Så går sykurset i gang

Så er vi tilbage i Danmark og kurset i Nepal har taget sin begyndelse. Lige op til start var der en masse issues, som man nok skulle mene burde være på plads noget før, men i Nepal skal man altså lige se om det som er sagt faktisk bliver til noget. Det er i hvert fald min tese.

For det første var der vild forvirring om hvem der var med i sygrupperne. Vi  havde aftalt et formiddagshold og et eftermiddagshold og at de to hold så bytter om hver anden uge, da alle foretrækker formiddagsholdet.

Menuka lavede hold (forstår ikke helt, hvorfor de ikke selv gjorde det!) og fandt så ud af at der var nogle som ikke var på noget hold og en som var for meget.

Desuden kom kvinderne pludselig og ville køre søndag til torsdag, fordi de tager til marked fredag. Ikke noget problem og heldigvis havde Menuka allerede tjekket at det også var fint med underviseren.

Hurra for Menuka, der sender lettere forvirrede eller rettere svært læselige mails til mig næsten dagligt. Karen Vibeke og jeg morer os over, at det kun er muligt at forstå indholdet, når man læser det op med Menuka selv som indre fortæller.

Menuka Neupane, skolelærer og kommunikatør

Menuka, uden hende ville det hele blive ret svært!

Skænderier

Da kurset så kom i gang, meldte Menuka om skænderier. Faktisk så voldsomt at en af de unge kvinder var holdt op. Det blev jeg selvfølgelig bekymret over om end ikke overrasket. Jeg har hørt det mange gange fra kvindeprojekter, særligt når der er udsigt til økonomisk gevinst.

Jeg bad Menuka holde et møde med kvinderne om, hvorfor de skændes og samtidig bruge mødet til at snakke indgående med dem om, at uden sammenhold så kommer de ingen vegne.

Menuka skrev tilbage at hun ser problemet som kvindernes manglende overskud og at fattigdom også betyder at de ikke har lært ”hvordan man omgås hinanden med respekt”. Det sidste kan jeg egentlig meget godt lide, fordi det betyder at kvinderne fungerer mere ”uden filter” end det Nepal man ellers møder.

Desuden lader det til at Ashas lille sure rosin af en ægtemand, laver lidt tumult omkring symaskinerne. Kommer ind med diverse knægte og stiller sig an efter kurset er slut og vil have flere penge. Bekræfter jo endnu et problem for fattige kvinder: Deres mænd er ikke særlig gode til at støtte dem. Menuka nævnte også at de fleste af dem drikker og at hun som skolelærer har oplevet at fædre ødelægger ungernes bøger.

Nå, men flere penge det får fyren altså ikke! Jeg må udtænke et eller andet smart, så alle bliver lidt gladere. Kunne man på en eller anden måde gøre ham manden stolt af projektet? Sådan at han vil gå gennem ild og vand for det?

Mobil kontakt

Vi drømmer om at skaffe Menuka en mobiltelefon med internet. Lige nu koster det en arm og et ben, hvis hun skal sms’e til os, mens en email er gratis, men kræver at hun tager op til den lokale cyber-cafe, så en telefon ville være super. Så kunne vi også sende små lydfiler med beskeder hun kan spille for damerne og deres mænd. Men igen: Det skal serveres så de øvrige ikke føler sig forbigået…

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s