Farvel farvel

Mankumari, Asha, Phoolmati, Saraswoti, Laxmi og Sabitri med Lis og Gitte.

Mankumari, Asha, Phoolmati, Saraswoti, Laxmi og Sabitri med Lis og Gitte.

På den fjerde træningsdag gik vi alle fra morgenstunden ud og besøgte nogle af de lokale kvinder, som bor omkring Gamcha farmen, og som dyrker økologiske grøntsager og har gjort det i mange år.  De lokale kvinder udvekslede med glæde erfaringer med Soiya-kvinderne og gav råd med på vejen. Det var dog igen tydeligt, at der er forskel på at være økologisk landkvinde i Kathmandu og i Rupandehi, da mange af de afgrøder de lokale kvinder i Kathmandu-dalen dyrker, er krydderurter som ikke indgår i det nepalesiske køkken, men derimod sælges til restauranter i dalen. Derfor var det vigtigt at fortælle kvinderne, at det ikke var meningen, at de skulle til at dyrke oregano og basilikum. På vejen rundt i lokalområdet faldt vi også over nogle brændenælde, som Lis fortalte kvinderne at de kunne lave kompost ud af.

På besøg hos en øko-bonde.

På besøg hos en øko-bonde.

Pottemagere på mange måder

Da vi var tilbage på Gamcha, skulle kvinderne forberede jord til potter, hvor der skulle sås netop krydderurter. Som forleden dag tog det lang tid at forarbejde jorden, så den ikke var for knoldet og hård. Derefter blandede kvinderne en smule kompostjord og lidt sand i jorden for at give urterne de bedst mulige betingelser i potterne. Senere på eftermiddagen besøgte kvinderne Timi Pottery, som ligger ca. tre kvarters gåtur væk. Det, synes kvinderne, var rigtig spændende, og de virkede til at være glade for også at opleve noget, som ikke nødvendigvis har med landbrug at gøre.
gamcha4-potter

Den mærkelige kvinde med alle bjergbillederne

Hjemme på Gamcha hyggede vi inden aftensmaden. Jeg viste alle de billeder, som jeg har taget i løbet af kvindernes ophold. Det var meget underholdende og der blev grinet meget af hinanden og af sig selv. Kvinderne grinte især af alle mine mange billeder af bjergene fra forskellige vinkler. Jeg tror, de synes, at jeg er en lille smule underlig.

Efter maden havde Lis arrangeret, at kvinderne skulle optegne deres have i Soiya på et stort stykke papir, så Lis kan forberede en crop-rotation plan, som hun kan præsentere kvinderne for, når hun ankommer til Soiya på fredag. Det viste sig selvfølgelig at være lidt af en udfordring for kvinderne at tænke så abstrakt og forestille sig deres have på et stykke papir set i fugleperspektiv. Men det lykkedes nogenlunde at indtegne de forskellige områder og indikere, hvilke afgrøder der er plantet hvor.

Der var også tid til at lege.

Der var også tid til at lege.

I dag skal kvinderne hjem til Soiya efter fire dages træning i økologisk dyrkning af grøntsager. Formiddagen foregik derfor i et stille og roligt tempo. Pigerne brugte blandt andet formiddagen på at flette Lis’s og hinandens hår, og så havde vi en lille energizer med dans, inden vi gik i gang med dagens havearbejde.

Havearbejdet bestod i dag af såning af blandt andet koriander, basilikum, grøn peber og chili i små potter, som kvinderne lavede ud af avispapir. Efter middag var det tid til at tage afsked med Gamcha Organic Farm og køre mod lufthavnen. Kvinderne havde rigtig stadset sig ud og iført sig deres fineste sarier, opsat hår og påført sig små stof tikkaer med similisten påsat. De virkede en smule nervøse for flyveturen, men også glade for at skulle hjem. Det er trods alt ikke så tit, at de er så langt væk fra deres hjem. Det skal blive spændende at se, hvordan kvinderne kan bruge, de erfaringer de har gjort sig på de fire dages træning her i Kathmandu og kan dele deres viden med de andre kvinder der hjemme.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

På ekskursion

Gitte Thorup, praktikant fra Internationale Udviklingsstudier på RUC fortæller fra Soiya Women’s kursus i økologisk og biodynamisk dyrkning.

