Man tager et stykke stof og et mønster…

Inden jeg går i gang med historien om stoffet og mønsteret er jeg nød til at præsenter jer for vores nye Peeka Boo Black:

I kan nok gætte hvilken en det er 🙂

Grunden til de alle tre er vist her er, at man i dag fredag d. 25. november kan erhverve sig dem alle 3 for 2’s pris. Man er også velkommen til at købe 3 blå, 3 lyserøde eller 3 sorte eller hvordan man nu vil blande.

Nå, men det var historien om stoffet og mønsteret…

Vores stof er meget dyrt, særligt den fantastiske brændenælde stiger hele tiden. Derfor er vi meget opmærksomme på, at stoffet skal bruges helt op. Det betyder blandt andet, at det ikke er lige meget, hvordan ting vendes på stoffet (altså udover helt almindelig hensyntagen til trådretningen!)

Lørdag morgen i sidste uge slog det ned i mig, at jeg vidst ikke havde fået fortalt damerne og Menuka, at huspude-mønsteret skal vendes sådan, at spidsen af taget rør den næste spids  – er I med på hvad jeg mener?

Så jeg ringede og gav mig til at forklare “When the ladies place the pattern on the fabric….”

Jeg brugte 20 minutter i telefonen på at forklare, hvordan mønsteret skulle placeres, så der fremkommer en række firkanter mellem stykkerne, som vi kan bruge til andre formål (bare vent og se:)

“Ja ja mam”, siger Menuka i den anden ende (har fuldstændig vænnet mig til denne lidt koloniale tiltaleform J)

Den slags forsikringer er desværre ikke en garanti for noget, har jeg lært, så jeg insisterede: “Gentag lige hvad jeg sagde”

”ja altså først laver man en trekant til taget og så resten” sagde hun lidt tøvende.

Noooo, kom det lidt træt fra madam nordfalk i den anden ende, hvorefter hele seancen startede forfra: ”altså when you place the pattern on the fabric….”

Jeg havde samtidig sendt hende et billede af nogle færdige huspuder, der var placeret korrekt, tag mod tag. Så da vi endelig var blevet enige om, at vi ikke ku forstå hinanden og at jeg måtte ringe til Pooja i Kathmandu og forklare det hele for hende, bad jeg Menuka chekke sin mail.

Få minutter efter fik jeg en mail tilbage: ”kan du ikke sende et billede af de blå huse?”, godt hun var helt i Nepal og ikke ku’ se mig stå op hoppe op og ned mens jeg råbte ”det er sgu da lige meget, hvad farve de har!!”

Heldigvis fik jeg omgående fat i Pooja, der beroligede mig: Hun og KV havde forklaret damerne, hvordan mønsteret sku vendes….følte mig jo så lidt dum, indtil jeg talte med Menuka et par dage senere og hun ku meddele mig at nej, de søde damer havde ikke lagt mønsteret tag til tag, før de fik min besked…så godt jeg brugte tid og energi på sagen.

Kære læsere, beklager den langstrakte forklaring! Men det illustrerer ret godt tror jeg, hvor meget samarbejde og tålmodighed der skal til, for at distance-styre en systue i Nepal 🙂 Rigtig god weekend og husk nu at gå ind og kik nærmere på den der nye Peeka Boo Bird.

 

Advertisement

Farvel og tak for denne gang

Vi er nået ind i slutspurten her på 4. dagen, hvor vi både skal nå at gøre alting færdigt, holde et møde om fremtiden og så ellers køre hele den lange vej tilbage til Kathmandu.

Vejret i november er mildt og solrigt, så damerne foretrækker at sidde udenfor

I går aftes var vi på besøg hos Menuka, hvis mor er rasende over at vi ikke har sovet hos dem! ”Det bliver over mit lig” , har KV sagt inden vi tog afsted…der er nemlig ikke så rent hos Menuka….Det har nu også vist sig, at teltet på alle måder er en go løsning, Menuka bor fx ikke lige ved landsbyen og det er ret svært at få hendes mor til at forstå, at det er for sent at spise mad kl. 9, når man skal være på arbejde 30 mins gang derfra – kl. 9!

