Et produktionsteam bliver født

Tre dage bruger KV og Pooja på at teste, hvad kvinderne har lært ved at sy i noget billigt stof – jeg ligger i fast rutefart ind til bazaren efter dit og dat på min lille bitte kinesiske damecykel (1 time hver vej). Teltet fungerer fantastisk, selvom vi ligger ret tæt!

På 4. dagen tager vi til Butwal nærmeste større by for at holde møde og gå i bad. Stedet Summerland hotel holder 100% med varmt vand i læssevis og rene værelser J

I Butwal lykkedes det os også at købe en kæmpe metalkasse til stofrullerne, da der jo begribeligvis er mus hos Musahar-folket J

Vi fik også lagt en slagplan, så i dag er alle delt ind i hold: Et broderihold, et klippehold, to sy-hold og et uldhold OG Goma, deres sylærer er sat på en måneds ekstra arbejde. Alle er ret trætte af hende, da hun er mere end almindelig irriterende (alle sætninger fra hendes mund starter med ”jeg” og ender på et eller andet hun er god til eller hvor synd, det er for hende).

Tålmodighed er en dyd

”Hvor er din trådretning??!!”siger Karen V temmelig irriteret. Det med trådretningen er noget, som klippeholdet har meget svært ved at lære og det er ikke let at holde på tålmodigheden. Mange af kvinderne har jo aldrig gået i skole og andre et stoppet, fordi de ikke synes, skolen var det store hit – det kan mærkes.

Uldholdet sidder og hygger sig og jeg spørger, hvor deres lyttergrupperadio er blevet af? ”Den blev våd og nu er den i stykker, vi skal have lavet den” er svaret. ”God ide”, siger jeg og fortsætter, at nu hvor de ikke skal i marken, er der jo tid til at lytte til Radio Lumbinis gode programmer.

Generelt er det med at være et produktionsteam gået fantastisk godt. De virker faktisk lettede over, at de ikke skal lave alle dele af puden selv og kan lide ideen om, at de er afhængige af hinanden. Den første pude, som når gennem alles hænder mødes med overraskelse og glæde.

Nu hvor vi er her så længe får vi også en del historier om dem selv, fx. at de alle er steriliseret. De fleste har to til tre børn. Jeg skynder mig natuligvis at smide ind at så er det jo ekstra vigtigt og muligt at sende dem i skole. Jeg kan efterhånden se, at det stort set er børnene fra denne landsby, som hiver skolens fremmøde og eksamensstatistik nede. …

Maoistbesøg

To damer med tasker, som minder lidt om Jehovas vidner kommer forbi i pausen. De sidder lidt og begyndte så at tage billeder af os og optage vores stemmer. KV og jeg bliver enige om, at var det sket foran mit hus i Danmark ville jeg nok mene det var et godt eksempel på manglende distriktpsykiatiske opholdssteder.

Nå det viste sig, at damerne er fra maoisternes kvindeforbund og ude og samle penge ind, til deres 8. marts demo for kvinder. Nu kan man sige meget dårligt om maoisterne (og de andre nepalesiske partier for den sags skyld), men kvinderne har de faktisk slået et slag for, blandt andet ved at involvere dem i selv rimelig høje stillinger i deres militær og parti. Så de fik lidt penge og jeg fik en kvittering. Meget svært at bedømme, men umiddelbart vil jeg tro, det er en god ide at holde sig gode venner med dem…

Som taget ud af en teoribog

Menuka, vores lokale støtteperson og lærer på skolen, var blevet sendt ind til Butwal for at hente labels og stof hos kurerfirmaet fra morgenstunden. Kl. 2 ringer hun gudhjælpemig og siger at der er lukket!! Vi er rasende!! Vi havde specifikt spurgt vores stofforhandler, om der var åbent lørdag og svaret var ”ja ja”, da Menuka ringede til ham, sagde han ”undskyld undskyld, jeg vidste det ikke” – gnisle!!

Som altid er det virkelige Nepal som taget ud af en teoribog på udviklingsstudier: Alt er forsinket og man kan ikke regne med så meget. MEN hvis man tager det udgangspunkt at ”sådan er det” så bliver man for det første mere forsigtig og for det andet vildt glad, når noget faktisk lykkes J Det sker heldigvis denne gang: Menuka kender en i kurerfirmaet og får ham til at lukke op – hurra hurra og vi får vores stof, labels og 4 kg plastikposer. Hurra for Menuka – igen!

Bishnu Kumal lyttergruppens forkvinde i gang med at klippe i brændenælde

Sita og hendes lille søn Asik - Sita er til min store fryd superdygtig bl.a til broderi.

Laxmi, som har mistet to børn i en alder af bare 18 år, arbejder koncentreret

Advertisement

Hunchha?

Vi er godt i gang med pude-kurset. Hver dag mødes 11 kvinder, sylærer Goma og så Karen Vibeke og Pooja udenfor Ashas hus for at gå i gang med  formiddagskurset.

“Hurra good ! ” alle klapper af Mangali som kan presse stof med et strygejern, fordi hun har arbejdet i Saudi Arabien (måtte i parantes bemærket tage hjem derfra i utide fordi hendes mand havde en affære!).

It doesnt matter what you do – you get the same money” understreger Karen Vibeke og afslutter med et:

“Hunchha? (ok?)”

Vi svinger mellem optur og nedtur – spørgsmålet presser sig på: Kan de gøre det her selv?

I går var det forresten store councelling dag: Alle fortalte om fordrukne utro ægtemænd og vold – eller ikke alle naturligvis, men lovlig mange. Det var Pooja vores fantastiske tolk, der lagde øre til, dagen efter kom unge Laxmi så med cigaretbrændemærker på huden!!. Håber virkelig, at vi kan støtte kvinderne på den front også!

Markarbejde på retur
En anden ting vi fandt ud af i går er, at der faktisk ikke er særlig meget arbejde mere på markerne. De rige har solgt og er flyttet nordpå til Kathmandu og dem som har købt dyrker ikke pga maoisterne – vi har også set en del jord som er udstykket til beboelse, så det er nok også et problem. Desuden har Radio Lumbini støttet de lokale i at forhandle bedre lønninger, med det resultat at antallet af måneder med arbejde er faldet drastisk fordi de lokale småbønder ikke kan betale så meget (før betalte man ca. 7 kr pr dag, nu skal man betale det dobbelte).

Ikke fedt for folk her på kort sigt, men gør dem jo klart mere interesserede i at lære at sy puder og betyder at vi kan starte langsomt op uden at miste folk.

I morgen har vi fridag – så tager vi til Butwal og får et bad og laver en slagplan for de sidste 3 dage af kurset.