Farvefestival på godt og ondt

7. dag: I dag er det sidste dag for vores design-kursus og også Holi, hinduernes farvefestival. Om morgenen enes vi om, at vi vil lege lidt Holi efter frokost. At lege Holi vil sige at suse rundt med små poser farve og smørre ud i hovedet på andre!

Der er stadig ikke arbejde til uld-holdet, så de hænger lidt ud og går igen. Sabitri fra broderigruppen spørger, hvor stoffet skal komme fra senere og lidt efter også til pengene. De er ikke helt glade for svaret på det sidste, de er jo lige begyndt, så de er meget langsomme. Til sidst bliver vi enige om, at der skal være en minimumsløn i starten, selvom de faktisk ikke kan lave nok, og at den gruppe, som der ikke er arbejde til hele dagen, må have mindre penge end de andre i starten – ikke jordens bedste plan, men lettere at skuffe 6 personer i en kort periode end sætte 14 i oprør.

En hyggelig farveladeleg med Musahar-ungerne

Anne Mette og ungerne fra Soiya efter en gang "holi-kelne"

Efter frokost leger vi holi. Ungerne og de unge piger elsker det og vi har det rigtig sjovt. Dog er det ret svært at få stoppet legen igen og komme videre.

Druk og vold

Om eftermiddagen regner ulykkerne ned over os. Først kommer et par oprevne kvinder og siger at Bishnu får bank af sin mand. Menuka og jeg går derhen og får stoppet et temmelig oprevet ægtepar og trøstet et par grædende smådrenge. En time senere kommer der høje skrig fra Sitas hus og vi må afsted igen. Da jeg kommer ind i huset står Sitas mand Narayan med en kæp i hånden og hun ligger på gulvet. Jeg får taget kæppen fra ham og vi får hende over på sengen. Hun har lukkede øjne og en anelse fråde om munden. Vi ringer efter lægen, mens Menuka siger til Narayan om han ikke kan se, hvad der sker når man ikke kan kontrollere sig selv. ”Hvis hun skal på hospitalet, hvem skal så passe børnene?”, spørger hun, det lyder kynisk, men der er jo en vis logik i det hun siger. Lægen kommer og tager Sitas puls, imellemtiden er hun vågnet op, lidt senere kommer hendes tante, huset er fyldt med grædende damer og sure mænd.

Til sidst går alle og Sita sover med sine to småbørn ved sin side. En mere end almindelig rædselsfuld oplevelse! Senere går vi over til Bishnu igen og vores tolk Pooja folder sig ud som rådgiver – får manden til at sige undskyld og beder konen glemme det dårlige og se fremad. Ikke lige det man ville have gjort derhjemme, men her er ingen kvindehjem, ingen politi ingen social sikkerhed. Vi får snakket med manden om, at han ikke skal blande sig i træningen og det er han helt ok med. Vi ærger os over, at vi ikke nåede et møde med mændende, men det er der ikke noget at gøre ved nu.

KV laver plancher

Karen Vibeke laver plancher over fugle-puderne

Aftenen går med at forklare kvinderne endnu engang hvad de skal, lave plancher over de forskellige puder og flere forklaringer.

pude-plancher

Det færdige resultat: Plancher med alt fra stof til tråd

Karen Vibeke og Pooja efter endt arbejde

Karen Vibeke og Pooja i det lille syrum, da vi endelig er færdige med alt

Det sværeste ser ud til at blive en bygning. Hvor skal den være? Vi har et par muligheder, men folk her, er hele tiden bange for, at andre skal få mere end dem selv eller snyde dem, så det er ikke nemt. Vi tager et sidste kik inden vi rejser til Kathmandu i morgen. Selvom et par dage mere ville have været godt, så tror jeg vi alle et eller andet sted er lettede over, at vi rejser nu. Jeg giver Sita et sidste kram til farvel – hun er stadig tydeligt rystet efter gårsdagens episode – jeg har virkelig ondt af hende, men må jo trøste mig med at sy-jobbet er det bedste, jeg kan gøre for hende.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s