hvorfor kan man ikke hæve sin datters penge i banken?

Personlig frihed også i ”den danske bank”

En af vores sypiger har hævet sine sparepenge og er løbet væk med en ung mand fra området. Så nu vil hendes mor gerne have udbetalt hendes opsparing. At dette ikke er muligt ifølge hendes arbejdsgiveres danske logik, var rigtig svært for hele holdet at forstå. ”hun har selv sagt det er ok”, var argumentet. ”skal jeg så også kunne hæve dine penge nede i banken, hvis jeg siger du har sagt det var i orden?” spurgte jeg. Det var hun ikke helt med på. I en kultur, hvor der er fokus på familien og ikke på individdet synes mit argument ikke så holdbart.

Nu tar vi bussen!

Om fredagen holder damerne fri, fordi det er markedsdag. Før i tiden gik de så den lange vej op til bazaren, vel en tur på 2 timer hver vej…”Nu tager vi bussen”, fortalte de os nu. Det koster 10 npr (80 øre) og det er da skønt de synes, at de har råd til det nu!

Sabita, Ranchana, Nilam, Mangali og Phoolmati

Nu tror pigerne på sig selv og os, så vejen til smil er blevet meget kortere.

En kort – en lang: et godt grin på tharu)

En af de ting damerne i Soiya synes er sjovest ved vores besøg er, når undertegnede forsøger sig på deres eget sprog ”tharu”. ”Nik bha” og ”nai nik bha” (godt og dårligt) udløser altid stor jubel. Denne gang skulle de lære noget nyt nemlig at sætte snor og sikkerhedsnål på hangtags og da vi gik i gang med den øvelse, fik vi så udviddet mit tharu med ”for kort” og ”for lang” (refererende til hvor højt knuden på snoren sad). Udover sproglig morskab, var det skønt at se samtlige damer sidde på spring for at prøve det nye! De har i den grad flyttet sig over i en verden af  ”jeg kan noget” – fedt! En ekstra ting var, at vi denne gang både skulle lave tags med japansk og med engelsk tekst. -nogle kunne omgående se, hvad der var hvad, mens andre lige måtte spørge🙂

Sabita og Phoolmati laver tags med japansk tekst

Alle pigerne synes det var supersjovt at lære at sætte snor og sikkerhedsnål på hangtags.

En afskedsgave fra de unge piger.

Da vi skulle afsted kom tre af de unger piger med gaver! Pooja og jeg fik hver en fin glaskasse med plastikblomster i – nok rangerende blandt ting der er for grimme, selv til en tyrkisk import-eksport butik, men en meget meget sød gestus. Naturligvis afleveret med fuldstændig udtryksløse ansigter….bom bom håber da jeg så ’rigtig’ ud ved modtagelsen J

Anne Mette med fin fin gave som Aarati, lille Asha og Radha hentede i nærmeste bazar lige inden vi igen vendte næsen mod Kathmandu

Men alt i alt så går det fremad, både med arbejdet og med tilliden og åbenheden. Dette gælder for øvrigt også Stofmanden, som jeg havde to helt fornuftige møder med og som nu skriver glade positive emails med masser af ”thank you” i.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s