Men det er under alle omstændigheder superhyggeligt at besøge familien, hvor der altid bliver grinet og pjattet meget. Denne gang griner vi blandt andet af alle de mange friere Menuka skal vælge imellem, men bliver alvorlige da Menuka skal fortælle om ulykken, hvor en ung mand påkørte hende på motorcykel med vilje og døde, da de begge væltede. Menuka har haft mareridt hver nat i meget lang tid og var samtidig skrækslagen for at blive hevet i retten af mandens familie. Det kan man nemlig godt komme selvom man er uskyldig! Hvis den afdødes familie forlanger det.

Det er heldigvis ikke sket og Menuka har endda på bedste moderne psykolog-vis været i kontakt med mandens enke, der nu er alene med en søn på 4 år. Først troede hun, at Menuka var mandens elskerinde..!

Siden sidst har Menuka og hendes bror bygget ud og malet familiens hus så det stråler i flere farver end Palads teater i København – selvom nepalesere generelt er glade for at give den gas med husets farve, er det her ret specielt J (kan desværre ikke finde de billeder jeg er sikker på, at jeg tog af det! dem må I få senere)

Fantastiske t-shirts

Der er 4 damer som syr t-shirts og de er alle vildt flotte. KV er allermest begejstret for er Sanghitas. Sanghita har ikke været med fra starten, men kom ind fordi hendes søster Devaki løb bort med sin kæreste, så hun kan ikke sy, men altså tilgengæld brodere helt fantastisk og også med stor fantasi.

Rada syr t-shirt

Den sidste del af oprydningen byder på en kasse med lærematerialer. Arati, en af de dygtige unge piger, bruger gamle stofstykker til at undervise med, når der mangler arbejde til vores uld-hold. Der er små fine navneskilte på mange af tingene skrevet med devanagari tegnJ

De nye babytæpperne er også godt på vej, her i opløbet sidder flere fra broderigruppen og hjælper til. Det er generelt sådan at folk hjælper hinanden, ligesom der altid er villige hænder, når en baby skal passes lidt.

KV instruerer og Pooja oversætter

En ting vi har undret os en del over er, at der ofte bliver sagt at den og den har ”typhoid” eller ”neumonea” også babyerne….? Det lyder lidt mærkeligt i vores ører, da begge dele jo er alvorlige sygdomme og vi i flere tilfælde har set den pågældende, som godt nok har haft feber meen helt klart ikke har været død-syg. Er det mon den lokale læge, der blæser ufarlige virus op, for at få flere penge i kassen? Det kunne under alle omstændigheder være meget interessant, hvis nogen en dag kunne tænke sig at lave et ”health assistment” i landsbyen.

Mens Asha, Saraswoti, Radha og co. Lægger sidste hånd på tæpperne kikker de andre i Bo Bedre, hvad mon de tænker når de ser det! Det er jo så fuldstændig ufattelig anderledes end deres hverdag. Det er også en af grundene til, at vi gerne vil søge Danida om penge til fx udveksling – så nogle af damerne kan se den verden tæpperne og puderne skal indgå i.

Så blir der læst Bo Bedre

Der bliver også kikket presseklip

Klassiske nepalesiske køkkenting: En kværn til chili, et par skåle og et fiskenet. Ret langt fra dansk køkkenindretning

En NGO på vej
Det sidste punkt på programmet er et møde om fremtiden. For at kunne søge penge til støtte fra Danida, skal vores damer slutte sig sammen i en NGO. Det er lidt bagvendt: Vi har allerede postet en masse penge i projektet her for at få systuen op at stå. Det som nu er nødvendigt er penge til at opbygge gruppens kapacitet på alle andre områder – jeg nævner i flæng: Engelsk, bogføring, markedsføring, computer-kendskab, viden om design…Men for at søge penge til disse ting, skal man være en NGO, som jo strengt taget skal have nogle af de ovennævnte kundskaber for at fungere…. (jokum og spanden!).

Selve mødet forløber lidt som et overraskelsesangreb. Vi har på forhånd besluttet, at vi vil pege på de yngre kvinder som NGOens bestyrelse. Mest fordi flere af dem har lidt skolegang som der kan bygges videre på og så fordi vi gerne vil give dem et skub fremad. For at undgå en masse magtkampe og sure miner fra de lidt ældre damer, fremlægger vi det som et behov, at det er yngre kvinder som er i bestyrelsen, til gengæld skal alle arbejdsgrupper repræsenteres. I uldgruppen er der ingen som har gået i skole, så de vælger Butuli til bestyrelsen ”vi skal nok hjælpe dig”, siger Renu bramfrit og alle ler! Så er den hjemme og vi får samtidig slået fast: Der er faktisk kun 5 kvinder i vores gruppe ud af 23, der har gået i skole til 5. klasse!

