Barmhjertighed eller selvbestemmelse

Sidder her i min seng og skriver. Er midt mellem to julefrokoster med familien og kan mærke at min krop stadig ikke har fordøjet gårsdagens indsag af kød. Ungerne er hos deres mormor, så vi har også sovet længe. Den første jul i Danmark i tre år har været fin bortset fra, at gave udpakningsræset for børnenes vedkommende, som altid, blev lidt voldsomt. Parallelt med juleand, hjemmelavet øko rødkål og gaver i læssevis har jeg haft en diskussion om selvbestemmelse og barmhjertighed med Menuka.

Først skrev Menuka og spurgte om Shanti skulle have det samme vederlag for at deltage i kurset som de andre kvinder, når hun nu ikke kommer fuld tid, men tilgengæld rydder op hver dag. Menuka selv mente ja, da Shanti jo er blandt de allerdårligst stillede og har den her handicappede dreng.

Jeg var enig men skrev: “Diskuter det med lederne, de skal også være enige”. Det er jo fint nok at Menuka er et barmhjertigt væsen, men på længere sigt er det jo Sabitri, Bishnu og Asha, som skal lede de andre kvinder og derfor dem, som skal være enige i diverse dispositioner. Jeg prøvede også at forklare Menuka, at det at diskutere forståelse for andre med kvinderne og tage dem med i beslutningerne er vigtigere end om Shanti får lige så meget som alle andre.

Det endte med at Menuka skrev at Shanti havde fået det samme som de andre og at de andre var sure over det, så nu kom Shanti ikke længere til undervisning. Meget typisk: Det hjalp ikke Shanti at Menuka blandede sig, tvært om.

Sociale processer er en hårdfin balance, især når der er penge med i spillet. Jeg må sætte mig ned og skrive til Menuka igen og forklare at næste måned, må vi lade lederne bestemme, hvad Shanti skal have, lige meget om Menuka er enig eller ej. For Shantis skyld og så lederne vænner sig til at tage beslutninger. Samtidig så er Menuka jo selv en fuldstændig afgørende faktor for projektets succes, så hun skal også føle sig godt tilpas, så hun gider gøre dette store ekstra-arbejde udover sit lærerjob. Når alt kommer til alt, og udover at hun kommer til at overrule kvindernes selvbestemmels, så har hun jo noget som i mine øjne er ret specielt i Nepal nemlig barmhjertighed.

Advertisement

Stof i massevis

Menuka har skrevet og spurgt om de kan få  60000 til 80000 rupees til stof (4000 – 5000 kr). Meget vildt beløb og mere end alle symaskinerne til sammen. Først troede jeg, at jeg havde læst forkert, men når man regner efter så er det ca. 3 kr pr kvinde pr. dag. Så det er jo egentlig ikke så slemt. Forsøger at finde ud af hvad andre har gjort…udover pengene i sig selv er det også lidt problematisk at skulle sende penge. Det koster ret meget at sende til Nepal…

Et forsøg på at fotografere landsbyen Soiya, ret svært da landsbyen er lang og smal.

Og så er jeg blevet ophøjet til guddommelig! Menuka skrev, at folk tilbeder guderne, men at hun synes, at jeg er som en gud fordi jeg hjælper dem som er fattige og det har inspireret hende meget til selv at gøre noget. Det med det gudelige må være en nepalesisk talemåde, for Suku, Mayas store datter brugte lidt samme formulering da hun sendte budget-filer her for nyligt.

Lige meget hvad, så er det en fornøjelse at arbejde sammen med en kvinde, der faktisk virker som om hun tænker på andre end sig selv og sin pengepung. Jeg havde en del bøvl med den unge mand, jeg først havde udset mig som kommunikatør og som absolut mente hele projektet var sat iværk for at skaffe ham en ny computer og andre gode sager 😦

Skænderier revisited

Det lader til at skænderierne er ophørt, efter at Menuka har holdt møde med kvinderne. Sikkert ikke en permanent situation, men en lettelse lige nu at det kan lade sig gøre.

