Resultatet af 5 måneders arbejde: En systue til Soiya-damerne
De fysiske rammer var temmelig strabaserende på mit korte besøg i Nepal her i august, men vi nåede alt på bare 5 dage. Regntiden i Nepal i er værre en den plejer i år. Faktisk er der kommet dobbelt så meget regn som ellers og det havde på det nærmeste omdannet landsbyen Soiya til en stor mudderpøl. Mine fine hvide Esprite sko døde den første dag og lige meget, hvor jeg gik, sad mine klipklapper fast – det er nok derfor den ene gav op på vej ud af flyet i Doha, så jeg nu sidder her og venter på flyet til Danmark med en klipklap og to meget beskidte fødder ☺
Toiletterne i Soiya har ikke noget tag, og det er sådan set fint på alle andre årstider, da det jo gør dem helt lugtfrie, men når det regner er det selvsagt ikke så fedt – temmelig umuligt at holde paraply, mens man sidder på pedallokum – samtidig var der vildt mange myg, så man kom både våd og overstukket ud igen.
En fest
Festmaden blev lavet udenfor under store stykker plastik, mens regnen silede ned
Hele turen startede med en fest for vores nye hus. Da vi kom, blev der lavet mad på livet løs udenfor under et stykke plastik og efter den obligatoriske blomster og en masse venten var der mad.
Vi spiste i hold. Først børn, så mænd og så damer 🙂
Efter maden dansede vi lidt. Ikke alle var lige lette at få med op på gulvet, men både Pooja og Menuka gjorde deres bedste for at få alle med. Festen var en kæmpe success, i hvert fald virkede damerne mere glade og åbne bagefter end tidligere.
Allerede næste morgen – (efter en meget varm og beklumret nat på gulvet i systuen) kom elektrikeren og snedkeren og vi fik en god snak om, hvordan det hele skulle se ud. Begge var søde og virkede professionelle.
Elektrikeren gik straks i gang – desværre var jeg ude i et ærinde, så han fik overbevist Pooja om, at alle lys skulle sidde på væggen, på trods af, at vi havde aftalt de sku hænge ned ved hver symaskine – gnisle!
Elektriker i gang med at lave "hanging lights" det havde han aldrig prøvet før.
Snedkeren kunne først komme to dage senere, da hans hjælper var på hospitalet med sin søn, til gengæld lovede han højt og helligt at komme selvom det var helligdag. Det gjorde han så bare ikke! Først onsdag (næstsidste dag) fik vi fat i ham og så viste det sig, at han havde lavet vores reol forkert! Manden snakkede som et vandfald om at det var det vi havde aftalt, og det var ret svært at få ham til at overveje, hvordan han kunne lave det om – stakkels Pooja, med sur Anne Mette i det ene øre og frustreret snedker i det andet J
Nå, til sidst fik han en ide og da vi besøgte ham torsdag morgen stod reolen næsten klar – i hans værksted! ”Jeg ved altså ikke lige hvordan vi får den hen til landsbyen”, sagde den frække fyr mindsanten! Godt nok sent at finde ud af? Og hvad gør han ellers, der ligger ikke mange kunde i gåafstand af hans værksted!!
Nå, heldet var med os, da der dagen før var ankommet en varevogn med solceller til skolen lige ved siden af, og den søde chauffør, som vi kendte fra tidligere, lovede at smide reoldelene på taget og køre de 10min til landsbyen med hele balladen – hurra hurra.
Tusind tak til Ram Sapkotas søde chauffør, der kørte ned til landsbyen med vores reolsystem
Overlocker ala Nepal
En anden større forhindring var vores nye Overlocker. Søde Menuka havde købt den, men havde ikke fået den samlet, købt tråd eller allervigtigst: Fået brugsanvisningen!! Det havde KV ellers udtrykkeligt bedt om, da overlockere er nogle genstridige fyre.