Så er klokken blevet 16.30, alle får et kram før vi kaster os ind i bilen så vores cowboychauffør kan ræse afsted tilbage mod byen. I Kathmandu har Annette Tingstrup fra Tings lounge hotel været så rar at hjælpe os med at finde et godt hotel, når de nu til vores skuffelse ikke selv har plads – vi har ellers meget lyst til deres skønne sted efter 4 dage med telt og ris.

Vi når Kathmandu kl. 1.30 om natten og må så lige stå og vente 15 min ekstra mens portieren vægger ham, der har nøglen til værelset! Det er ikke let og det viser sig da også, da han endelig dukker op, at han har fået en lille tår over tørsten…

Næste morgen flygter vi hen på Tings og flyder i deres lounge mens vi nyder kaffe og yoghurt med müsli. Visakortet virker på mystisk vis igen…men man undres ikke rigtigt…ikke i Nepal.

Sidste stop på rejsen er en tur i Dhukuti en af Kathmandus fine FairTrade butikker og et kort møde med stofmanden – så er vi klar til at vende næsen hjem til Danmark og vores nye webbutik. Med os har vi blandt andet de fine t-shirt og et par nye puder, som kan ses i butikken en af de nærmeste dage!

Velkommen til Musahars web-butik

Først og fremmest så vil jeg gerne starte dagens indlæg med at sige velkommen til vores nye web-butik

Den er netop åbnet i dag og vi er meget stolte over at byde jer indenfor. Vi åber den vil blive et sted I husker, når I skal have nyt til sofaen, børneværelset og så videre og selvfølgelig til gaver:) Skriver man sig på nyhedsbrevet får man ekstra tilbud og en lille historie med på vejen.

Butuli bygger hus

systuen set fra siden. Butulis hus er det lige fremme.

Lige ved siden af systuen ligger Butuli Musahars lille faldeværdige hus. Da vi startede vores 3. dag lagde jeg mærke til, at der lå en masse mursten bag huset. “Hvis er det?” spurgte jeg og Butuli fortalte stolt, at det er til deres nye hus. Den ældste søn skal giftes, så derfor har han, Butulis mand og Butuli sparret sammen til et nyt hus. Murstens huse står højt på ønskelisten hos alle i landsbyen, lidt synd for deres lerhuse er meget smukke, hvis de da ellers er velholdte, men for kvinderne symboliserer de fattigdom og er noget man bare skal ud af, hvis man kan.

Tyveri af 6 kg plastikposer

I dag tager Luna og jeg ind til den nærmeste større by Butwal for at købe ting vi mangler. Blandt andet er der ikke flere plastikposer til puderne og der mangler også opbevaringskasser.

Det tager en del tid at finde ud af, at de poser Menuka plejer at købe ikke er til at få i dag! Luna og jeg er inde i rigtig mange pose-butikker før vi giver op og køber 6 kg af den næst-bedste størrelse. Bagefter går vi ind til en kasse-butik og køber kasser.

Sådan ser der ud i Butwal

Vores chauffør kan ikke finde butikken, så Luna går ud og leder efter ham, men jeg dasker rundt og tager billeder. Da jeg kikker hen på stedet hvor posen med poser stod – er den væk! Først tror jeg Luna har taget dem, men det har hun ikke…efter lidt tids søgen må vi konkluderet at nogen har stjålet vores poser for næsen af os:( Jeg har aldrig fået noget stjålet i Nepal før, så jeg er ret overrasket – og sur! Har nemlig samtidig problemer med Visakort, der helt sikkert ikke kan fixes her på landet, men som helt sikkert vil tage rigtig lang tid, hvis man prøver….Vi må altså bare købe en lille portion poser og vende hjem til KV og damerne i Soiya – æv.

Asha vores symaskine reperatør

En rigtig dejligt ting er, at alle sy-maskinerne virker. I starten blev de med jævne mellemrum sendt til Butwal for at blive repareret for det ene og det andet mindre problem, men i løbet af de to år der er gået siden vi købte maskinerne har Asha lært at reparere det meste selv. Det er jo bare skønt med initiativ og igen det skjulte talent, der viser sig på så mange måder i landsbyen.

Mandag kommer sidste afsnit af historien om vores rejse til Soiya, masser af billeder af damer der syr tæpper og t-shirts i stor hast for at nå at blive færdige før vi skal køre til Kathmandu.