Shanti Mushar, med den handicappede dreng er pludselig inde i varmen. Hun er tilsyneladende den eneste som ikke kommer hver dag, men hun kommer fast, og hvis hun kan komme bare 50% af tiden så er det da superfint. Især i betragtning af, at ingen inklusivt hende selv mente det kunne lade sig gøre at deltage.

Butuli Musahar, mor til fire børn og så tynd som en tændstik. En af dem som har mest brug for et bedre liv.

Så går sykurset i gang

Så er vi tilbage i Danmark og kurset i Nepal har taget sin begyndelse. Lige op til start var der en masse issues, som man nok skulle mene burde være på plads noget før, men i Nepal skal man altså lige se om det som er sagt faktisk bliver til noget. Det er i hvert fald min tese.

For det første var der vild forvirring om hvem der var med i sygrupperne. Vi  havde aftalt et formiddagshold og et eftermiddagshold og at de to hold så bytter om hver anden uge, da alle foretrækker formiddagsholdet.

Menuka lavede hold (forstår ikke helt, hvorfor de ikke selv gjorde det!) og fandt så ud af at der var nogle som ikke var på noget hold og en som var for meget.

Desuden kom kvinderne pludselig og ville køre søndag til torsdag, fordi de tager til marked fredag. Ikke noget problem og heldigvis havde Menuka allerede tjekket at det også var fint med underviseren.

Hurra for Menuka, der sender lettere forvirrede eller rettere svært læselige mails til mig næsten dagligt. Karen Vibeke og jeg morer os over, at det kun er muligt at forstå indholdet, når man læser det op med Menuka selv som indre fortæller.

Menuka, uden hende ville det hele blive ret svært!

Skænderier

Da kurset så kom i gang, meldte Menuka om skænderier. Faktisk så voldsomt at en af de unge kvinder var holdt op. Det blev jeg selvfølgelig bekymret over om end ikke overrasket. Jeg har hørt det mange gange fra kvindeprojekter, særligt når der er udsigt til økonomisk gevinst.

Jeg bad Menuka holde et møde med kvinderne om, hvorfor de skændes og samtidig bruge mødet til at snakke indgående med dem om, at uden sammenhold så kommer de ingen vegne.

Menuka skrev tilbage at hun ser problemet som kvindernes manglende overskud og at fattigdom også betyder at de ikke har lært ”hvordan man omgås hinanden med respekt”. Det sidste kan jeg egentlig meget godt lide, fordi det betyder at kvinderne fungerer mere ”uden filter” end det Nepal man ellers møder.

Desuden lader det til at Ashas lille sure rosin af en ægtemand, laver lidt tumult omkring symaskinerne. Kommer ind med diverse knægte og stiller sig an efter kurset er slut og vil have flere penge. Bekræfter jo endnu et problem for fattige kvinder: Deres mænd er ikke særlig gode til at støtte dem. Menuka nævnte også at de fleste af dem drikker og at hun som skolelærer har oplevet at fædre ødelægger ungernes bøger.

Nå, men flere penge det får fyren altså ikke! Jeg må udtænke et eller andet smart, så alle bliver lidt gladere. Kunne man på en eller anden måde gøre ham manden stolt af projektet? Sådan at han vil gå gennem ild og vand for det?

Mobil kontakt

Vi drømmer om at skaffe Menuka en mobiltelefon med internet. Lige nu koster det en arm og et ben, hvis hun skal sms’e til os, mens en email er gratis, men kræver at hun tager op til den lokale cyber-cafe, så en telefon ville være super. Så kunne vi også sende små lydfiler med beskeder hun kan spille for damerne og deres mænd. Men igen: Det skal serveres så de øvrige ikke føler sig forbigået…

Hvorfor skal det være hjemme hos Asha?

Den sidste dag skulle vi faktisk køre kl. 1, men KV og Sukumaya og chaufføren (som vi døbte PC-dai fordi hans navn var meget langt og umuligt at huske) skulle først til Butwal og købe maskiner, mens jeg tog til skolen og fik blomster og tikka.

