Monthly Archives: december 2010

Billedgalleri Musahar – december 2010

Menuka ser Maya væve

Menuka studerer Maya, der væver vores brændenældestof

Menuka og Pooja spiser frokost

Menuka og Pooja spiser frokost efter besøget hos Stofmanden

Kobberkarret hvor vores stof bliver planteindfarvet

Kobberkarret hvor vores stof bliver planteindfarvet

Så er vores stof på vej til farvning

Vores stof på vej til farvning - endelig

Ramesh fortæller Menuka om farveprocessen

Ramesh fortæller Menuka om farveprocessen.

Her blandes farven grå

Her blandes farven grå.

Til sidst kommer stoffet i fikserende sæbe

Til sidst kommer stoffet i fikserende væske.

Når stoffet er farvet skal det vaskes.

Stoffet skal vaskes efter farvning, for at få en ensartet kulør. Der skal vaskes hele tiden, hvis der ikke skal komme pletter.

Anne Mette og Anu, der står for farveriet
Anu og undertegnede. Jeg gav Anu en bog om plantefarver og hun kunne fortælle mig en del om planterne i den.
Rada Neupane, Menukas svigerinde

Rada Neupane, Menukas brors kone ved familiens ko-stald. Rada laver alt husarbejdet og har netop undervist Musahar damerne i engelsk i to uger.

Sabitri og hendes tre sønner

Sabitri ved sit hus med sine tre sønner, der nu er så store, at de forhindrer deres far i at slå hende. Sabitri er glad for, at hun nu kan købe olie og salt selv, så hun ikke skal spørge sin mand.

Laxmi og hendes søde piger

Laxmi og hendes søde døtre, ved deres hus. Manden er syg, så Laxmi har fået nogle af sine sparepenge udbetalt til at betale for hospitalsbesøg.

Laxmi og Phoolmati stopper slanger

Slangerne vi havde fået stoppet med stofrester blev for hårde og tunge, så Laxmi og Phoolmati stopper dem om.

Phoolmati2 og Ranchana syr handouts i solen

Phoolmati 2 og Ranchana syr hand outs i solen.

Asha og Sabitri kikker på en maskine, der ikke virker

Asha og Sabitri reparerer en maskine, de to damer er ofte dem, der søger for reparationer.

Shanti og Butuli separerer uld

Shanti og Butuli er uldgruppens tunge ende, men selv de to er ved at lære at sy.

Systuen set fra vejen, damerne sidder kun ude om vinteren

Systuen set fra vejen, damerne sidder lidt her og der som de har lyst til. De virker så glade og harmoniske, nu hvor vi har fået et sted der er deres alle sammens.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Farvel for denne gang

Så sidder jeg i lufthavnen i Istanbul og drikker go’ kaffe, mens jeg forsøger at evaluere den forgangne uge. I mine ører skinner et par fine øreringe med blå perler – en gave fra Devaki Musahar, en af vores broderipiger, de minder mig om, at den største forandring denne gang er, at kvinderne har fået mere selvværd. Deres arbejde er fint, så nu er udfordringen at sælge puder nok, til at vi kan give dem mere at lave og at have stof nok til at bakke dette op.

Jeg håber, vi kan spare lidt på Poojas besøg, for det er en dyr affære. Omvendt så har hendes overblik og støtte, været helt uundværlig indtil nu. Hendes planer er at søge til udlandet og læse videre, og på halvlangt sigt, tror jeg ikke vi får problemer med at klare os uden hende. Til gengæld så håber jeg, at vi kan beholde Menuka længe, måske fast. Først og fremmest fordi vi ikke selv kan kommunikere med kvinderne, men også fordi Menuka kan brug en computer, lave et regnskab osv.OG allervigtigst er et ærligt og dedikeret menneske – godt den slags findes!

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Når de fattige bliver rigere – også indeni

AM køber armbånd foran systuen

Så fik den lille dame, der går fra landsby til landsby og sælger armbånd og andet godt endelig fingre i mig. 12 armbånd 2 kr

Det blev ikke til det store skriv ude i Soiya. Vi havde rimelig travlt, både med damerne og med at lære Menuka at bruge computer og ny telefon. Nu sidder Pooja og jeg så og venter på flyet fra Kathmandu, indtil nu 2 timer forsinket, så der er tid til at fortælle og reflektere.