3. dag: Farmer’s Marked

Afsted til farmers market i Kathmandu
På vores tredje kursus dag, var vi på ekskursion. Det var planen, at vi i dag skulle have været på besøg hos Everything Organic, som er en økologisk gård lig med Gamcha men større, men grundet det forestående parlamentsvalg i Nepal og vedvarende transportstrejke, viste det sig umuligt at skaffe en chauffør som ville køre turen. De forskellige chauffører mente simpelthen, at det var for farligt at køre derud, fordi der ikke er indsat nok militær og politi i det område. Derfor tog vi i morges på Farmers Marked i Kathmandu’s centrum i stedet.

Bideshi-priser
Det var noget af en oplevelse for kvinderne at være på Farmers Marked. Markedet er mest besøgt af mere velhavende nepalesere og udlændinge (bideshi) bosat i Kathmandu, og udvalget af økologiske grøntsager, ayurvediske medikamenter, vin og hjemmelavede kager, vidner om et vist feinsmecker klientel. Da jeg spurgte kvinderne, hvad de synes om stedet, svarede de som altid høfligt, at de da synes det var et rigtig godt sted, men at de aldrig havde oplevet et lignende sted og med så mange udlændinge.

Lis og Sabitri spørger til priser på økologiske varer

Soiyakvinderne var overraskede over, at priserne på økologiske varer i Kathmandu er så gode.

Kvinderne fik snakket med nogle af sælgerne af økologiske grøntsager og fik hørt dem, hvordan handlen med varer foregår i Kathmandu. Kvinderne spurgte også ind til priserne på de økologiske grøntsager og var overrasket over den høje pris, som de kunne sælges for her i Kathmandu. Det var altså tydeligt, at der er et andet marked for økologiske produkter i Kathmandu end i kvindernes hjemegn.

En selvforsynende økologisk Asram
Efter Farmers markedet kørte vi ud og besøgte Orbindu Asram. Her dyrker de også økologiske grøntsager, og derudover har de på farmen 40 køer, som giver 400 liter mælk om dagen, hvoraf de sælger de 200. På Orbindu Asram er de selvforsynende både i forhold til madvarer og økonomi. Jeg spurgte Phoolmati, hvad hun syntes om stedet, og hun fortalte, at hun synes rigtig godt om at de har deres egen gødning fra alle køerne, for det har de ikke i Soiya. Hun fortalte også, at den gødning som kan være nødvendig at købe ikke er ligeså god som komøg fra egne køer. Laxmi, en af de helt unge  Soiya kvinder, tilføjede dog at det ikke var så godt, at de på Orbindu Asram først bruger køernes afføring til biogas og derefter som gødning, da gødningen dermed ikke er ligeså god.
På besøg i Orbindu Ashram

Hvad man tager billeder af
Da det var tid til at tage hjem var solen allerede på vej ned bag bakkerne, og vi pakkede os godt ind i vores sjaler, da det hurtigt bliver køligt på denne årstid uden solen. På turen hjem i bussen så vi på billeder, som to af kvinderne har taget med deres kameramobiler i løbet af deres ophold i Kathmandu. Det var interessant at se hvad kvinderne har fotograferet, da det siger meget om hvad de tænker om det hele og hvad de synes er bemærkelsesværdigt og gerne vil vise familien der hjemme. Der var billeder af træningen her på Gamcha af planter og af søen. Der var også billeder fra farmers marked af en kasse med jordbær, af boderne, en sjov hund og billeder af stegte kyllinger i et varmeskab. Derudover havde de selvfølgelig mange billeder af flyet som de ankom med fra Rupandehi, hvilket mindede mig om, hvor underligt og nyt rigtig mange af de ting de oplever her i Kathmandu må være.

Efter aftensmaden spurgte kvinderne ind til crop-rotation, og hvorfor man skal skifte mellem forskellige afgrøder. Lis forklarede dem, at jorden har brug for en pause en gang i mellem, og at det derfor er en ide eksempelvis at så kløver en sæson, da kløverens rødder samler kvælstof i jorden. Kvinderne fortæller, at de jo ikke har så meget land, men de virker alligevel forståelig overfor, at jorden skal have en pause en gang imellem.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Kisel og hvide bjergtoppe

Kisel og udsigt til bjergene

Soiya kvindernes anden dag på Gamcha Organic Farm startede kold og diset. Fra Gamcha er der disse dage en storslået udsigt over Himalayabjergenes sneklædte tinder, som nu har været synlige fra Kathmandudalen i fem dage i streg.