Dag 2: Spidsrod og papirshatte

Politiken - nu som papirshatte

Vi sover skønt men tæt den første nat, tre kvinder i det lille telt vi har lånt af Ram Sapkota, ejer af rejsebureauet Mountain Delight, et af de her ganske få mennesker, som er super-ærlig og ikke kun interesseret i penge. Vi havde egentlig også lånt soveposer, men de er ikke med, opdager vi, da vi pakker ud…meget nepal-agtigt… Godt vi har købt rigeligt med lokale dyner, for vejret er skønt om dagen men lidt koldt om natten!

Næste morgen starter med mælk og müsli fra Katmandus svar på Fötex. Sita laver dahl bath til sig selv og os og det får vi så til frokost. Det er billigt at købe grøntsager og aftalen er, at vi leverer råvarerne og Sita og hendes familie spiser sammen med os. Der er ikke nogen steder at købe mad i nærheden og så er der helt sikkert renere hos Sita:)

Bagefter er der tid til at lave papirting med Sitas og naboernes unger. KV har hurtigt omdannet den medbragte Politiken til hatte, både og fly, til den flok unger, som til stadighed hænger ud omkring os.

I dag når vi rigtig langt og KV er på en gang høj over resultatet og meget træt. Vi er her jo så kort tid – bare 4 dage – så der er rigtig mange ting, der skal prøves af og sættes i gang. Det er sin sag at beskæftige 23 damer med forskellige nye aktiviteter samtidig.

Unika tæpper med udgangspunkt i genbrug og lokal kreativitet

En af de nye ting, som skal trylles frem på turen er babytæpper. Unika tæpper produceret for at effektivisere vores brug af det hundedyre økologiske bomuldsstof. Saraswoti har lavet patch work puder til de to piger, der har fået babyer og da de faktisk er rigtig fine, får hun lov at starte det første tæppe. Straks bliver alting pludselig alt for lige og pænt og KV må gennem Pooja forklare, at det skal være mindre ensartet og mere som de puder hun allerede har lavet.

Her er en ny bror til Peekaboo blue og Peek a Boo Yellow ved at se dagens lys.

Nisha og Asha med de nye kaffehætter

Kreativitet på nepalesisk
En anden ny ting, som er superspændende er, at nogle af broderidamerne har fået til opgave at lave et broderi efter deres eget hoved. For at se, hvad de faktisk kan. ”Først var de helt blanke, men så snart vi kom med nogle eksempler, gik de i gang”, forklarer KV og resultatet er forbavsende fint: Fugle og forskellige blomster er vokset frem på stoffet. Forbavsende fordi selvstændigt initiativ ikke er noget, der påskønnes hos børn og unge i Nepal generelt. Som så mange gange før tænker jeg, at det nok er fordi, damerne aldrig har gået i skole og altså ikke har fået indprintet at det bedste i verden er at kopiere…

Øvelsen er første skridt mod nogle nye økologiske t-shirts, der som tæpperne bliver helt unikke…Dem kan man få et se i den nye web-butik, når den åbner….på torsdag!

Vi ses i morgen:)

Med fuld fart på

lidt af den kønne udsigt på vej mod syd-vest

 Allerførst: Skønt at så mange har tilmeldt sig vores nyhedsbrev:) Skulle der være flere som kunne tænke sig at få gode tilbud og herlige historier på den måde, så husk at melde dig til herovre i højre side.

Og så til vores besøg i Soiya:

Efter en hektisk dag i Katmandu, med et interessant møde på ambassaden, et smut ud til Boudanath-stupaen og besøg hos vores Stofmand, er vi i fuld fart på vej mod Soiya. Vores sædvanlige chauffør blev i sidste øjeblik skiftet ud med en ægte landevejscowboy som nu ræser ned af bjergene med masser af hasarderede overhalinger og hurtige hjørner. Men vi er glade – for vi vil jo gerne frem i en fart. Med os har vi både Pooja, der skal være tolk og Luna, min kollega og ven fra Danmark, som skal tage billeder.

Damernes første reaktion da vi stiger ud er: ”Karen vi ku ikke kende dig!” KVs korte hår og solbriller har åbenbart ændret hende en del.  Kort efter har vi fået tikka i panden og en fin blomsterkrans og kan gå i gang med vores lange program.

