Lige nu sidder jeg og knokler med regnskaber for både Musahar og Skoleliv, der fra på lørdag smelter sammen til et, så da Menuka ringede kl. 4 i morges, slukkede jeg telefonen og sov videre.
Da jeg sad i toget til arbejde og febrilsk havde fået fyldt mit Nepal-telefonkort op, passede det så heldigvis perfekt med, at hun havde spisefrikvarter på skolen og kunne snakke.
”Vi var oppe for at få registreret de sidste papirer til foreningen i dag”, sagde hun ”men de ville have frokost allesammen og da jeg sagde nej, så sagde damen, at vi også kunne betale hende. Ja hun sagde det ikke lige ud, men med andre ord…”
Det viser sig, at Menuka og damerne har måtte betale frokost til de lokale embedsmænd inde i Bairahawa, hver gang de har været der for at skulle have noget skrevet under!! ”Jeg tænkte, at hvis du ikke ville betale, så gør jeg det selv. Men nu har jeg brugt hele min løn, så jeg kunne faktisk ikke betale hende”, fortsatte Menuka, min superengagerede 26-årige koordinator. Vi har bøvlet med den organisation i mere end et år, og vi er alle meget trætte af processen!
Stand in Nisha
Som om det ikke var nok, så er der hele spørgsmålet om det bortløbne bestyrelsesmedlem Nisha. Hun er pistborte og har efterladt sin lille sveske af en datter hos svigermor. Har stort set aldrig set hende udenfor systuen uden den pige i hånden, så det er ret mærkeligt. Nå, men udover de personlige spekulationer, så er det meget problematisk at skulle starte en forening og så mangle et bestyrelsesmedlem. Især i Nepal, hvor hele banden skal rundt fra Herodes til Pilatus for at skrive under på det ene og det andet.
Menuka har i bedste Nepalstil haft diverse ”stand-in Nisha’er” med til myndighederne. Men en efter en har pigerne sagt fra, de vil ikke have ørerne i maskinen for snyd – håber det også gælder i andre sammenhænge…Det er duer jo ikke…men det siger også utrolig meget om Nepal, at man har et ærligt forehavende og må lave den slags desperate tricks, fordi unge piger må løbe væk, hvis de vil skilles og fordi retningslinierne for at registrere en forening ikke bliver overholdt af myndighederne!
Føler igen igen med Menuka og glæder mig i mit stille sind over, at jeg ikke sendte den lidt halv irriterede mail til hende, som jeg havde skrevet i går med påbud om flere rapporter. I stedet huskede jeg at sige “Du er bare så go!” inden jeg lagde på.
Musahar 