Før afgang var vi landsbyen rundt for at diskutere, hvor vi 1. kunne afholde sykurset og 2. opføre et arbejdshus til Soiya-kvindernes fremtidige sy-virksomhed. Det blev der meget palaver over. Selve træningen kunne helt tydeligt kun foregå i Asha Musahars hus, da hun er den eneste som har et rum, som 10 mennesker kan sidde i. Så er der lige det at Ashas mand nok er den sureste lille fyr i hele byen. Vi havde godt nok sat PC-dai til at drikke øl med ham hver aften, så han var ikke helt så sur som da vi kom, men alligevel. De andre kvinder var bange for at han ville triumfere, hvis han fik æren af deres kursus og selv ville han gerne have penge (ikke at han selv kom og sagde det…men det kom frem fra de andre).

Nå, men vi havde jo ikke flere dage til at diskutere landsbyfnidder, så vi tilbød hr. Suresen 1000 rupees pr. måned for lokalet (halvdelen af hans hus for 80 kr) og det gik han ind på. Mht. en mulig byggeplads, så fandt vi et sted nede ved floden som kvinderne selv mente, at de kunne få “kommunen” til at bevillige dem. Så nu ser vi lige tiden an og søger nogle penge…

Så kom maskiner og borde

Så afsted efter maskiner, som faktisk dukkede op ganske få timer efter at KV og Suku havde afsluttet handlen. Til gengæld tog det en krig for de to medfølgende medarbejdere at samle alle sybordene og de skulle have en del mere for arbejdet end vi havde forstået. Suku, som udover at være bare 17 år er meget  meget lille, voksede til tredobbelt størrelse rent mentalt af raseri over dette. Men der var intet at gøre så vi måtte betale 1500 i stedet for 150 😦

I det hele taget var Suku en fantastisk tolk og kunne også fungere som “kan det passe” barometer, ved diverse prisvurderinger og andet vigtigt. Kvinderne i landsbyen reagerede ved at tale tharu ved enhver given lejlighed, så vi ret ofte måtte insistere på, at der blev talt nepali 🙂

Da den første maskine med bord var samlet tog vi lige et billede

Vi endte selvfølgelig med at køre fra landsbyen kl. 17. PC-dai var rasende og sagde ikke et ord, hvilket faktisk var rigtig rart. På udturen havde han nærmest krævet at vi sludrede med ham hvilket vi jo faktisk ikke synes vi havde betalt for.

Heldigvis tøede han op efter aftensmad, hvor han efterlod os i 15 min udenfor restauranten for at sludre med nogle andre chauffører! Udover mørket gik turen hjem en del nemmere end udturen på 12 timer og KV så lidt mindre skeptisk ud, når jeg sagde, at jeg plejer at køre turen på 6 timer.

Inden vi nåede Kathmandu havde Menuka ringet til os adskillige gange, så vi føler os ret sikre på, at hun nok skal holde styr på damer og maskiner for os 🙂

På jagt efter en sy-underviser

Om vi kunne finde en kvalificeret sytræner, det var noget af det jeg, hjemme i Danmark, virkelig havde ligget vågen over. Men da det kom til stykket, så kom de nærmest myldrende!

Soiya-kvinderne havde selv en kandidat og Menuka, vores unge kommunikatør, kom slæbende med endnu et par stykker. Det sværeste var faktisk at holde rede på, hvem der nu var hvem i forhold til, hvad vi havde aftalt.

Blev absolut ikke lettere af, at Menukas engelskkundskaber ikke rækker til forskellen på nutid og datid….(“var det hende du havde talt om i går?” Er fx. en fuldstændig uforståelig sætning). Vi var ret grundige med at interviewe og teste den unge kvinde Soiya-kvinderne selv havde fundet. Hun boede i en nærliggende landsby, er selv dalit og rigtig dygtig til at sy, dog havde hun aldrig undervist andre…OG hun havde et lille barn hun også skulle sørge for.

KV interviewer og Suku oversætter, det gik forrygende

Bankkonto og besøg i nabodistriktet

Efter et par uventede ekstra-kandidater fik vi sendt Menuka og de tre valgte ledere af kvindegruppen afsted for at lave en bankkonto og drog så til nabodistriktet for at mødeGoma Regmi, enke og sylærer gennem flere år.

