Så kom kufferten!

Nu står verden ikke længere! Der er trådløst netværk udenfor Bairahawa lufthavn i det sydvestlige Nepal!

Sidder her og venter på Menuka, der flyver med Budha air en time senere end jeg forlod Kathmandu med Yeti air. Denne forskel viste sig at være enormt heldig, fordi min kuffert endte med at komme kl. 16, samtidig med at mit indenrigsfly afgik! Så Menuka nåede lige at få kufferten med alle de gamle puder, der skal bruges til små fine hand outs og  ulden, der skal genbruges med sig! Hurra hurra!

I dag har vi været på besøg hos Manushi, som farver vores stof med fine plantefarver. Anu som leder stedet er en superdame, der har styr på sine ting. Denne gang var vi så heldige, at se vores eget stof blive farvet. Vi har fået Stofmanden til at ekspress-eftersende det i morgen (krydse krydse fingre!).

Når vi kommer til Soiya er der festmiddag i anledning af, at det nu er 1 år siden sykurset startede. Det er bare skønt at tænke på, hvor dygtige damerne er blevet på et år, og at de inviterer os på middag er et godt billede af deres nye selvværd og foretagsomhed. Nu skal det her Budhafly så lige lande og vores taxamand Manish lige dukke op…

Rabi, som er gift med Sapna, damen som samler penge ind til frokostprojektet i Kathmandu, har skaffet mig en billig pris på fleecejakker til alle damerne. Det er råkoldt i Soiya fra midt i December og de har fortjent en gave. Nu skal jeg bare overtale dem til, at få vores firmanavn printet på ryggen,det er jo deres efternavn og også kastenavn og de er ikke så stolte af det! Men det synes jeg de skal blive, som skraldemændene der ikke ville være renovationsarbejdere.

Der sidder en lille pige ved siden af mig, der hele tiden spørger sin bedste mor ”hvor mange minutter går der?” og det har jeg ærlig talt også lyst til at gøre!

Advertisement