Så fik den lille dame, der går fra landsby til landsby og sælger armbånd og andet godt endelig fingre i mig. 12 armbånd 2 kr
Det blev ikke til det store skriv ude i Soiya. Vi havde rimelig travlt, både med damerne og med at lære Menuka at bruge computer og ny telefon. Nu sidder Pooja og jeg så og venter på flyet fra Kathmandu, indtil nu 2 timer forsinket, så der er tid til at fortælle og reflektere.
Den første aften havde damerne lavet mad til os, en lille fest i anledning af deres 1 års dag. Det var Sitas ide ”Hun gør alt det her for os, så kan vi også invitere på mad”, sagde hun, Sabitri synes det var en god ide, men Asha, som husede sytræningen i starten brokkede sig og sagde ”nu skal vi åbenbart til at lege rige”. Lige meget hvad, så var det en skøn oplevelse, at de kunne gi noget tilbage. Så det tog jeg udgangspunkt i, da vi holdt møde næste dag: ”I er ikke længere fattige uvidende damer. I har et håndværk og I har selvtillid”.
Alle fik også til mødet læst deres opsparing op og blev spurgt, hvad de sparer til. De fleste sagde ”medicin til børnene”. Alle har nu, hvor det er 20 grader om dagen og 10 om natten snotnæser og hoste. Vi brugte en del tid på at foreslå, sokker og sko og appelsiner, som forebyggelse! Min store drøm er, at starte en lille frugt shop i landsbyen, så alle kan få sunde snacks hver uge.
Jeg undrede mig over, at ingen spurgte til de 12 kg jeg har tabt, men det viste sig at alle havde tænkt det. ”Du skal ikke bekymre dig om os, vi skal nok gøre det godt!”, sagde Sabitri, da vi besøgte hendes lille lerkøkken, hun mente at jeg nok var blevet så tynd, pga. bekymringer og ikke Struma, som jeg ellers forsøgte at forklare hende. Hun synes også det var så pinligt, at jeg havde grimme puder med, fra deres første måneder som syersker. ”Dem skulle vi jo så ikke have sendt!”, sagde hun.
Sådan ser vores systue ud.
Vi snakkede også en del om, hvem der skal tage til byen og hente stof og uld og sende puder. Det lader til, at hvis Asha tager afsted bliver det altid dyrere end når Sabitris datter Arati står for turen, det er typisk noget med 500 npr. For transport (smart nok, for det får man ingen kvittering for!), så nu er Sabitri og hendes datter blevet transportansvarlige.
I øjeblikket er systuen affolket, kvinderne er flyttet udenfor i den blide vintersol.
I Katmandu havde jeg brugt meget tid på at fremskynde afsendelsen af gråt stof, så vi kunne lave nogle rainbow birds i en fart, fordi vi mangler, på dag 4 lige da vi skulle i gang med rainbowbirds og var helt stressede viste det sig, at der lå ca. 20 af dem allerede uden uld i! Det er lettere problematisk at Menuka ikke har tid til at chekke den slags ordentligt!
En gris til Shanti
Den sidste dag opdagede jeg en lille sød gris bag Shantis hus. ”Er det din?” spurgte jeg, temmelig overrasket for Shanti er en meget langsom og lidt stakkels dame, som knapt kan klare at være i uldgruppen. ”Ja”, smilede hun glad. ”Har du købt den for din løn?” spurgte jeg ”ja! Og også medicin til min søn” lød svaret. Shantis lille søn er ca. et år gammel, hendes store søn, der var handicappet, døde i foråret, som nævnt her på bloggen.
Shanti med sin søn og lille nye grisebasse
Det er skønt at opleve at bare et deltidsjob kan gøre så stor forskel!
Mindre behageligt var det at skulle udskifte gamle (alkoholiske) Laxmi med hendes søde unge svigerdatter Nirmala. Nirmala broderer smukt og derfor er hun selskrevet i brodergruppen, mens hendes svigermor er langsom og noget søvnig og har det med at forsvinde og drikke sig fuld. Jeg endte med at tilbyde hende et deltids (skåne) job, men så blev hun fornærmet og ville ikke være med. Det må hun selvom. Men det var absolut ikke en rar fornemmelse
Musahar 