Dramaet om julevarerne 1. del

Skriiig skriiig skriiiig, ja undskyld, men jeg må af med det! Søndag sad jeg mageligt tilbagelænet og nød tanken om, at Musahars juleting, frugtposer og helt nye fine Elefanter var på vej fra Butwal til Kathmandu og så videre til København med fly. Stofmanden havde bedt om at få alt senest d. 16. og nu ville alt ankomme d. 15. og 16., så jeg var ret (selv?) glad. Nu er der så det, at det skal man ALDRIG være i Nepal! Onsdag havde jeg stadig ikke hørt noget fra Stofmanden, så jeg anede uråd og ringede “dit stof er sendt” meddelte han glad. “nå nå, men hvad med mine produkter dem har du vel modtaget”, svarede jeg mens en klam anelse krildrer ned ad min ryg. “Sku du ikke sende det til mig efter Dashain?” kommer det forundrede svar. Vi snakker d. 1. november eller deromkring og nej det har jeg ALDRIG sagt, hvad jeg derimod har sagt er, at det IKKE kan vente til f…. 1. november, fordi den danske jul altså starter liiige om lidt! IShh! Nå… jeg hidser mig lidt ned og svarer relativt roligt at alt blev sendt søndag og at det faktisk snart er jul og at jeg skal have mine ting NUUUU. Heldigvis kan jeg høre, at Stofmanden omgående får stress og siger, at han chekker med det samme!

Torsdag da jeg ringer, er han hos kureren og skal straks videre til Cargo og har fixet det hele – “hurra du er fantastisk”, jubler jeg og tæller på fingre, at hele balladen kan nå til København før jeg drager til Jylland med Uglefortællinger. Senere på eftermiddagen modtager jeg så endnu et drama: Der er blevet chekket 5 store tasker ind i Butwal og kun 4 er nået frem! Så nu sidder jeg her og krydser fingre for, at det IKKE er julepynten eller Elefanterne men bare frugtposer og te-hætter. Jeg har ikke fantasi (eller nerver) til at forestille mig, at tasken er rigtig væk, men den kommer i hvert fald ikke med i denne omgang, så send venligst en stille bøn til transportguden om at sende lidt held i Musahars retning endnu engang – fortsættelse følger….

Advertisement

Smadret inventar og måske en smadret illusion

Jeg har været lidt i tvivl om denne historie skulle på bloggen og om den skal indgå når jeg skal rundt i landet med mine Uglefortællinger. Men jeg blev ret hurtigt enig med mig selv om, at det skal den! Især fordi den er en del af en realistisk fortælling om fattige mennesker i al sin ubehagelige voldsomhed.

Sabitri i sit lerhus. Hun er 40 år og mor til 3 drenge og 1 pige. Drengene er de eneste i landsbyen, der har gået i skole til mere end sjette klasse.

Dagen i dag startede hyggeligt med en sludder med Sabitri, der er en de damer jeg kommer rigtig godt ud af det med. Menuka havde forsøgt at ringe mig op kl. 5, så da jeg havde sendt ungerne i skole ringede jeg tilbage og så var det Sabitri der tog den. Namaste madam! Sagde hun glad og det lykkedes hende at forklare mig, at Menuka miss havde efterladt telefonen, så de kunne sy efter et billede af juletræstæppet på telefonen.

Sita, mor til Asik og Anjali og superdygtig til at sy. Uheldig med sin mand Narayan og ikke særlig populær i gruppen.

Senere ringede jeg så igen og fik en god snak med Menuka både om tæpperne og om vores skolemadsprojekt. Snakken må have været rigtig godt for hen imod slutningen fortæller hun mig, at der har været et mega-skænderi i systuen for nogle uger siden.

Sitas søn Asik på 4 år havde gået rundt og pillet ved tingene og Mangali, der er vores strygedame, bad Sita få ham ud. Det udviklede sig til et større skænderi og de to damer røg fysisk i totterne på hinanden. Det hørte Sitas mand, der jo tidligere har banket hende mange gange og desuden har en anden kone (eller har haft…) og så kom han farende og gav sig til at smide med maskiner og hvad der nu ellers lå i systuen, han smadrede et vindue og ødelagde døren (går ud fra de har forsøgt at holde ham ude). De andre damer måtte flygte i panik, og forsøgte at ringe til Menuka, der desværre var til eksamen.

Næste dag tog hun så heldigvis affære og sagde til Sita og Mangali, at hvis de skulle fortsætte i systuen, så skal de kunne tale sammen ellers var det ud! Desuden sagde hun til Sita, at hun og hendes mand må erstatte det ødelagte. Sita græd og sagde, at de andre stikker til hende, fordi hendes mand har haft en anden og sagde at vi bare kan tage fra hendes opsparing til reparationer, men ikke sige det til de andre damer. Narayan (Sitas mand) var ked af sit anfald og forsøgte at reparere døren.

Jeg tænkte, du ville blive “sad” så derfor har jeg ikke sagt det før, sagde Menuka (!) meget nepalesisk. Blev sgu ret nedtrykt! Sita har haft det hårdt og Mangali er en førsteklasses rænkesmed, men vi har en hel klar regel om, at der ikke skal være børn i systuen og det er helt uacceptabelt at smadre hele hytten – så jeg sagde til Menuka, at hun måtte sørge for reparationer og så trække Sita.

En af de største barrierer ved arbejde som vores, er helt klart ævl, kævl og misundelse, det synes jeg der står alt for lidt om, når man læser om udvikling, fair trade mv. Det er som om fattige helst skal fremstå som uskyldsrene (stakler?), når virkeligheden ofte snarere er et studie i smålighed, snyd og druk, ikke at disse ting er det eneste, der er at sige om fattige landsbyboer, men det er dog ofte en væsentlig del af deres fortælling. Når man ikke har noget, så er det svært at ønske det bedste for sin nabo, ser det ud til, og det er såmænd ikke så svært at forstå, selvom resultatet er, at ingen vinder, hvor alle kunne have vundet (en klassiker er familiefaren, der kommer fuld hjem og ødelægger ungernes skolebøger, som han har haft svært ved at betale i første omgang).

En fredelig dag i systuen i Soiya.

Heldigvis går det godt i hverdagen i systuen og jeg er virkelig glad for, at Menuka tvang de to kamphøner til at snakke sammen, vi har før haft skænderier, der resulterede i, at to damer ikke kunne arbejde sammen. I morgen skal de alle sammen lave kompost til deres køkkenhaver og så har de to fridage før arbejdet kalder på søndag en slutpurt på 4 dage med julepynt, før vi går i gang med nye ting og sager.