Vi havde Bishnu Kumal med som repræsentant for kvinderne i Soiya og fik følgeskab af Bishnu Paudels bror Amit. Bishnu Paudel kender jeg fra min tid hos MS, hvor han arbejdede for en af de lokale partnere. Nu er han studerende i Danmark som jeg kender fra min tid hos MS og som nu bor i Danmark og havde så  helt tilfældig denne her svigerinde, der underviser i at sy!

Amit lagde naturligvis ud med at lege tolk på ægte superirriterende nepalesisk mandefacon. Velmenende men ikke særlig brugbart at holde interview med suflør til den, man skal interviewe, især ikke når man har medbragt egen tolk, der bare er suveræn. Heldigvis tog han det pænt, da vi bad ham overlade arbejdet til os fire kvinder.

Goma ved sin symaskine - det var en Usha

Vi kunne hurtigt se, at Goma ville være den helt rigtige og da hun havde givet os et bud på hvad hun skulle have for tre måneders undervisning og logi i landsbyen drog vi hen på den lokale cafe for at drikke the og votere.

Heldigvis var Bishnu enig i, at Goma var det rette valg. Indehaverne af cafeen fulgte også ret godt med og begyndte faktisk at foreslå endnu en syunderviser! Men her synes vi så efterhånden vi havde nok 🙂

Tilbage hos Goma fik vi forhandlet færdig og gav hinanden hånden på aftalen. Så var den i skabet! Hurra hurra.

En glad Bishnu - efter afsluttede forhandlinger

Det skal være en Usha

Næste punkt var symaskiner. Goma anbefalede det indiske mærke Usha og vi drog afsted til Butwal for at se hvad vi ku skaffe 10 af dem til. Viste sig (naturligvis) at der er lukket i stort set alle forretninger i Butwal om mandagen (det var selvfølgelig mandag…), så vi måtte vende tilbage til landsbyen med uforrettet sag.

En rejse til fortiden

Kl. er henad 9 om formiddagen, da vi ankommer i landsbyen Soiya, en lille samling lerklinede huse i grøftekanten – midt ude i rismarkerne med udsigt til Nepals fodbjerge på den ene side og resten af det flade Terai, som det nepalesiske lavland hedder, på den anden.

Kvinderne samles langsomt. Det er heldigvis lørdag, så de har fri fra deres høstarbejde på den lokale storbondes marker i dag. Da stort set alle har sat sig på et stykke udbredt pressening rejser jeg mig og samler hænderne foran brystet: Namaste!

Herfra går det på en blanding af engelsk og nepali, som gør det temmelig besværligt for min unge tolk og for Karen Vibeke, min danske samarbejdspartner, som er med herude i fortiden for første gang:

“Det er dejligt at se jer igen! Jeg smiler og kikker rundt på alle de velkendte solbrændte ansigter. Mødre med småbørn, teenagedøtre og ældre garvede koner på min egen alder. “Det her er Karen Vibeke, hun skal lære jer at sy puder, men først skal vi købe symaskiner og finde en som kan lære jer at sy!”

Det er derfor vi er her i disse dage, udover at informere kvinderne om vores fælles projekt, skal vi på bare tre dage have købt maskiner, hyret en underviser og finde et sted, hvor kvinderne kan blive undervist og senere have deres egen syvirksomhed.

Svært at holde 21 kvinder samlet til et møde og efterfølgende foto!

Vi viser dem puderne. “Det ser da ikke så svært ud”, siger Sabitri Musahar glad. Så snakker vi om, at alle skal være med og at alle skal have nogen, der passer deres børn. De fleste har en søster eller en svigermor, men Sita har ikke og Shantis søn vil kun passes af hende. Bishnu Kumal lover at se efter Sitas søn Asi, men Shanti er der ingen der vil hjælpe, “hendes søn er jo anderledes”, forklarer Menuka, den unge lærer, som vi har ansat som kommunikatør, fordi hun har email og i forvejen arbejder sammen med mig på skolemadsprojektet.

At drengen er handicappet er ikke svært at se, men derfor har hans mor jo stadig brug for et job. Men at han kun vil passes af mor, kan vi jo ikke rigtigt gøre noget ved. Så det ender med, at vi aftaler at Shanti til en start kan få job som afrydder og så må vi se, hvad der sker senere.