Egentlig er det ret indlysende, men alligevel er det først nu gået rigtig op for mig:
Et af de store problemer, når man er fattig, lavkaste og kvinde, er manglende selvtillid og andres manglende tiltro til ens evner. Det viser processen med at oprette en forening for syerskerne i Soiya med al tydelighed: Alt tog meget lang tid, og fra starten var myndighedernes udmelding: “Kvinder, som dem her, kan ikke have deres egen organisation” (!!). Første sejr er, at det har de nu! De måtte godt nok have hjælp, men det lykkedes og det blev gjort af ene kvinder.
En af de måder problemet bekæmpes på, er nye udfordringer og ikke mindst nye indtryk og viden!
En af de ting vi lige har gjort for at styrke syerskerne er at sende tre af de dygtigste på “Taskekursus” i Kathmandu, og i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag, vil jeg fortælle lidt om den tur.
Det er en alvorlig sag at være taget til byen! Her: Thamel, Kathmandu.
Saraswoti, Sita og Sabitri var i Kathmandu for at lære at lave nogle nye fine indkøbsnet, som vi blandt andet skal sælge ved en særlig lejlighed senere…Det plejer jo at være Pooja, der tager til Soiya, men hun er gravid og baby ligger ikke helt rigtigt, så lægen sagde det var en dårlig ide med bumperiet på de dårlige veje ved landsbyen. Da jeg samtidig skulle have puder til Danmark og faktisk også helst nogle indkøbsnet, der allerede var bestilt, så sendte jeg en minibus af sted med materialer fra Kathmandu og hentede puder og syersker med tilbage. En sidehistorie er, at vores stofmand også tog med frem og tilbage. Det gjorde mig rigtig glad! Kan ikke lige forestille mig nogen leverandører her i Danmark, der ganske frivilligt sætter sig ind i en bil i 2×8 timer for at køre til en lille landsby ad hullede veje. Nå, tilbage til sagen:
De tre damer, som har været i Kathmandu få gange i deres liv, har nu været hos Pooja i 5 dage og fik hurtigt fod på nettene (de er alle tre meget dygtige).
Syning på terassen på Poojas nye gæstehus i Kathmandu. Det er stadig den tid på året, hvor det er varmest ude!
Da der var tid til overs, fik jeg den indskydelse, at de da skulle ud og se noget og fik arrangeret et møde hos NGOen Women for Human Rights, der ledes af Lily Thapa, der er en både sej og meget hjælpsom kvinde.
Her foran WHRs kontor i Kathmandu
Hos WHR blev de vist rundt og talte med en advokat, som lovede at støtte dem, hvis de skulle få brug for det fremover med råd og dåd. Det synes de alle tre var en god oplevelse. I de 4-5 år jeg har kendt de tre er de vokset enormt. I starten var alle meget usikre og skeptiske og Sabitri sagde lige ud: “Jeg tror ikke, vi kan finde ud af det her”. Nu siger hun “Vi skal kunne klare os selv” og jeg er enig: Nu er det simpelthen på tide at rykke videre og blive mere selvstændige og det skal ske ved at lære nyt og se nyt. At tage til Kathmandu er en af de ting, der flytter noget. At møde ligesindede giver selvtillid. Næste skridt er at give de tre og resten af bestyrelsen i deres nystartede forening et ledelseskursus. Det gælder om at få dem til at sige “vi kan” og at de gør det!
Det var sjovt at komme ud og se, hvordan andre kvinder har indrettet sig.
Det går overskuddet fra vores tehætter til frem til 15.3 og vi følger op her på bloggen!
Musahar 