Først skulle kvinderne blande kisel i en stor tønde vand, og efterfølgende skulle blandingen spredes ud over planterne i hele haven. Kvinderne fulgte opmærksomt, med da Lis blandede kisel i vandet. I løbet af den næste time fik vi alle lov at prøve kræfter med den særlige og noget hårde røreteknik, som sørger for at forbinde kiselen med vandet.

I biodynamisk landbrug er kisel med til at give planterne næring

Det er ikke kun mig, der tager billeder af det hele. Her er Saraswoti i gang med sin telefon. Til venstre spreder Sabitri, som er forkvinde for foreningen Kisel med en kost.

Kisel modner grøntsagerne

Lis fortalte, at kisel fungerer som et modningspræparat for planterne samt forlænge holdbarheden af grøntsagerne efter høsten. Imens vi rørte, blev der blandt andet snakket ægteskab og personlig udsmykning. De af Soiya kvinderne, som er gift, har nemlig nogle meget interessante og særegne tatoveringer på deres underarm, og deres smykker og tikka adskiller sig også fra ugifte pigers.

Sådan røres kisel.

Til venstre: Lis forklarer og Saraswoti rører rundt. Til højre: En af de ret specielle tatoveringer, som Soiyakvinderne går rundt med.

Senere på dagen gik vi rundt i haven på Gamcha og så på, hvad der fungerer i haven, og hvad der kan forbedres. På den måde kunne kvinderne se både gode og dårlige eksempler på økologiske metoder. Vi startede i drivhuset, og her fik kvinderne blandt andet fortalt, hvordan de kan bruge neem-planten til at bekæmpe sygdom hos planterne.

Der blev også snakket om, hvor vigtig korrekt vanding er, og hvornår der skal vandes og ikke vandes. På turen rundt i haven gav Lis eksempler på områder, som ville være gode til forskellige slags grøntsager. Derefter blev det kvindernes tur til at arbejde. Et lille område i haven skulle luges og gøres klar til såning af økologiske gulerødder, spinat og radisser.

Jorden, hvor der skulle sås, var meget hård og knoldet, så det tog lang tid at forberede den. Der måtte tages både kæp og hakke i brug for at få slået knoldene itu og gjort jorden så fin som muligt. Kvinderne fik også stiftet bekendtskab med en dansk importeret rive, som også viste sig at være brugbar, selvom Soiya kvinderne dog foretrak deres egne hakker. Med alles hjælp og indsats lykkedes det at få den ellers noget sørgelige jord gjort klar til såning.

Det skal gøres ordentligt!

Kvinderne fra landsbyen Soiya i det sydlige Nepal, er på Gamcha for at lære mere om biodynamisk landbrug.

Sabtri måler op, mens Phoolmati står klar med riven.

I de to dage træningen har varet har det været interessant at se, hvordan kvinderne fra Soiya effektivt og dedikeret går i gang med de opgaver, som de bliver stillet overfor. Selvom kommunikationen til tider kan være svær på grund af den sproglige barriere, er det tydligt at se, at kvinderne gør en dyd ud af at observere, tage til sig og efterligne det de ser. Et eksempel var da en diskussion mellem kvinderne om hvorvidt afstanden mellem de forskellige rækker af afgrøder var blevet bestemt til at være en hel eller halv håndslængde. Det var nemlig meget vigtigt for dem, at det blev nøjagtigt, som Lis havde vist dem til at starte med, så tingene kunne blive gjort korrekt.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

mudder og komøg

Seks af kvinder fra den lille lerklinede landsby Soiya er rejst til Kathmandu med en lillebitte flyver fra Yeti air. Det er første gang, de er ude at flyve, og for fleres vedkommende første gang de er ude af deres distrikt. De er i Kathmandu for at lære mere om økologi og sammen med Lis Rasmussen fra Skoleliv i Nepal/Kiselgården, skal de besøge nogle af de økologiske landbrug, der ligger rundt om i Kathmandu-dalen, for at udveksle erfaringer.

Samtidig ankom et styk praktikant fra Internationale Udviklingsstudier på RUC. Gitte Thorup er i praktik hos foreningen Soiya Women, og i disse dage er hun med på Gamcha, for at følge forløbet og rapportere her på bloggen.

Temaet for den første dag på Gamcha var kompost. Først så vi nærmere på en kompostbunke som blev lavet for tre måneder siden, da en gruppe af kvinder fra Soiya var på Gamcha. Der blev snakket om, hvordan man kan se og lugte om kompost er klar til brug, hvilke fordele der er ved at bruge kompost, og hvordan den skal bruges for at have den bedst mulige effekt.