Det endte med to ekstrature til Butwal før vi havde det hele. Menuka og Asha kunne sådan set også tråde den, men så kørte den bare alligevel ikke! Heldigvis har Menuka en fantastisk sans for overtalelse, så hun fik en lokal skrædder, der selv havde overlocker, fra en lille by et godt stykke fra Soiya til at komme og bruge 5 timer på at rode med maskinen – undervejs knækkede den eneste nål og undertegnede kørte (på nyindkøbt herrecykel) hele vejen til Basaren (en halv time hver vej) og købe nye for 1,5 kr pr. styk.
Ikke underligt at vi var RET glade da det hele endelig kørte!
Ansvar og opsparing
Med kvinderne gik alt bare glat. Jeg foreslog at de valgte en i hver gruppe som ansvarlig for kvalitet og det var de alle med på – og i tre ud af fire grupper, valgte de også dem vi ville have valgt. Desuden blev Sabitri og Asha udnævnt til ansvarlige for at hente ting og sager i Butwal, ikke at de skal gøre det alene, men de skal sørge for, at det bliver gjort.
Damerne var meget interesserede i de dameblade vi havde med, som havde billeder af puderne
Vi fik også overtalt Sita, til at flytte fra embroidery til body-group (dem der klipper og syr kroppen på fuglene), hun er så dygtig til alt og body-gruppen manglede lige sådan en, hvorimod embroidery har rigtig mange der er stort set lige så gode. Det var skønt at se, hvordan lille undseelige Sita straks tog føringen i gruppen og dagen efter blev valgt at de to andre (2xLaxmi) til at være ansvarlig.
Brodergruppen med de nye farver. Vi har lavet en bog til dem, en til Menuka, til stofmanden og til os selv, så der ikke er tvivl om farverne
Vi spurgte også, hvorfor der ikke var markarbejde i år og det viste sig, at det er der! Kvinderne havde bare alle som en vurderet, at de hellere vil ha den halve dags løn vi giver indtil videre end knokle i marken i 10 timer og få skrammer og ødelagte fødder. Det er da meget rart at vide, at man leverer en ok arbejdsplads J
En ting mere der bare gjorde de reserverede Musahar damer superglade var, at vi tilbød dem at de kunne spare op på min konto i Laxmi bank. Stort set alle ville spare op – lige bortset fra Saraswoti, hvis mand er stukket af og har efterladt hende i gæld (samme mand har også fået et barn med sin elskerinde – der indtil fødslen boede hjemme hos dem).
Selvom uldgruppen klart er den tunge ende, så er de også blevet ret dygtige - og gladere som det ses, her midt i alle vores rester
Stof ud i det blå
Stoffet til de nye ting, havde vi fået i sidste øjeblik på lufthavnens parkeringsplads af stofmanden, som har været overvåget udi mindste detalje af Pooja denne gang. Vi fik kun 6 meter af hver, da vi jo også skulle have andre ting med. Resten sku så komme med kurer. Det gjorde den økologiske bomuld også, men ingen brændenælde! Da det er bunden i alle vores puder, så kommer vi jo ikke langt uden. Stofmanden sagde alt var sendt samtidig og vi troede ham faktisk da Pooja jo havde fulgt processen – men hvor var det så? ”Dont worry” sagde stofmanden, hvilket man absolut ikke skal stole på…der gik tre dage og så blev stoffet fundet 100 km længere vestpå i byen Birgunj!
”Sorry sorry”, sagde stofmanden, selvom det jo ikke var hans skyld – nu håber jeg så, det kommer lørdag og at nogen i landsbyen kan overtales til at hente det på en fridag (og få en anden fridag i stedet).
Lige inden vi tog afsted til lufthavnen i Bairahawa kom Bishnus mand med to borde (Bishnu må ikke være med i gruppen fordi hendes datter er løbet væk med Ashas søn), vi havde bestilt (dagen før!!)– og dermed var alt stort set færdigt. Masser af lys på væggen og hængende ned ved hver maskine, fans i loftet, hylder langs væggen og borde til alle, plancher og mønstre på væggene – nu mangler vores systue bare et vindue mere og nogle metalhylder til tråd, sakse, poser osv. – så er den helt super.
Musahar 