mudder og komøg

Seks af kvinder fra den lille lerklinede landsby Soiya er rejst til Kathmandu med en lillebitte flyver fra Yeti air. Det er første gang, de er ude at flyve, og for fleres vedkommende første gang de er ude af deres distrikt. De er i Kathmandu for at lære mere om økologi og sammen med Lis Rasmussen fra Skoleliv i Nepal/Kiselgården, skal de besøge nogle af de økologiske landbrug, der ligger rundt om i Kathmandu-dalen, for at udveksle erfaringer.

Samtidig ankom et styk praktikant fra Internationale Udviklingsstudier på RUC. Gitte Thorup er i praktik hos foreningen Soiya Women, og i disse dage er hun med på Gamcha, for at følge forløbet og rapportere her på bloggen.

Temaet for den første dag på Gamcha var kompost. Først så vi nærmere på en kompostbunke som blev lavet for tre måneder siden, da en gruppe af kvinder fra Soiya var på Gamcha. Der blev snakket om, hvordan man kan se og lugte om kompost er klar til brug, hvilke fordele der er ved at bruge kompost, og hvordan den skal bruges for at have den bedst mulige effekt.

Derefter skulle kvinderne i gang med at forberede en ny kompost. Inden jeg fik set mig om, var de spredt omkring i haven og i fuld gang med at luge ukrudt og græs, som skulle bruges i den nye kompost. Der gik ikke længe før, der var samlet en stor bunke. Derefter blev der revet tørre blade sammen og så komøg. Kvinderne arbejdede hårdt og effektivt hele dagen, men der blev også grinet og snakket en masse, og humøret var højt.

Smukke og rene nepalesere og en tilsvinet dansker

På trods af det noget klamme og svinende arbejde var det bemærkelsesværdigt at se, hvor gode kvinderne er til at sørge for ikke at blive beskidte. Selv efter timers arbejde i haven og med at slæbe komøg ser deres kurtaer og sarees stadig flotte og rene ud, hvorimod jeg selv har mudrede sko og komøg her og der og allevegne.
undervisning i økologisk kompost på Gamcha i Kathmandu

Efter frokost var det blevet tid til at få bygget kompostbunken op med skiftevis lag af tørre blade, komøg og frisk grønt. Her var det tydeligt, at en af de kvinder, som havde været med til sidste træning tog styringen og forklarede de andre, hvordan de skulle gøre og så tog arbejdet fart og bunken voksede. Lis måtte stoppe kvinderne, inden kompostbunken blev for høj. Der var endda materiale til en ekstra lille kompostbunke.

Orm er værdifulde venner

Efter aftensmaden blev der snakket mere om kompost og Lis fortalte kvinderne at kompost er sjælen i økologisk landbrug, og at ormene er værdifulde venner, som man skal være glade for.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv en kommentar