Derefter skulle kvinderne i gang med at forberede en ny kompost. Inden jeg fik set mig om, var de spredt omkring i haven og i fuld gang med at luge ukrudt og græs, som skulle bruges i den nye kompost. Der gik ikke længe før, der var samlet en stor bunke. Derefter blev der revet tørre blade sammen og så komøg. Kvinderne arbejdede hårdt og effektivt hele dagen, men der blev også grinet og snakket en masse, og humøret var højt.

Smukke og rene nepalesere og en tilsvinet dansker

På trods af det noget klamme og svinende arbejde var det bemærkelsesværdigt at se, hvor gode kvinderne er til at sørge for ikke at blive beskidte. Selv efter timers arbejde i haven og med at slæbe komøg ser deres kurtaer og sarees stadig flotte og rene ud, hvorimod jeg selv har mudrede sko og komøg her og der og allevegne.
undervisning i økologisk kompost på Gamcha i Kathmandu

Efter frokost var det blevet tid til at få bygget kompostbunken op med skiftevis lag af tørre blade, komøg og frisk grønt. Her var det tydeligt, at en af de kvinder, som havde været med til sidste træning tog styringen og forklarede de andre, hvordan de skulle gøre og så tog arbejdet fart og bunken voksede. Lis måtte stoppe kvinderne, inden kompostbunken blev for høj. Der var endda materiale til en ekstra lille kompostbunke.

Orm er værdifulde venner

Efter aftensmaden blev der snakket mere om kompost og Lis fortalte kvinderne at kompost er sjælen i økologisk landbrug, og at ormene er værdifulde venner, som man skal være glade for.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

På besøg i det offentlige Nepal

I den kommende tid håber jeg at poste nogle indlæg fra vores CISU (Danida) kapacitetsopbygningsprojekt. Der, som I måske husker, handler om at opbygge den lille organisation kvinderne fra Soiya har startet og som Menuka er manager for.

Denne post handler om at gå på offentlige kontorer:
Når man skal lave et Cisu-projekt, skal man fornuftigt nok involvere de lokale myndigheder og sørge for, at ens partner kender dem og de udviklingsmuligheder de ofte tilbyder. Derfor brugte vi et par svedige dage i steghede juli på at besøge offentlige kontorer i distriktshovedkvarteret Bairahawa.

Menuka, der er fra Nepals højeste kaste og som altid har en onkel, der er advokat, eller hvad man nu har brug for, var helt med på ideen ”Ja selvfølgelig skal vi det! Man er nød til at være gode venner med CDO (kommunaldirektøren), ellers så kommer man ingen vegne.”…hm jeg tænker ikke, det var helt sådan, CISU mener det…men altså…netværk er godt, det er der enighed om og ’vores’ CDO er heldigvis en fin fyr, så ham skal vi nok få noget samarbejde med hen ad vejen. Soiya-damerne har ingen onkler, med uddannelse, så de kender ikke nogen i en god stilling, så det bliver interessant at se, om man kan få dem introduceret.

Faktisk er det ikke helt sandt, at Soiya-damerne ikke kender nogen. Det viste sig, at de kendte den udviklingsansatte i lokalområdet (selvfølgelig gjorde de det!). Desværre var hverken hun eller VDC sekretæren (leder af lokalområdet) til stede på sit kontor, hvor der til gengæld lå en enorm mængde lokummer, det er en del af det internationale ”stop open defication” tiltag.
Udviklingsdamen kom på besøg næste dag i Soiya, og det var et hyggeligt besøg, om end der ikke lige var så meget at komme efter.
Menuka og Sabitri, som er formand snakker med en ansat

På turen var det ret svært at få bestyrelsen for Soiya Women i front. De sagde ikke god dag, når de kom ind i et kontor(og der blev ikke hilst på dem), og de sagde ikke farvel, når de gik, og det var lidt svært at få Menuka til at give plads til dem.  Følte mig meget som ”nogens mor”, når jeg sagde: ”Altså hvis man gerne vil blive set, så skal man sige ”namaste” når man kommer ind og se folk i øjnene…”, efter den påmindelse prøvede de at forbedre sig. Men det er en helt klassisk del af det med at være mindre værd (“lille kaste”), det er jo noget, man også selv er medskaber af.

Konklusionen er nok, at et besøg på de forskellige kontorer er fint, men det er ikke nok, hvis Soiya damerne skal øve sig i at være “nogen.”

I dagens slutning var vi lige forbi Fisheries development office, hvor man kan lære at dyrke fisk, noget der efter sigende kan være en del penge i, hvis man kan finde ud af det…. Det er jo ikke en del af vores plan med fisk lige nu. Men vi flirter lidt med tanken om at gøre det til næste år, så det er jo godt at være på udkik J Det viste sig, at man starter fisk i februar, ellers når de ikke at blive store til sæsonen slutter og det bliver ”koldt.” Godt at vide!

En fredelig mus

Vi fik os en cola og en snack på vej hjem
Vi afsluttede dagen med en cola og en snack på en lokal restaurant. ”Ahj her skal være fødselsdag, lad os gå et andet sted hen,” sagde jeg til Menuka og pegede på de mange balloner, der var hængt kunstfærdigt op i restauranten. Hun ikke fattede, hvad jeg mente. Alle ballonerne var skam almindelig pynt, ha ha, nå ja, det er jo ikke noget naturgivent at balloner er en fødselsdagsting!

En andet ting var, at der løb en lille mus rundt i restauranten! Det synes alle var ganske hyggeligt. ”I Danmark var restauranten blevet lukket,” sagde jeg forarget. ”Ja, men her er musene ikke farlige,” forklarede Menuka overbærende J

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Designer-net og køkkenhaver

I skrivende stund er Musahars og Skoleliv i Nepals indkøbsnet på vej til Danmark med kurer, og mit hår har lagt sig pænt ned på hovedet igen efter et mindre drama, der var nær ved at kulsejle vores fantastiske kampagne.

Nettene blev designet af Karen Bagge i januar og syerskerne i Soiya lærte at lave dem i marts hos Pooja, vores dygtige konsulent, inde i Kathmandu.

IMG_0202

Alt gik vel, de tre stjerne-syersker Sabitri, Sita og Saraswoti lærte deres kollegaer hjemme på systuen i Soiya at sy nettene. I Kathmandu lovede en ung mand, der er ven af projektet og som var på vej til Danmark, at tage den første portion net med.

Hjemme i Danmark var kampagnen planlagt, fotograf for bl.a. Boligliv Tia Borgsmidt tog nogle superskønne billeder af nettene og de første medier viste dem frem, og fortalte om den gode sag: Når du køber et indkøbsnet, så giver du samtidig en køkkenhave til en mor i Nepal. Altså totalt win-win: Du får en unik brugsgenstand og kvinderne i Nepal får grøntsagsfrø, komposteringskursus og  et bambushegn, og på den måske mulighed for at lave en bedre køkkenhave. Sidste uge i april tjekker jeg daligt op med Menuka og Sukumaya, de to piger, der skal sørge for at fragte nettene fra landsbyen og frem til vores unge ven og privat-kurer, om de har styr på det hele og det har de. Den unge mand får nettene og er klar til afgang.

Den morgen nettene skal ankomme vågner jeg til en sms med ordlyden ”undskyld undskyld, de kom ikke med!!” Med de første mange ventende bestillinger og mors dag 10 dage fremme, kunne man nok blive noget hysterisk over den besked!!

Efter at have grublet lidt over sagen, bliver jeg enig med mig selv om, at det måtte være Stofmanden, der simpelthen skulle redde os. For lige at forklare de uindviede, så er Stofmanden ham, der leverer alt det skønne økologiske bomuldsstof og den sjove brændenælde. Det er også ham, der aldrig sender ting til tiden, og som man med mellemrum skal sende produkter med fejl tilbage til. Men det er også ham, der to gange har besøgt systuen og er vældig glad for, at han er lidt med i det projekt OG som absolut har hjertet på rette sted.

Så jeg ringer og forklarer ham sagen. Han er straks 100 % med på, hvad problemet er og hvad vi skal gøre og erklærer, at det skal han nok klare! Klukker endda begejstret ved udsigten til at kunne være redningsmand. Jeg i min ende er på grådens rand af taknemmelighed. Det holder i øvrigt aldrig op med at fascinere mig, at det er top-umuligt at langtidsplanlægge med nepalesere, men at det generelt er langt bedre at komme med akut behov for hjælp.

Efter endnu et tykt antal opringninger til Stofmand og Suku (der stadig har halvdelen af nettene) og et større antal emails, ser det nu ud til at nettene er på vej til Danmark i tre hold, og at de første ankommer onsdag altså med seks dages forsinkelse. Næste sending kommer fredag og den sidste i næste uge. Hurra for de pligtopfyldende mennesker, som har gjort deres bedste for at hjælpe.

Nu håber jeg så bare, at rigtig mange vil købe nettene, og jeg glæder mig til at fortælle om køkkenhaverne her på bloggen.

Se nettene i Musahars web-shop

Del nettene på Facebook

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Nye indtryk giver nyt mod

Egentlig er det ret indlysende, men alligevel er det først nu gået rigtig op for mig:

Et af de store problemer, når man er fattig, lavkaste og kvinde, er manglende selvtillid og andres manglende tiltro til ens evner. Det viser processen med at oprette en forening for syerskerne i Soiya med al tydelighed: Alt tog meget lang tid, og fra starten var myndighedernes udmelding: “Kvinder, som dem her, kan ikke have deres egen organisation” (!!). Første sejr er, at det har de nu! De måtte godt nok have hjælp, men det lykkedes og det blev gjort af ene kvinder.

En af de måder problemet bekæmpes på, er nye udfordringer og ikke mindst nye indtryk og viden!

En af de ting vi lige har gjort for at styrke syerskerne er at sende tre af de dygtigste på “Taskekursus” i Kathmandu, og i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag, vil jeg fortælle lidt om den tur.

Det er en alvorlig sag at være taget til byen! Her: Thamel, Kathmandu.

Det er en alvorlig sag at være taget til byen! Her: Thamel, Kathmandu.

Saraswoti, Sita og Sabitri var i Kathmandu for at lære at lave nogle nye fine indkøbsnet, som vi blandt andet skal sælge ved en særlig lejlighed senere…Det plejer jo at være Pooja, der tager til Soiya, men hun er gravid og baby ligger ikke helt rigtigt, så lægen sagde det var en dårlig ide med bumperiet på de dårlige veje ved landsbyen. Da jeg samtidig skulle have puder til Danmark og faktisk også helst nogle indkøbsnet, der allerede var bestilt, så sendte jeg en minibus af sted med materialer fra Kathmandu og hentede puder og syersker med tilbage. En sidehistorie er, at vores stofmand også tog med frem og tilbage. Det gjorde mig rigtig glad! Kan ikke lige forestille mig nogen leverandører her i Danmark, der ganske frivilligt sætter sig ind i en bil i 2×8 timer for at køre til en lille landsby ad hullede veje. Nå, tilbage til sagen:

De tre damer, som har været i Kathmandu få gange i deres liv, har nu været hos Pooja i 5 dage og fik hurtigt fod på nettene (de er alle tre meget dygtige).

Syning på terassen på Poojas nye gæstehus i Kathmandu. Det er stadig den tid på året, hvor det er varmest ude!

Syning på terassen på Poojas nye gæstehus i Kathmandu. Det er stadig den tid på året, hvor det er varmest ude!

Da der var tid til overs, fik jeg den indskydelse, at de da skulle ud og se noget og fik arrangeret et møde hos NGOen Women for Human Rights, der ledes af Lily Thapa, der er en både sej og meget hjælpsom kvinde.

Her foran WHRs kontor i Kathmandu

Her foran WHRs kontor i Kathmandu

Hos WHR blev de vist rundt og talte med en advokat, som lovede at støtte dem, hvis de skulle få brug for det fremover med råd og dåd. Det synes de alle tre var en god oplevelse. I de 4-5 år jeg har kendt de tre er de vokset enormt. I starten var alle meget usikre og skeptiske og Sabitri sagde lige ud: “Jeg tror ikke, vi kan finde ud af det her”. Nu siger hun “Vi skal kunne klare os selv” og jeg er enig:  Nu er det simpelthen på tide at rykke videre og blive mere selvstændige og det skal ske ved at lære nyt og se nyt. At tage til Kathmandu er en af de ting, der flytter noget. At møde ligesindede giver selvtillid. Næste skridt er at give de tre og resten af bestyrelsen i deres nystartede forening et ledelseskursus. Det gælder om at få dem til at sige “vi kan” og at de gør det!

Det var sjovt at komme ud og se, hvordan andre kvinder har indrettet sig.

Det var sjovt at komme ud og se, hvordan andre kvinder har indrettet sig.

Det går overskuddet fra vores tehætter til frem til 15.3 og vi følger op her på bloggen!
te-hætter der styrker

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized