En rejse til fortiden

Kl. er henad 9 om formiddagen, da vi ankommer i landsbyen Soiya, en lille samling lerklinede huse i grøftekanten – midt ude i rismarkerne med udsigt til Nepals fodbjerge på den ene side og resten af det flade Terai, som det nepalesiske lavland hedder, på den anden.

Kvinderne samles langsomt. Det er heldigvis lørdag, så de har fri fra deres høstarbejde på den lokale storbondes marker i dag. Da stort set alle har sat sig på et stykke udbredt pressening rejser jeg mig og samler hænderne foran brystet: Namaste!

Herfra går det på en blanding af engelsk og nepali, som gør det temmelig besværligt for min unge tolk og for Karen Vibeke, min danske samarbejdspartner, som er med herude i fortiden for første gang:

“Det er dejligt at se jer igen! Jeg smiler og kikker rundt på alle de velkendte solbrændte ansigter. Mødre med småbørn, teenagedøtre og ældre garvede koner på min egen alder. “Det her er Karen Vibeke, hun skal lære jer at sy puder, men først skal vi købe symaskiner og finde en som kan lære jer at sy!”

Det er derfor vi er her i disse dage, udover at informere kvinderne om vores fælles projekt, skal vi på bare tre dage have købt maskiner, hyret en underviser og finde et sted, hvor kvinderne kan blive undervist og senere have deres egen syvirksomhed.

21 kvinder fra landsbyen Soiya, Karen Vibeke og vores fuglevenner

Svært at holde 21 kvinder samlet til et møde og efterfølgende foto!

Vi viser dem puderne. “Det ser da ikke så svært ud”, siger Sabitri Musahar glad. Så snakker vi om, at alle skal være med og at alle skal have nogen, der passer deres børn. De fleste har en søster eller en svigermor, men Sita har ikke og Shantis søn vil kun passes af hende. Bishnu Kumal lover at se efter Sitas søn Asi, men Shanti er der ingen der vil hjælpe, “hendes søn er jo anderledes”, forklarer Menuka, den unge lærer, som vi har ansat som kommunikatør, fordi hun har email og i forvejen arbejder sammen med mig på skolemadsprojektet.

At drengen er handicappet er ikke svært at se, men derfor har hans mor jo stadig brug for et job. Men at han kun vil passes af mor, kan vi jo ikke rigtigt gøre noget ved. Så det ender med, at vi aftaler at Shanti til en start kan få job som afrydder og så må vi se, hvad der sker senere.

Shanti med sine to sønner

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s