Den første aften havde damerne lavet mad til os, en lille fest i anledning af deres 1 års dag. Det var Sitas ide ”Hun gør alt det her for os, så kan vi også invitere på mad”, sagde hun, Sabitri synes det var en god ide, men Asha, som husede sytræningen i starten brokkede sig og sagde ”nu skal vi åbenbart til at lege rige”. Lige meget hvad, så var det en skøn oplevelse, at de kunne gi noget tilbage. Så det tog jeg udgangspunkt i, da vi holdt møde næste dag: ”I er ikke længere fattige uvidende damer. I har et håndværk og I har selvtillid”.

Alle fik også til mødet læst deres opsparing op og blev spurgt, hvad de sparer til. De fleste sagde ”medicin til børnene”. Alle har nu, hvor det er 20 grader om dagen og 10 om natten snotnæser og hoste. Vi brugte en del tid på at foreslå, sokker og sko og appelsiner, som forebyggelse! Min store drøm er, at starte en lille frugt shop i landsbyen, så alle kan få sunde snacks hver uge.

Jeg undrede mig over, at ingen spurgte til de 12 kg jeg har tabt, men det viste sig at alle havde tænkt det. ”Du skal ikke bekymre dig om os, vi skal nok gøre det godt!”, sagde Sabitri, da vi besøgte hendes lille lerkøkken, hun mente at jeg nok var blevet så tynd, pga. bekymringer og ikke Struma, som jeg ellers forsøgte at forklare hende. Hun synes også det var så pinligt, at jeg havde grimme puder med, fra deres første måneder som syersker. ”Dem skulle vi jo så ikke have sendt!”, sagde hun.

Vores tomme workshop

Sådan ser vores systue ud.

Vi snakkede også en del om, hvem der skal tage til byen og hente stof og uld og sende puder. Det lader til, at hvis Asha tager afsted bliver det altid dyrere end når Sabitris datter Arati står for turen, det er typisk noget med 500 npr. For transport (smart nok, for det får man ingen kvittering for!), så nu er Sabitri og hendes datter blevet transportansvarlige.

Maya Musahar udenfor midt i en chakati

I øjeblikket er systuen affolket, kvinderne er flyttet udenfor i den blide vintersol.

I Katmandu havde jeg brugt meget tid på at fremskynde afsendelsen af gråt stof, så vi kunne lave nogle rainbow birds i en fart, fordi vi mangler, på dag 4 lige da vi skulle i gang med rainbowbirds og var helt stressede viste det sig, at der lå ca. 20 af dem allerede uden uld i! Det er lettere problematisk at Menuka ikke har tid til at chekke den slags ordentligt!

En gris til Shanti

Den sidste dag opdagede jeg en lille sød gris bag Shantis hus. ”Er det din?” spurgte jeg, temmelig overrasket for Shanti er en meget langsom og lidt stakkels dame, som knapt kan klare at være i uldgruppen. ”Ja”, smilede hun glad. ”Har du købt den for din løn?” spurgte jeg ”ja! Og også medicin til min søn” lød svaret. Shantis lille søn er ca. et år gammel, hendes store søn, der var handicappet, døde i foråret, som nævnt her på bloggen.

Shanti med sin søn og lille nye grisebasse

Det er skønt at opleve at bare et deltidsjob kan gøre så stor forskel!

Mindre behageligt var det at skulle udskifte gamle (alkoholiske) Laxmi med hendes søde unge svigerdatter Nirmala. Nirmala broderer smukt og derfor er hun selskrevet i brodergruppen, mens hendes svigermor er langsom og noget søvnig og har det med at forsvinde og drikke sig fuld. Jeg endte med at tilbyde hende et deltids (skåne) job, men så blev hun fornærmet og ville ikke være med. Det må hun selvom. Men det var absolut ikke en rar fornemmelse

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized