Frem fra vejsiden kom to meget påvirkede strejkevagter, skældte vores chauffører hæder og ære fra for at køre med os, gav den ene en flad og tog alle vores ventiler! Så måtte vi gå….Men heldigvis gik der ikke længe inden vi kom til en lille bazar, hvor vi fik hjælp i form af nye ventiler og moralsk opbakning – begge dele ganske gratis – sådan er Nepal jo også 🙂
Vel fremme ved hotellet, gik vi i gang med at søge efter en jeep, og ved mr. Dunghanas hjælp gik det rimelig smertefrit, så da kl. var 9 om aftenen rullede vi endelig mod Soiya. Alle var glade selvom vi jo også tænkte: Hvordan søren kommer vi tilbage igen….(?)
Hos Menuka, vores nygifte koordinator, var der kommet en lille nevø. Radha, Menukas smukke og supersøde svigerinde var blevet mor til en lille dreng. “Nu har jeg to drenge”, som Menukas lettere exentriske mor jublede.
I Soiya var alt vel. Damerne har brugt den sidste månedstid på at lave de sødeste frugtposer: Et fællesprojekt for systuen og skolemadsprojektet, hvor overskuddet går til skolemad. Poserne er designet af Susan Liebe og indeholder en lille fin tegneserie designet af Line Pawelczyk Søndergaard.
I den forbindelse er vi begyndt at bruge broderirammer. Det var lidt svært for damerne til en start at brodere bogstaver, men nu går det fint! Det er jo “bare” et billede.
Poserne kan i parentes bemærket købes både hos foreningen Skoleliv i Nepal, hos Musahar og en række andre forhandlere fra juni og frem og er fuldstændig perfekte til skolefrugt/børnehavefrugt.
Vertikale haver
Udover herlige frugtposer til danske børn, skal vi også have gang i grøntsager til damerne og deres familier. Min store drøm er at lave vertikale haver både i landsbyen og på skolen og på den måde øge fødevaresikkerheden/indkomsten i landsbyen. I første omgang brugte vi mest tid på jordfordring. Vores rare øko.ekspert mr. Dhungana synes vores damer var lidt træls: Tidligere gældsslaver er ikke lige mennesker der kaster sig i armene på andre og raver ressourcer til sig, den slags lader de højkaste-brahminerne om, så når der kommer sådan en fyr fra Kathmandu i hvid skjorte, så er de skeptiske og det syns han altså var træls.
Meen vi fik da snakket en del om kompost med komøg i og lavet en fin nu kompostbunke i Renus have. Renu er faktisk normalt lidt træls eller rettere hendes mand er luddoven og når han laver noget beholder han alle pengene selv, så hun er altid på spanden. Men hun er en af dem, der stadig havde kompost 2 år efter vores første kursus, så hun er altså interesseret i sin have, så vi startede med hende. Som altid viste det sig, at der var flere problemer end bare lige kompost. Renus jord ligger meget lavt, da landsbyen jo bogstavelig talt ligger i grøftekanten, så vi måtte først fylde hente jord med traktor og fylde på.
Næste skridt er at få lavet bambuskurve og til at hænge op i stativer og bruge noget af komposten der. Når man hænger kurve op kan man nemlig dyrke mere på mindre plads og plads er jo ikke lige det Soiya har mest af!
Mens vi andre arbejdede med frugtposer og nye haver – havde Soiya-børnene travlt med at lege med lego sammen med mine drenge Thor og Aske. Vi havde en del lego med doneret af Lego – charity denne gang, så alle kunne være med. En interessant observation: INGEN kunne følge en brugsvejledning! Alle havde svært ved at finde de helt rigtige dele eller valgte noget der lignede (fx lang hvid stav med 10 dupper i stedet for den lange grå med 8 fra tegningen). Det er nok en meget typisk forskel på Nepal og Danmark: I Danmark er alt hvad vi gør styret og sat i ramme, som en legomanual, vi tænker ikke engang over det! I Nepal er det hele mere tilfældigt og styret af hvad der sker nu og her, dagens problemer og behov! Gad vide om en dosis lego-manual kunne ændre noget i Nepal? Ikke at mangel på præcision er det eneste problem eller det største (her kommer de lokale politikere og hele det informelle politiske system ind på en klar førsteplads), men det kunne da være interessant at se:)
Til sidst et billede af Butulis nye svigerdatter (midt for), som også gerne vil være med til at sy….Hvor gammel er hun? Spurgte jeg, da det var helt tydeligt, at pigen ikke var ret gammel. Det vidste de ikke helt…! men ca. 14 år…! Barnebrud? Børnearbejder? Lige meget hvad, så besluttede jeg, at hun kan komme i lære, så må vi se, hvordan det går.
Musahar 