Hvorfor skal det være hjemme hos Asha?

Den sidste dag skulle vi faktisk køre kl. 1, men KV og Sukumaya og chaufføren (som vi døbte PC-dai fordi hans navn var meget langt og umuligt at huske) skulle først til Butwal og købe maskiner, mens jeg tog til skolen og fik blomster og tikka.

Før afgang var vi landsbyen rundt for at diskutere, hvor vi 1. kunne afholde sykurset og 2. opføre et arbejdshus til Soiya-kvindernes fremtidige sy-virksomhed. Det blev der meget palaver over. Selve træningen kunne helt tydeligt kun foregå i Asha Musahars hus, da hun er den eneste som har et rum, som 10 mennesker kan sidde i. Så er der lige det at Ashas mand nok er den sureste lille fyr i hele byen. Vi havde godt nok sat PC-dai til at drikke øl med ham hver aften, så han var ikke helt så sur som da vi kom, men alligevel. De andre kvinder var bange for at han ville triumfere, hvis han fik æren af deres kursus og selv ville han gerne have penge (ikke at han selv kom og sagde det…men det kom frem fra de andre).

Nå, men vi havde jo ikke flere dage til at diskutere landsbyfnidder, så vi tilbød hr. Suresen 1000 rupees pr. måned for lokalet (halvdelen af hans hus for 80 kr) og det gik han ind på. Mht. en mulig byggeplads, så fandt vi et sted nede ved floden som kvinderne selv mente, at de kunne få “kommunen” til at bevillige dem. Så nu ser vi lige tiden an og søger nogle penge…

Maskiner og borde leveret udenfor Ashas hus

Så kom maskiner og borde

Så afsted efter maskiner, som faktisk dukkede op ganske få timer efter at KV og Suku havde afsluttet handlen. Til gengæld tog det en krig for de to medfølgende medarbejdere at samle alle sybordene og de skulle have en del mere for arbejdet end vi havde forstået. Suku, som udover at være bare 17 år er meget  meget lille, voksede til tredobbelt størrelse rent mentalt af raseri over dette. Men der var intet at gøre så vi måtte betale 1500 i stedet for 150😦

I det hele taget var Suku en fantastisk tolk og kunne også fungere som “kan det passe” barometer, ved diverse prisvurderinger og andet vigtigt. Kvinderne i landsbyen reagerede ved at tale tharu ved enhver given lejlighed, så vi ret ofte måtte insistere på, at der blev talt nepali🙂

KV med Asha, Bishnu, Sita Chetkala, Laxmi, Sabitri og Shanti

Da den første maskine med bord var samlet tog vi lige et billede

Vi endte selvfølgelig med at køre fra landsbyen kl. 17. PC-dai var rasende og sagde ikke et ord, hvilket faktisk var rigtig rart. På udturen havde han nærmest krævet at vi sludrede med ham hvilket vi jo faktisk ikke synes vi havde betalt for.

Heldigvis tøede han op efter aftensmad, hvor han efterlod os i 15 min udenfor restauranten for at sludre med nogle andre chauffører! Udover mørket gik turen hjem en del nemmere end udturen på 12 timer og KV så lidt mindre skeptisk ud, når jeg sagde, at jeg plejer at køre turen på 6 timer.

Inden vi nåede Kathmandu havde Menuka ringet til os adskillige gange, så vi føler os ret sikre på, at hun nok skal holde styr på damer og maskiner for os🙂

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s