Som sædvanlig er det en kunst i starten at få alle i gang, så der ikke er nogen som bare sidder. Typisk er uldgruppen arbejdsløse længe på sådan en dag, da deres arbejde kommer sidst. I dag bliver de sat til at sætte snor og sikkerhedsnåle på hang-tags. 1 time senere lyder det: Nu er der ikke flere sikkerhedsnåle. ”Åh nej” tænker vi og kikker os rundt. Stofmanden har sendt temmelig mange sikkerhedsnåle for ikke så længe siden. Da vi ser den enorme bunke hang-tags som er lavet færdige med snor og nål, kan vi se hvorfor: De er bare hurtige og har allerede lavet temmelig mange!

1-2-3 så var der hang-tags!

Det er første gang KV ser systuen og selvom vi er enige om et den er fin, så er den også tydeligt fyldt til bristepunktet, 10 symaskiner, tre klippeborde og en kæmpe reol med plads til 24 store metalkasser på bare 28 m2.  I dagens anledning er der nogen som endelig har fuldt adskillige henstillinger og lavet herlige spraglede dækkener til symaskinerne. Det er nogle gamle testslanger, som ved et uheld blev lavet i kunststof og som nu er klippet op og genbrugt. Herligt J  Det er Sabitri den rare dame som har fået ideen.

KV går i gang med at ordne og systematisere og må ret hurtigt konstatere, at vi har MEGET broderigarn. Alt bliver noteret ned af Maya, der er ansvarlig for broderigruppen, hun har Ranchana sin svigerdatter til hjælp, fordi hun som en af de få har gået i skole til 8. Klasse.

Ranchana, en af de piger som har gået i skole, noterer broderi-garn ned

Siden sidst har to af de unge svigerdøtre fået en baby. De er med noget af tiden og har ellers bedstemødre og andre behjertede sjæle, der gerne slæber dem rundt.

Asha - en stolt farmor

Nirmala med sin lille søn

Sitas mand Narayan er tilbage, hans nye kone er rejst til Golfen for at arbejde, så nu kan Sita pludselig godt bruges. Helst vil hun til Kathmandu og arbejde der, men det kan ikke lade sig gøre, så længe manden er der.

Dagen slutter udenfor Sitas lille lerhus, hvor chaufføren og Narayan har slået vores telt op. Vi har taget grøntsager og ris med og Sita laver mad til os. Sita har ikke stole, så vi har plastikskamler med fra systuen. Ris, tomat og grønsagsstuvning smager herligt. Det er stærkt, selvom Luna, der er med som fotograf, har fjernet 5 af de 8 chilier, Sita ville have kommet i.

KV og Sita laver mad

Alt hvad vi gør bliver ivrigt overværet af Renu, Sitas søde sjove nabo, der kom hjem fra Golfen midt i vores indledende anstrengelser med systuen. Hendes søster Phoolmati, hvis mand er død, opholder sig nu mest sammen med Renu og hendes familie…Det ser ud som om de to har det godt sammen:)

Søstrene Renu og Phoolmati

Der kommer mere om vores dage i Soiya her på bloggen i morgen – god nat

 

Med den hvide skjorte i kufferten

Så er kufferterne endnu engang pakket og billetterne printet og maven er fyldt med herlige nepalesiske sommerfugle.

Det bedste er, at vi denne gang rejser begge to, både Karen Vibeke og jeg og derfor forhåbentlig kan nå en masse spændende ting. Den første udfordring er et visit på den danske ambassade. Der er mange der tror, at en virksomhed som vores er selvskrevet til støtte fra Danida, men det er desværre ikke tilfældet, men det kan det jo blive. I hvert fald skal vi have en snak med de rare mennesker, der lige som vi, gerne vil hjælpe fattige kvinder, og derfor er der også både pæne bukser og hvid skjorte i kufferten (aldrig set før!).

Herefter går turen ned fra bjergene mod syd vest til Soiya, hvor vi skal fejre 2-års jubilæum med vores 23 damer. Det skal blandt andet foregå med kreative øvelser, så vi kan se, om de selv har ideer, der bare venter på at nogen linder på låget, på samme måde som mange af dem jo har vist sig at have evner for at sy.

Følg med her på bloggen. Satser på at det bliver muligt at dokumentere denne hektiske uge her!

Herhjemme starter en meget spændende nedtælling: Nemlig nedtællingen til vores web-butik!! Som åbner når vi kommer hjem igen d. 15. november – hurra hurra det glæder vi os meget til, så det kan I også godt gå i gang med.